Enhedslisten: Et Danmarks du har råd til
Valg 2026: Stigende priser og voksende ulighed presser økonomien for mange seniorer. Victoria Velasquez fra Enhedslisten peger på højere personfradrag, bedre pension og stærkere velfærd som vejen til et Danmark, man også har råd til som ældre.
Senest opdateret: fredag 13. marts 2026
Danmark er et rigt land. Alligevel møder jeg mange seniorer, der fortæller, at økonomien er blevet strammere. Det gælder både pensionister og mange seniorer, der stadig er på arbejdsmarkedet i job med relativt lave lønninger efter et langt arbejdsliv.
I Enhedslisten mener vi, at Danmark skal være et land, man også har råd til at leve i som senior.
De seneste år har stigende priser på især fødevarer, energi og medicin presset økonomien for mange. Samtidig er uligheden vokset. Mens almindelige mennesker kæmper med stigende udgifter, er formuer og aktieindtægter i toppen af samfundet steget markant.
Derfor foreslår Enhedslisten en mere solidarisk skattereform, der flytter skattebyrden fra arbejdsindkomster til de højeste kapitalindkomster.
Et centralt forslag fra Enhedslisten er at hæve personfradraget med 12.000 kroner om året. Det vil give flere penge mellem hænderne til mennesker med almindelige og lave indkomster – herunder mange pensionister og seniorer i arbejde.
For mange vil det give op til omkring 4.500 kroner mere om året efter skat. Det er ikke luksus, men det kan give lidt mere luft i en hverdag, hvor priserne er steget markant.
Folkepensionen skal være et stærkt og trygt fundament
Men seniorpolitik handler ikke kun om skat. Den kommende valgperiode skal også handle om tryghed i pensionen og reelle muligheder for en værdig tilbagetrækning.
I Enhedslisten mener vi, at folkepensionen fortsat skal være et stærkt og trygt fundament i pensionssystemet. Derfor støtter Enhedslisten ambitionen om en pensionsmodel, hvor folkepensionen følger den økonomiske udvikling tættere, så pensionister ikke sakker bagud i perioder med høj inflation.
Samtidig mener Enhedslisten, at tilbagetrækningsmulighederne skal forbedres. Mange har haft et langt og fysisk hårdt arbejdsliv, og derfor skal retten til tidlig pension styrkes markant. Den ordning skal udvikles, så flere med lange og belastende arbejdsliv kan få en værdig afslutning på arbejdslivet.
Bedre muligheder for nedsat tid
For dem, der gerne vil fortsætte i arbejde, skal det også være lettere. I Enhedslisten mener vi, at seniorer skal have bedre muligheder for at arbejde på nedsat tid eller kombinere arbejde med pension.
Samtidig skal vi styrke den velfærd, som seniorer er afhængige af.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Enhedslisten vil investere i en stærkere ældrepleje med flere ansatte, bedre arbejdsvilkår og mere tid til den enkelte ældre. Der er også behov for flere senior- og plejeboliger, så flere kan bo trygt og værdigt i alderdommen.
Økonomi skal ikke afgøre sundhed
Endelig mener Enhedslisten, at økonomi ikke må være en barriere for sundhed. Enhedslisten arbejder for at tandpleje skal være gratis og en del af den universelle velfærd. Enhedslistens lykkes i sidst valgperiode at udvide den gratis tandpleje fra 18 år til og med 21 år. Denne ordning skal gælde alle.
Faglige Seniorer og folketingsvalget
Faglige Seniorers nyhedsbrev følger folketingsvalget med fokus på ældre- og seniorområdet. Læs artiklerne her
For Enhedslisten handler seniorpolitik grundlæggende om respekt for de generationer, der har bygget vores samfund op. Efter et langt arbejdsliv skal man kunne se frem til økonomisk tryghed, gode velfærdsordninger og reelle muligheder – både hvis man vil fortsætte i arbejde, og hvis man har brug for at trække sig tilbage.
Kort sagt: Et Danmark, man også har råd til som senior.
Hvad mener du?
Hvad er din holdning til indlægget fra Enhedslisten. Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Valg 2026: Det mener partierne om politik for ældre
Der er Folketingsvalg tirsdag 24. marts. Men hvad er egentlig partiernes politik, når det gælder seniorer og ældre?
Faglige Seniorers nyhedsbrev har tilbudt alle partier, der stiller op til valget, at præsentere deres politik. Du kan læse de indlæg, vi har modtaget, her:
Socialdemokratiet: Vi arbejder for et værdigt seniorliv og tidlig tilbagetrækning
Det Konservative Folkeparti: Seniorer fortjener både værdighed, tryghed og frihed
Dansk Folkeparti: Vi har brug for seniorerne
Venstre: Seniorerne skal have den frihed og tryghed, de fortjener
Først publiceret: fredag 13. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 13. marts 2026 kl. 16:03