Genindførelsen af modregning, der rammer omkring 6.000 pensionister, klæber på beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

For åben skærm: Minister skal forklare genindførelse af modregning

Beskæftigelsesministrer Ane Halsboe-Jørgensen er hevet i samråd i Folketinget: Skal forklare modregningsregler, der rammer pensionister, hvis partner modtager dagpenge eller sociale ydelser.

Senest opdateret: torsdag 13. marts 2025

Det er sagen, der ikke vil dø – og som bliver ved med at forfølge beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S): Genindførelsen af modregning for flere tusinde pensionister.

Nu har beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) hevet ministeren i samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Her skal Ane Halsboe-Jørgensen forklare den modregning, der 1. januar i år blev genindført i folkepensionen for pensionister, der har en ægtefælle eller sambo der modtager ydelser som arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, efterløn eller fleksydelse.

Samrådet finder sted onsdag 26. marts fra kl. 13. Samrådet kan ses på Folketingets TV

Det skal ministeren svare på

Karsten Hønge har bedt ministeren svare på følgende:

“Hvordan forholder ministeren sig til, at en række fleksjobbere nu modregnes som følge af L 162 A (Lov om ændring af lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.), når de rent faktisk lægger en indsats på arbejdsmarkedet og bidrager med det, de kan?

Ministeren om loven

Den valgte løsning er en forenkling i pensionssystemet, der i forvejen er enormt kompliceret, og bidrager til, at systemet bliver mere forståeligt for alle.

Det foreslåede lovforslag (der nu er vedtaget, red.) handler om at komme i mål med udmøntningen af en politisk aftale alene på pensionsområdet og sikre, at de vedtagne lovændringer om lempeligere modregningsregler kan implementeres på en hensigtsmæssig måde, så pensionisterne og deres partnere kan tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet med ro i maven.

Uddrag af beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) svar til spørgsmål fra Victoria Velazquez (Enhedslisten)

Og hvad mener ministeren om at dækningsgraden og værdien af dagpenge forringes som følge af L 162 A, og at par og samlevere risikerer at blive ramt dobbelt, når de mister jobbet, fordi partneren oveni risikerer at miste ældrecheck eller tillæg?

Udbetaling Danmark havde svært ved at skelne

Reglerne blev vedtaget af et flertal i Folketinget i foråret med virkning fra 1. januar 2025. SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet stemte imod.

Beskæftigelsesministeriet begrunder ændringen af reglerne med, at det vil lette pensionsberegningen.

Udbetaling Danmark havde problemer med at skelne mellem, hvilke indtægter der skulle føre til nedsættelse af folkepension og førtidspension – og hvilke, der ikke skulle føre til det.

Mere end 15.000 borgere havde ifølge Udbetaling Danmark ringet for at få hjælp til at forstå, hvad de skulle gøre.

Rammer 6.000 pensionister

Nu er loven ændret, så det kun er arbejdsindtægter, som der skal beregnes arbejdsmarkedsbidrag af, som ikke fører til modregning.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen vurderer, at ændringen vil ramme 6.000 pensionister 

“Af 6.000 pensionister skønnes det, at 2.600 pensionister får et nedslag i deres pensionsydelse og/eller supplerende pensionsydelse på 1.000 kroner eller mere om måneden efter skat. Derudover skønnes det, at antallet af pensionister, som får et nedslag i deres pensionsydelse på 2.000 kroner eller mere om måneden efter skat, er yderst begrænset,” lyder det i et svar fra ministeren.

Minister: Det kan virke urimeligt

Ane Halsboe-Jørgensen har i Folketinget tidligere forholdt sig til kritikken af modregningen.

“Jeg forstår godt, at det kan virke urimeligt for den folkepensionist eller førtidspensionist, der omfattes af loftet for, hvor stor en indtægt en ægtefælle kan have ved siden af. Det er dog værd at huske, at grænserne for, hvornår pensionen sættes ned, er høje,” lød det.

Her pointerede også, at aftalen om at fjerne modregning i folkepension alene gjaldt modregning af arbejdsindkomst. 

Karsten Hønge fra SF havde i debatten kun hovedrysten til overs for ministerens argumentation. 

“Hvad med fleksjobbere – arbejder de ikke? Er dagpenge ikke en forsikringsordning, som er tæt knyttet til arbejdsmarkedet? Det samme gælder sygedagpenge. Alligevel bliver deres samlevere så modregnet nu, og det har aldrig været intentionen.”

Fagbevægelsen: Stiller pensionister dårligere

Da ændringen af modregningsreglerne var til høring, lød der kritik fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Organisationen gjorde opmærksom på, at ændringen vil vil stille folkepensionister og førtidspensionister, som har en ægtefælle/samlever, der modtager efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge dårligere end med de nuværende regler.

“FH er kritisk overfor denne del af lovforslaget, som vil ramme borgere, der i forvejen har en svag økonomi. For eksempel vil en folkepensionist med en erhvervsaktiv ægtefælle, som bliver ramt af sygdom eller arbejdsløshed, kunne få nedsat sin folkepension eller ældrecheck.”

“FH finder, at den forringelse af pensionisters levevilkår, som forslaget giver anledning til, vejertungere end hensynet til en enklere sagsbehandling og administrative fordele for Udbetaling Danmark,” fremgik det af høringssvaret.

Faglige Seniorer: Uacceptabelt

Mange af de pensionister, der bliver ramt af reglerne, blev først opmærksom på de økonomiske konsekvenser, da de tidligere i december modtog årsbrevet fra Udbetaling Danmark.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

De nye regler vil ifølge Beskæftigelsesministeriet spare det offentlige for nettoudgifter på 40 millioner kroner årligt, da der skal udbetales mindre i pension.

Faglige Seniorer har tidligere gjort opmærksom på, at det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle af de svageste pensionister; dem der er gift eller har en partner, som er på sociale ydelser, bliver ramt.

“Det virker skævt, uretfærdigt og uforståeligt,” lyder det fra landsformand for Faglige Seniorer Mette Kindberg. 

Næsten 60.000 er med i Facebook-gruppe

På Facebook har en gruppe, der arbejder for at afskaffe gensidig forsørgerpligt, næsten 60.000 medlemmer.

“Vi kæmper for total afskaffelse af gensidig forsørgerpligt for alle, der er på offentlig ydelse, uanset din status i samfundet, og for at give dig den økonomiske selvstændighed tilbage, så DU kan råde over DIN personlige indkomst – uanset, om du bor og lever alene, er samboende eller gift, og UDEN modregning,” lyder det blandt andet om formålet med gruppen.

Gruppen har også rejst en storm af protester mod reglerne, der fra 1. januar afskaffer modregning for pensionister, der bor sammen med person på efterløn, dagpenge eller fleksydelse.

Du kan se gruppen på Facebook her

Først publiceret: torsdag 13. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 13. marts 2025 kl. 12:08

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.