Konservative: Seniorer fortjener både værdighed, tryghed og frihed
Valg 2026: Ældrepolitik handler om både værdighed, frihed og muligheder. De konservatives partiformand Mona Juhl peger på bedre ældrepleje, flere seniorvenlige boliger og stærkere incitamenter til at blive i job som centrale konservative prioriteringer.
Senest opdateret: fredag 13. marts 2026
Valgkampen kører for fuld damp, og der er kamp om dagsordenerne. Men for mig er det helt afgørende, at ældrepolitik også står centralt.
Ældrepolitik står mit hjerte meget nært, og det har altid været en ærkekonservativ mærkesag at arbejde for en værdig og omsorgsfuld ældrepleje. Den gode alderdom handler ikke kun om rengøring eller personlig pleje. At have et indholdsrigt liv er meget mere end praktik, og lysten til at bestemme over eget liv forsvinder ikke, blot fordi man bliver gammel.
Men det at blive ældre er jo ikke kun ensbetydende med, at så skal man på pension eller på plejehjem. Det at blive ældre betyder jo også, at man har erfaring og kompetencer fra et langt liv – og arbejdsliv.
Før jeg gik ind i politik, arbejdede jeg 28 år i det private erhvervsliv, og her må jeg bare sige, at de mere erfarne ofte er de mest stabile, rolige og dygtige medarbejdere. Derfor skal vi blive langt bedre til at værdsætte seniorer og bruge deres erfaring aktivt på arbejdsmarkedet.
Jeg har fået fire gode spørgsmål fra jer, og dem vil jeg meget gerne besvare:
Hvad vil vi prioritere for seniorer i den kommende valgperiode?
Det Konservative Folkeparti har meget politik, som skal gøre hverdagen nemmere og mere tryg for seniorer. Vi ønsker at give nye rettigheder til ældre og svækkede borgere og deres pårørende, så det for eksempel er mere trygt og nemt, hvis man pludselig skal på hospitalet eller til en undersøgelse. Og at man ikke bliver sendt hjem midt om natten!
Vi arbejder også for flere friplejehjem, mindre bureaukrati og mere frit valg. Og så vil jeg også gerne fremhæve, at vi går til valg på et boligskattestop. Vi har ikke brug for hverken højere skatter eller mere utryghed for boligejerne.
Hvordan vil vi sikre tryghed om pension, sundhed og ældrepleje?
Ved at sørge for, at ældre borgere har en ret til at blive behandlet der, hvor de opholder sig, undgår vi, at de skal ud på utrygge og belastende transporter til hospitalet.
Vi vil også stoppe for overmedicinering af ældre. Alt for mange ældre får medicin, de ikke har brug for. Det går ud over livskvaliteten.
Og så har vi foreslået at give flere ældre adgang til fællesskaber gennem sociale recepter. Læger skal i en forsøgsordning kunne henvise ældre til lokale fællesskaber og aktiviteter. Jeg tror virkelig på, at civilsamfundet kan noget meget vigtigt.
Hvordan vil vi gøre det mere attraktivt for at fortsætte i job?
Vi har blandt andet forhøjet og forlænget beskæftigelsesfradraget for seniorer, så det udvides fra to til fem år før folkepensionsalderen. For det skal kunne betale sig at tage en ekstra tørn.
Vi har også afskaffet modregningen af egen arbejdsindkomst i folkepensionen, så det bliver attraktivt for flere seniorer at fortsætte på arbejdsmarkedet – og vi mener, at der skal være en gevinst, hvis man vælger at arbejde efter pensionsalderen.
Hvad er mit svar på Faglige Seniorer seks krav?
Seniorer har enorm viden, erfaring og værdi – både på arbejdsmarkedet og i vores fællesskab. Så jeg deler i høj grad Faglige Seniorers ambitioner.
I Det Konservative Folkeparti har vi allerede taget vigtige skridt for at gøre det mere attraktivt at blive i job efter pensionsalderen.
Samtidig skal ældreplejen være præget af værdighed, tryghed og tid til det enkelte menneske. Flere faste medarbejdere, bedre sammenhæng med sundhedsvæsenet og brug af teknologi, der understøtter – men aldrig erstatter – omsorg.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Vi skal også give flere seniorer mulighed for at bo godt og trygt – med reelt frit valg, flere seniorvenlige boliger og bofællesskaber, der forebygger ensomhed og styrker fællesskabet.
Endelig er god tandsundhed afgørende hele livet. Økonomi må ikke stå i vejen for nødvendig tandpleje, og derfor følger jeg arbejdet tæt og bakker op om løsninger, der giver ældre bedre adgang til behandling.
Faglige Seniorer og folketingsvalget
Faglige Seniorers nyhedsbrev følger folketingsvalget med fokus på ældre- og seniorområdet. Læs artiklerne her
Kort sagt: Jeg deler Faglige Seniorers ønske om flere seniorer i arbejde, en stærkere ældrepleje, bedre boliger og større tryghed i hverdagen. Seniorer fortjener ikke bare respekt – men politik, der tager dem alvorligt.
Jeg håber, du blev lidt klogere på Det Konservative Folkepartis politik på ældreområdet. Tak fordi du læste med – og husk at stemme den 24. marts.
Hvad mener du?
Hvad er din holdning til indlægget fra Det konservative Folkeparti. Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Valg 2026: Det mener partierne om politik for ældre
Der er Folketingsvalg tirsdag 24. marts. Men hvad er egentlig partiernes politik, når det gælder seniorer og ældre?
Faglige Seniorers nyhedsbrev har tilbudt alle partier, der stiller op til valget, at præsentere deres politik. Du kan læse de indlæg, vi har modtaget, her:
Socialdemokratiet: Vi arbejder for et værdigt seniorliv og tidlig tilbagetrækning
Det Konservative Folkeparti: Seniorer fortjener både værdighed, tryghed og frihed
Dansk Folkeparti: Vi har brug for seniorerne
Venstre: Seniorerne skal have den frihed og tryghed, de fortjener
Først publiceret: fredag 13. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 13. marts 2026 kl. 15:55