Direktør i Østifterne Lars Suhr overrakte SeniorKlar-prisen til Pia Hammershøy Splittorff, direktør GoCollective, Corporate Affairs, som en anerkendelse af virksomhedens banebrydende seniorpolitik. Foto: Søren Zeuth.

GoCollective vinder SeniorKlar-prisen 2024 for banebrydende seniorpolitik

Danmarks største private operatør indenfor kollektiv trafik - GoCollective - får pris for virksomhedens innovative tilgang til seniorpolitik og for at være pioner på området.

Senest opdateret: lørdag 23. november 2024

SeniorKlar-prisen 2024 blev torsdag uddelt i Fællessalen på Christiansborg til GoCollective – Danmarks største private operatør inden for kollektiv transport, tidligere kendt som Arriva.

Med mere end 2.000 ansatte og en innovativ tilgang til seniorpolitik har virksomheden markeret sig som pioner på området.

SeniorKlar-prisen, der uddeles i samarbejde mellem Østifterne og Faglige Seniorer på Seniorernes Topmøde, hylder virksomheder, enkeltpersoner og fællesskaber, der skaber inspiration og baner vejen for en stærkere overgang fra arbejdsliv til seniorliv.

“Det er en udfordring for mange at navigere i overgangen fra arbejdsliv til seniorliv – men også en mulighed. GoCollective viser os, hvordan man kan gribe denne mulighed og skabe varige løsninger for både medarbejdere og samfundet,” sagde Lars Suhr Olsen, direktør for Østifterne, ved overrækkelsen af prisen.

Bevarer erfaring og viden

Dommerkomiteen fremhæver især GoCollectives seniorsamtaler, som tilbydes medarbejdere, når de fylder 50 år, og afholdes årligt fra 58-årsalderen. Samtalerne giver plads til at drøfte både arbejdsmæssige og private forhold, og hjælper medarbejdere med at planlægge deres “tredje alder”.

Samtidig har GoCollective lanceret en banebrydende Senior+-ordning, hvor medarbejdere kan indgå fleksible rammeaftaler, der balancerer virksomhedens behov med seniorernes ønsker om frihed.

Resultaterne er, at buschauffører i 80’erne og lokomotivførere og mekanikere i 70’erne forbliver en del af arbejdsstyrken i virksomheden, erfaring og viden går ikke tabt og medarbejderne føler sig værdsat.

Seniorpolitikken er blandt andet udarbejdet i samarbejdet med Lokomotivpersonalets Områdegruppe (LPO) i Dansk Jernbaneforbund, og den er forankret i en lokalaftale.

Skulptur: Nye muligheder

Prisen, skulpturen NYE MULIGHEDER af Palle Mernild, blev overrakt til GoCollective’s direktør for Corporate Affairs, Pia Hammershøy Splittorff.

Skulpturen symboliserer modet til at tænke nyt og skabe fremtidige løsninger.

“Lad os inspirere af GoCollective og sammen skabe et Danmark, hvor seniorer ikke blot anerkendes, men aktivt værdsættes og inkluderes,” sagde fra Lars Suhr Olsen.

SeniorKlar er et fælles projekt mellem Faglige Seniorer og den uddelende forening Østifterne, der giver medarbejdere og virksomheder værktøjer, der skal hjælpe i overgangen fra arbejdsliv til seniorliv. 

Seniorernes Topmøde

Hvordan skaber vi bedre muligheder for, at flere seniorer kan fortsætte med at arbejde?

Det er på dagsordenen på Seniorernes Topmøde, der bliver holdt 21. november i Fællessalen på Christiansborg med næsten 150 politikere, erhvervsledere, organisationsfolk og lønmodtagere i senioralderen som deltagere.

Mere end 20.000 seniorer er blevet spurgt om deres erfaringer og ønsker til et aktivt seniorarbejdsliv. På topmødet præsenteres de nyeste tal og der ses nærmere på de barrierer og forpligtelser, der kan begrænse seniorers mulighed for at blive på arbejdsmarkedet.

Danske virksomheder deler på topmødet ud af deres erfaringer og om, hvordan ledere og medarbejdere arbejder med at skabe fleksible løsninger, der understøtter senioransattes behov.

Repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter vil drøfte, hvordan vi bedst imødekommer ønsket fra mange seniorer om at fortsætte arbejdslivet efter pensionsalderen, samtidig med at vi sikrer stabilitet og tryghed i en tid med forandringer.

For at inspirere flere uddeles for første gang SeniorKlar-prisen til en rollemodel, der har gjort en forskel.

Seniorernes Topmøde arrangeres af Seniorklar, der er er et fælles projekt mellem Faglige Seniorer og den uddelende forening Østifterne, der giver medarbejdere og virksomheder værktøjer, der skal hjælpe i overgangen fra arbejdsliv til seniorliv.

Læs mere om Seniorernes Topmøde her

Først publiceret: torsdag 21. november 2024
Artiklen er sidst opdateret lørdag 23. november 2024 kl. 11:44

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.