
Test din hukommelse: Har du tidlig tegn på demens?
Mange oplever med alderen, at hukommelsen ikke er, hvad den har været. Men hvornår er det bare almindelig glemsomhed – og hvornår skal man være opmærksom?
Senest opdateret: onsdag 26. marts 2025
Det er helt normalt at glemme, hvor man har lagt sine briller eller nøgler. Men hvis du ofte glemmer aftaler, samtaler eller oplever forvirring, kan det være tegn på demens.
“Hukommelse og indlæring er noget af det, der først bliver ramt, hvis man udvikler demens,” siger Kasper Jørgensen, der er neuropsykologisk konsulent hos Nationalt Videnscenter for Demens.
Han understreger dog, at dårlig hukommelse ikke nødvendigvis betyder demens.
I samarbejde med Nationalt Videnscenter for Demens har TV 2 lavet en enkel online husketest. Her kan du få et fingerpeg om, hvordan din hukommelse fungerer lige nu.
Testen er ikke videnskabelig og kan ikke stille en diagnose. Men den kan give dig en idé om, hvor godt du husker – og måske gøre dig mere opmærksom på forandringer.
Sådan foregår testen
Først bliver du præsenteret for 30 billeder. Din opgave er at huske dem så godt som muligt.
Bagefter får du vist fire billeder ad gangen, og du skal vælge det billede, du har set før.
De fleste, der har en normal hukommelse, kan genkende mellem 25 og 30 billeder.
Hvis du ligger under det, kan det skyldes mange ting – for eksempel træthed, stress eller manglende koncentration.
Men hvis du i en længere periode oplever problemer med hukommelsen, er det en god idé at tale med din læge.
Har du oplevet tegn på demens hos dig selv eller en pårørende?
Først publiceret: fredag 21. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 26. marts 2025 kl. 13:47