Lille organ kan få stor betydning for din sundhed
Ny forskning peger på, at et lille organ i kroppen kan have langt større betydning for vores helbred, end man hidtil har troet. Organet spiller nemlig en rolle hele livet – både for immunforsvaret og for risikoen for alvorlige sygdomme.
Senest opdateret: tirsdag 14. april 2026
Det drejer sig om thymus, som sidder bag brystbenet.
Her modnes nogle af immunforsvarets vigtige celler, de såkaldte T-celler, som hjælper kroppen med at bekæmpe sygdom.
Tidligere har man ment, at thymus stort set stopper med at fungere tidligt i voksenlivet.
Men to nye studier fra Aarhus Universitet viser, at organet fortsat har betydning langt senere i livet.
Professor Nicolai Birkbak fra Aarhus Universitet forklarer, at resultaterne ændrer vores syn på organets betydning:
“Vores studier viser tværtimod, at en sund thymus kan have helt afgørende betydning for både sygdomsrisiko og for, hvor godt du responderer på kræftbehandlinger.”
Kan påvirke effekten af kræftbehandling
I det ene studie har forskerne set nærmere på kræftpatienter, der fik immunterapi.
Denne type behandling hjælper kroppens eget immunforsvar med at angribe kræftceller.
Resultaterne viste, at patienter med en thymus, der fungerede bedre, også havde bedre effekt af behandlingen og generelt levede længere.
Ifølge forskerne kan det i fremtiden få betydning for, hvordan læger vurderer, hvilken behandling der passer bedst til den enkelte patient.
Din livsstil kan spille ind
Forskerne fandt også, at livsstil kan have betydning for, hvor hurtigt thymus skrumper med alderen.
Rygning, overvægt og for lidt motion ser ud til at få organet til at miste funktion hurtigere.
Det kan blandt andet øge risikoen for kræft og hjerte-kar-sygdomme samt påvirke den generelle levetid.
Kan få betydning for fremtidig forebyggelse
Den nye viden kan på sigt gøre det muligt at identificere personer, som har en thymus, der ældes hurtigere end normalt.
Det kan måske åbne for nye måder at forebygge sygdom på.
Forskerne håber derfor, at resultaterne vil føre til mere forskning i immunforsvaret og i, hvordan forskelle mellem mennesker kan få betydning for både sygdomsrisiko og behandling.
Først publiceret: torsdag 19. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 14. april 2026 kl. 13:08