Lovforslag kan falde ved hurtigt valg: Også fødevarecheck og seniorfradrag
Når der er valg i luften, er der også lovforslag i fare. Et hurtigt folketingsvalg kan få betydning for både fødevarecheck og skattelettelser til seniorer.
Senest opdateret: mandag 9. marts 2026
Der er igen valgrummel på Christiansborg. Politiske kommentatorer spekulerer i tidspunktet, politikere melder ud med forslag, der ligner valgoplæg, og kalenderen bliver nærlæst.
Ét er sikkert: Der bliver udskrevet folketingsvalg i år. Senest i oktober.
Usikkerheden om valgdatoen betyder, at en række politiske forslag nu er under tidspres.
Også forslag, der har direkte betydning for seniorers økonomi, kan blive ramt, hvis et valg udskrives, før lovarbejdet er afsluttet.
”Når der udskrives valg, ryger hele bunken af ikke-vedtagne lovforslag af bordet. Det gælder også forslag, som der reelt er flertal for, men som ikke har nået 3. behandling,” siger politisk kommentator hos Faglige Seniorer, Peter Lautrup-Larsen.
Lovforslag bortfalder automatisk
Reglerne er klare. Når der udskrives valg, opløses Folketinget, og alt uafsluttet lovarbejde stopper. Lovforslag, der ikke har været igennem tre behandlinger og er endeligt vedtaget, bortfalder automatisk.
Det gælder uanset, om der er politisk flertal, og uanset hvor langt et forslag er nået i processen.
Flertallet efter valget har først betydning, når – og hvis – lovforslaget fremsættes igen.
Et nyt flertal kan vælge at vedtage det hurtigt, ændre det eller helt droppe det. Men det er en ny politisk beslutning, ikke en fortsættelse af den gamle.
Fødevarecheck tæt på målstregen
Lovforslaget om en ny fødevarecheck er planlagt til 3. behandling 26. februar.
Hvis behandlingen gennemføres som planlagt, kan forslaget vedtages inden et eventuelt valg. Men hvis et valg udskrives før den afsluttende behandling, falder forslaget bort.
I så fald skal forslaget fremsættes på ny i et nyt Folketing og behandles fra bunden med 1., 2. og 3. behandling.
Der findes ingen mulighed for at genoptage et forslag, der er faldet ved valg.
Seniorfradrag afhænger af finansloven
Udvidelsen af beskæftigelsesfradraget for seniorer fra to til fem år er en del af finansloven for 2026. Fradraget ventes endeligt vedtaget i april.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Hvis der udskrives valg før fradraget er er vedtaget, bortfalder det. Det betyder, at udvidelsen af fradraget ikke får virkning, medmindre et nyt Folketing vælger at vedtage forslaget igen.
En ny regering og et nyt flertal kan vælge at gennemføre samme model, ændre den eller prioritere anderledes.
Det får seniorer: Fødevarecheck og jobfradrag
Forventes vedtaget i slut februar:
Fødevarechecken til pensionister er på 2.500 kroner skattefrit pr. person, forventet udbetalt i maj 2026 Den gives til folkepensionister, førtidspensionister, seniorpensionister og modtagere af tidlig pension (Arne-pension), der havde ret til pension i november 2025 og har en likvid formue under 350.000 kroner.
Forventes vedtaget i april:
Regeringen og Det Konservative Folkeparti har med finanslovsaftalen for 2026 besluttet at hæve beskæftigelsesfradraget for seniorer markant. I 2026 stiger fradraget fra højst 6.100 kroner til højst 37.000 kroner Samtidig forlænges perioden, hvor det er muligt at få fradraget fra to til fem år før folkepensionsalderen.
Nyt Folketing – nyt mandat
Baggrunden for reglerne er demokratisk.
Et nyt Folketing, valgt af vælgerne, skal selv tage stilling til ny lovgivning. Et flertal i det afgående Folketing kan ikke binde det næste gennem uafsluttede lovforslag.
Hvornår håber du, valget kommer?
Hvad mener du?
Hvornår mener du, at Mette Frederiksen trykker på knappen og udskriver folketingsvalg? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Folketingsvalg
Ifølge grundloven skal der være valg til Folketinget mindst hvert fjerde år. Statsministeren kan dog udskrive valg når som helst, inden de fire år er gået.
Når der bliver udskrevet valg, beholder medlemmerne af Folketinget deres mandater, indtil valget er afholdt, også selvom de ikke stiller op til det nye valg.
Det sidste valg til Folketinget fandt sted tirsdag 1. november 2022. Det næste folketingsvalg skal derfor afholdes senest 31. oktober 2026, men statsministeren kan som nævnt når som helst inden da udskrive valg.
Reglerne om udskrivelse af valg står i grundlovens § 32. Grundloven fastsætter dog ikke regler for, hvor lang tid der skal gå mellem udskrivelsen og afholdelsen af et valg.
De fleste forhold omkring et folketingsvalg er reguleret i folketingsvalgloven. Heller ikke folketingsvalgloven indeholder direkte regler for, hvor lang tid der skal gå mellem udskrivelsen og afholdelsen af et folketingsvalg.
Loven indeholder derimod nogle frister i forbindelse med forberedelsen og afholdelsen af et folketingsvalg, der indebærer, at folketingsvalg ikke bør udskrives med kortere varsel end 20 eller 21 dage.
Først publiceret: mandag 9. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 9. marts 2026 kl. 12:57