Gaver var en penge-karrusel: Nu betaler de efterladte regningen
En gave er kun en gave, hvis den gives uden bagtanker. Det lærte arvinger, da deres forældres kreative “gaveordning” til svigerbørn blev underkendt. Nu skal de efterladte betale 68.000 kroner.
Senest opdateret: onsdag 16. juli 2025
Mange seniorer vil gerne sikre deres familie flest mulige penge. Derfor begynder de at dele ud af deres formue, mens de stadig lever, sådan at der spares arveafgift (boafgift) ved deres død.
Men en ny afgørelse viser, at den slags også kan blive for kreativ. Gaver skal gives, fordi en person er gavmild – og ikke bare for at spare omkostninger
En seniorpar havde overdraget deres sommerhus til deres to børn og sat gang i gaver, der løb i ring. Men den gavekarrusel har Østre Landsret nu underkendt.
Resultatet er, at de efterladte efter parrets død skal betale ekstra boafgift på 68.000 kroner.
Der er fælder i reglerne
En del ældre sommerhusejere overvejer at overdrage ejendommen til deres børn. Det fortæller Sten Scheller, der er formand for Sommerhusejernes Landsforening.
Organisationen har endda på sin hjemmeside en opskrift på, hvordan det juridisk kan lade sig gøre. Her peges der også på muligheden for at spare boafgift.
Men der er mange fælder i reglerne.
Læs også: Generationsskifte af sommerhus
Sådan forløb sagen
Den aktuelle sag handler om, at en far solgte sit sommerhus til sine to børn for knap 1,9 millioner kroner. En del af købesummen blev finansieret ved, at de to børn hver især lånte cirka 875.000 kroner af deres far – rentefrit.
Det blev der skrevet en anfordringsgældsbrev om. Derefter overdrog faderen halvdelen af de to gældsbreve til sin hustru.
Gælden blev i de efterfølgende år nedbragt på to måder. For det første ved, at forældrene hvert år nedskrev gælden med et beløb svarende til grænsen for afgiftsfrie gaver til deres børn.
For det andet ved, at forældrene årligt gav deres to svigerbørn en kontant gave på det afgiftsfri beløb, som de kan få. De penge sendte svigerbørnene straks videre til deres ægtefæller – der herefter overførte dem til forældrene som afdrag på gælden.
Det er det, der kaldes en gavekarrusel: Gaven kører i ring.
Bobestyrer greb ind
Efter den sidste forældre var død blev gældsbrevene givet til bobestyreren. Han godkendte nedskrivningen af gælden med gaverne til børnene.
Men han mente, at gaverne til svigerbørnene ikke var reelle. De havde samlet fået over 450.000 kroner, og dem skulle der så ifølge bobestyreren betales boafgift af.
Familien klagede til skifteretten, men de gav bobestyreren ret. Derefter gik familien videre til Østre Landsret, som også siger, at der skal betales boafgift.
Derfor gik det galt
Revisionsfirmaet BDO har gennemgået sagen. De konkluderer, at det var helt ok at nedskrive gælden hvert år med det, der kan gives i skattefrie gaver til børn.
Men det skal være en årlig beslutning at nedsætte gælden. Der må ikke været givet lovning om det på forhånd, for eksempel ved en tekst i gældsbrevet, advarer BDO.
Det går galt med gaverne til svigerbørnene, fordi der er en tidsmæssig sammenhæng mellem gaverne og den efterfølgende tilbageførsel af midlerne til forældrene.
Måske var familien sluppet for boafgiften, hvis afdragene for eksempel havde været fordelt i flere portioner og foretaget uden tidsmæssig sammenhæng med gaverne.
Læs også: Gavekarruseller virker ikke
Familiehandler eksploderer
I de sidste lidt over 30 år har knap hvert femte salg af et sommerhus været en familiehandel. Det er især overdragelse af ejendommen til børn.
Men i sidste kvartal af 2023 var flere end hver anden handel med sommerhuse mellem familiemedlemmer. Årsagen var nye ejendomsvurderinger og nye regler, som kom i 2024. Det fik mange til at skynde sig med at overdrage ejendommen til børn eller andre.
I 2024 faldt familiehandlerne tilbage til det normale niveau. Der blev solgt lidt over 11.000 sommerhuse, hvoraf cirka 2.100 var familiehandler. Det er 19 procent.
Alle tallene er indhentes hos Danmarks Statistik af Faglige Seniorers redaktion.
Først publiceret: tirsdag 8. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 16. juli 2025 kl. 10:56