Flere og flere opdager fordelen ved at dele ting med naboerne
En boremaskine, der kun bliver brugt to gange om året. En trailer, der mest står og samler støv. I rigtig mange hjem ligger der ting, der sjældent bliver brugt – og som sagtens kunne deles med andre.
Senest opdateret: mandag 17. november 2025
Det er langt fra alle redskaber og maskiner, vi bruger til hverdag.
Alligevel køber mange hver deres græstrimmer, hækkeklipper og ismaskine, selvom de måske kun bliver brugt få gange om året.
Ifølge en undersøgelse fra Videncentret Bolius vil mange danskere gerne dele mere.
Hele 48 procent svarer, at vi burde dele i højere grad, end vi allerede gør. Alligevel ender mange ting med at stå ubrugt hen i skabe og skure.
En gammel idé i nye klæder
Selvom deleordninger lyder som noget nyt, så er det egentlig en gammel tradition.
Før i tiden var det helt almindeligt med fælles frysehuse eller maskinstationer på landet.
Men i takt med stigende velstand og billigere produkter, er det blevet mere almindeligt at købe sine egne ting.
Men den udvikling er på vej til at vende. Ikke kun fordi det er billigere, men også fordi det er bedre for miljøet.
Ifølge bæredygtighedsekspert Sarah Sonne Glatz fra Videncentret Bolius er det helt i orden at være lidt nærig på den gode måde.
For jo mere vi deler, jo færre ressourcer bruger vi.
Tillid er en barriere
En af de største grunde til, at vi ikke deler mere, handler om tillid.
Mange føler sig mest trygge ved at låne til eller fra familie og nære venner. Naboer og fremmede er en anden sag.
Men ifølge eksperterne handler det ofte bare om at komme i gang og skabe rammerne for et trygt fællesskab.
Hanne Hjorth fra konsulenthuset Naboskab peger på, at vi er blevet mere individualiserede – vi har trukket os lidt tilbage på vores egne altaner og i vores egne boliger.
Det kan gøre det sværere at tage det første skridt, men en simpel Facebook-gruppe i nabolaget kan være en god begyndelse.
Det vil vi gerne – og ikke gerne – dele
De fleste af os vil gerne dele ting som værktøj, haveredskaber, bøger og legetøj. Til gengæld siger mange nej tak til at dele ting som sko, tøj, sengetøj og madrasser – især af hygiejniske årsager.
Festudstyr som telte og klapstole ligger også højt på listen over ting, vi gerne vil dele, fordi det kun bruges sjældent. Det samme gælder trailere og cykler.
Sådan kommer du selv i gang
Det kræver ikke meget at starte en lille deleordning i boligforeningen, på vejen eller i landsbyen.
Her er nogle af de vigtigste råd fra eksperterne:
- Start med selv at tilbyde noget. Det er nemmere at få andre med, når du går forrest.
- Lav klare aftaler om brug og ansvar – og tjek eventuelt din forsikring.
- Brug en simpel platform som en Facebook-gruppe eller en opslagstavle i opgangen.
- Lån ikke noget ud, du ikke kan undvære.
- Og husk, at lidt slid er en del af det at bruge tingene.
Nye digitale muligheder
På appen Del Din Ting kan man oprette en profil og registrere de ting, man gerne vil dele – og se, hvad andre i nærheden har lagt op.
Tjenesten er gratis og nem at bruge, og det hele foregår trygt og lokalt.
Her kan du downloade Del Din Ting til Android
Her kan du downloade Del Din Ting til iPhone
Først publiceret: mandag 17. november 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 17. november 2025 kl. 13:15