Færre ældre har i en række kommuner fravalgt privat hjemmepleje.

Analyse: Ældre fik færre muligheder for privat hjemmehjælp

Reform har givet kommunerne større kontrol over hjemmehjælpen – men det er sket på bekostning af ældres frie valg og antallet af private leverandører. Det viser en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden.

Senest opdateret: onsdag 1. oktober 2025

En reform vedtaget af SR-regeringen i 2013 har i praksis givet ældre færre valgmuligheder i hjemmehjælpen.

Nye forskningsresultater fra ROCKWOOL Fonden viser, at antallet af private leverandører faldt dramatisk i de kommuner, der valgte muligheden for at indføre en udbudsmodel. Samtidig faldt også andelen af ældre, der valgte privat hjælp til rengøring, tøjvask og indkøb.

Reformen gav kommunerne mulighed for at skifte fra den såkaldte “godkendelsesmodel” til en ny “udbudsmodel”.

I de kommuner, der valgte udbudsmodellen, er antallet af private firmaer, som leverer praktisk hjælp til ældre, styrtdykket. Hvor der i 2013 var i gennemsnit 11-12 leverandører i disse kommuner, faldt tallet i 2017 til knap fire.

I kommuner, der fortsatte med godkendelsesmodellen, lå antallet af leverandører mere stabilt på omkring syv i hele perioden.

”Reformen har reduceret borgernes valg af private leverandører af offentlig betalt hjemmehjælp og mindsket konkurrencen,” konkluderer forskerne bag undersøgelsen, postdoc Jeppe Elholm Madsen og professor Jacob Ladenburg, begge tilknyttet ROCKWOOL Fonden.

Færre ældre vælger privat hjælp

Undersøgelsen viser samtidig, at ændringen har påvirket de ældres faktiske valg.

Frem til 2013 steg andelen af ældre, der fik praktisk hjælp – såsom rengøring, tøjvask og indkøb – fra en privat leverandør. Men efter reformen falder billedet fra hinanden.

I kommuner med godkendelsesmodellen stabiliserede andelen sig på omkring 33 procent. I kommuner, der indførte udbudsmodellen, faldt andelen af ældre, der vælger en privat leverandør, derimod fra 38 procent i 2013 til 28 procent i 2017.

Dermed blev det frie valg, som siden 2003 har været en central del af ældrepolitikken, i praksis kraftigt begrænset i næsten halvdelen af landets kommuner – eller i alt 40 kommuner, fremgår det af undersøgelsen fra ROCKWOOL Fonden.

Fra frit valg til stram styring

Politikernes formål med frit valg var oprindeligt at give ældre mere indflydelse på, hvem der kom i deres hjem, og samtidig at skabe konkurrence, som kunne løfte kvaliteten.

Med godkendelsesmodellen kunne alle private firmaer, der levede op til kommunens kvalitets- og prisniveau, blive godkendt til at levere ældrepleje.

Dermed havde borgerne ofte flere firmaer at vælge imellem, og kommunerne oplevede et marked præget af mange mindre leverandører.

Udbudsmodellen ændrede på det.

Her beslutter kommunen gennem et udbud, hvilke få leverandører, der får kontrakt for en periode.

Det reducerer antallet af aktører, giver kommunerne mere styring – men betyder samtidig færre valgmuligheder for de ældre.

Større kommuner gik forrest

Fra 2013 til 2016 valgte 40 kommuner at skifte til udbudsmodellen. Det var især de større kommuner, såsom København, som i forvejen havde et stort antal leverandører. Derfor var faldet i antallet af private aktører særligt markant netop her.

I kommuner, der holdt fast i godkendelsesmodellen, var markedet mere stabilt.

Her blev konkurrencen fastholdt, og borgernes adgang til private leverandører ændrede sig kun lidt, fremgår det af forskningsartiklen fra ROCKWOOL Fonden.

To modeller for frit valg af hjemmehjælp

Godkendelsesmodellen

* Indført i 2003 sammen med frit valg.

* Alle private leverandører, der opfylder kommunens krav til kvalitet og pris, kan godkendes.

* Ældre kan frit vælge mellem kommunens hjemmepleje og de godkendte private firmaer.

* Resultat: Mange leverandører på markedet (cirka 7 i gennemsnit pr. kommune).

Udbudsmodellen

* Indført i 2013 af SR-regeringen som alternativ.

* Kommunen sender hjemmehjælpen i udbud og udvælger én eller få leverandører, som får kontrakt i en periode.

* Ældre kan herefter vælge mellem kommunens hjemmepleje og de udvalgte leverandører.

* Resultat: Færre leverandører (fra 11–12 til knap 4 i gennemsnit i kommuner med udbudsmodel).

Kilde: ROCKWOOL Fonden, analyse af registerdata 2009–2017

Kilde: ROCKWOOL Fonden, analyse af registerdata 2009–2017

Først publiceret: onsdag 1. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 1. oktober 2025 kl. 14:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen