Salget af potensmidler til ældre stiger.

Små ændringer kan give et livslangt sexliv

Fysiske skavanker eller dalende lyst behøver ikke at spænde ben for dit sexliv som ældre, men måske skal du gentænke den seksuelle drejebog.

Senest opdateret: mandag 19. januar 2026

Sex har ingen alder, men i takt med at årene går, stiger risikoen for, at du møder udfordringer enten kropsligt, psykologisk eller begge dele.

Det behøver dog ikke at holde dig tilbage, understreger Julia Kadin Funge, der er sundhedsfaglig rådgiver hos organisationen Sex & Samfund.

“Som ældre skal man vide, at det er et helt legitimt ønske at ville have et meningsfyldt sexliv,” siger hun og fastslår, at sex er et grundlæggende menneskeligt behov, som kan eksistere hele livet.

Tag hånd om de fysiske udfordringer

Oplever du fysiske udfordringer, giver det bedst mening at tage hånd om dem først. Det mener Ditte Trolle, der er læge, foredragsholder og forfatter til flere bøger om emnet.

“Kvinder får tørre slimhinder, fordi kroppen ikke længere producerer kønshormonet østrogen. Så går slimhinderne lettere i stykker, og det er ikke rart,” siger hun.

Tørheden kan afhjælpes med hormonbehandling i skeden, og derudover har de fleste ifølge Ditte Trolle gavn af at bruge en glidecreme under akten.

For mænd er det almindeligt, at det bliver sværere at få rejsning. Det skyldes manglende blodtilførsel til kønsorganerne og kan for det meste løses ved at søge råd hos din læge.

“Måske er der behov for at bruge Viagra eller andre produkter i den skuffe,” siger Ditte Trolle.

Salget af potensmidler til ældre stiger

* Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som DR har kigget på, er der fra 2020 til 2024 sket en stigning på 26 procent i salget af potensmidler til personer over 65 år.

* Salget lå i 2020 på 3,5 millioner doser potensmidler til personer over 65 år.

* I 2024 var tallet steget til 4,7 millioner. Tages der højde for udviklingen i antallet af mænd i Danmark over 65 år, svarer det ifølge DR til en stigning på 26 procent.

Kilde: dr.dk, der henviser til tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Sæt fuld fokus på din lyst

Julia Kadin Funge peger på, at der for nogle også kan opstå nogle mere lavpraktiske fysiske udfordringer, som der kan findes simple løsninger på.

“Det kan være, at det gør ondt at have sex i en bestemt stilling, og at man derfor skal stable nogle puder op eller lignende for at støtte op om kroppen,” siger hun.

Med de fysiske forhindringer af vejen kan du sætte fuld fokus på din lyst. For nogle – især kvinder – aftager den med alderen. Og ifølge Ditte Trolle er det en gængs oplevelse, at det tager længere tid at blive ophidset.

“Du skal gøre en større indsats, fordi du som ældre ofte ikke længere oplever den spontane lyst på samme måde, som unge gør,” siger hun og forklarer, at lysten med alderen typisk forandrer sig og bliver mere responsiv.

Sæt god tid af til det

Det vil sige, at lysten i højere grad har brug for at blive aktiveret. Det kan være ved berøring, ved at se porno eller læse erotisk litteratur. I det lys råder Ditte Trolle dig til at planlægge dit intime liv. Plot simpelthen sex i kalenderen – og sørg for, at du ikke har en bagkant.

“Nu er der ikke nogen børn længere, der forstyrrer, så man bør have mulighed for at sætte god tid af til det. For det tager længere tid at blive ophidset og få det hele til at fungere,” lyder det fra Ditte Trolle.

Både hun og Julia Kadin Funge opfordrer i øvrigt til, at du forsøger at gentænke den seksuelle drejebog.

“Seksualitet er mange ting. Vi har en tendens til bare at tænke det som samleje. Men det kan også være at røre, nusse og kysse eller ligge nøgne ved siden af hinanden og tale sammen,” siger Julia Kadin Funge.

Drop jagten på orgasme

Samme pointe kommer fra Ditte Trolle, der pointerer, at det er forkert at skelne mellem forspil og sex.

“Det hele er noget værd. Det hele er intimitet og en del af den proces, som sex er,” siger hun og slår samtidig et slag for, at du dropper jagten på det store forløsende klimaks.

“Det kan være sværere at få orgasme som ældre, og her skal man derfor huske på, at nydelsen ligger i hele forløbet op til, at orgasmen indtræffer, og fokusere på det,” siger hun og opfordrer til, at du øver dig i at have en åben kommunikation med din sexpartner om, hvad I hver især har lyst til.

Først publiceret: onsdag 27. august 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 19. januar 2026 kl. 13:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • This field is hidden when viewing the form