Inger-Margrethe, med langt brunt hår, iført en sort-hvid stribet top og en sort cardigan, står foran en rød murstensvæg og kigger ind i kameraet.

“Jeg har ingen bagkant. Jeg fortsætter, så længe det er spændende," siger 68-årige Inger-Margrethe , som lige har fået nyt job.

68-årige Inger-Margrethe fik nyt job: “Jeg overvejede slet ikke min alder”

Det er aldrig for sent at skifte spor eller sige ja til nye muligheder på arbejdsmarkedet. Det beviser 68-årige Inger-Margrethe Løve Christensen, som netop har fået nyt job – selv om hun allerede har nået folkepensionsalderen.

Senest opdateret: tirsdag 14. april 2026

Hun tiltræder sin nye stilling 1. juni.

“Jeg overvejede slet ikke min alder, da jeg så jobbet. Jeg kunne straks se, at det var lige noget for mig,” fortæller hun.

Nyt job med mening

68-årige Inger-Margrethe skal arbejde som overgangspædagog i en to-voksen klasse, hvor hun får et særligt ansvar for fire børn med særlige vanskeligheder.

Formålet med indsatsen er at gøre børnene klar til at blive integreret i det store fællesskab i folkeskolen.

Stillingen er oprettet på baggrund af en ekstra bevilling fra kommunen, og der er tale om en fast stilling.

“Jeg glæder mig til at bruge min specialviden og -modeller mere igen,” siger hun.

Et langt arbejdsliv med specialpædagogik

Inger-Margrethe blev uddannet børneforsorgspædagog og omsorgspædagog (socialpædagog) i 1982, og arbejdet med børn med særlige behov har været en rød tråd gennem hele hendes karriere.

Hun har blandt andet været støttekontaktperson i Aabenraa Kommune, arbejdet som specialpædagog på en observationsskole og haft ansvar for en klasse med børn med blandt andet ADHD og autisme.

“Mit hjerte brænder for børn med særlige behov. Jeg spotter altid de børn, uanset hvor jeg arbejder,” fortæller hun.

Fra 2008 – 2012 har hun været ansat i SFO på Rødekro Skole, hvor hun både har arbejdet i Mini SFO med børn med særlige behov og senere i den store SFO.

I 2012 fusionerede Rødekro Skole med Fladhøjskolen i Rødekro, og Inger-Margrethe flyttede med ud på Fladhøjmatriklen, Skovbrynet. Den nye skole fik navnet Hærvejsskolen, hvor Inger-Margrethe fortsatte i SFO’en, samtidig med at hun havde faste lærervikartimer.

I sit nuværende job arbejder hun 34,75 timer om ugen. Det nye job er normeret til ca. 32 timer, og hun vil fremadrettet gerne være vikar i SFO’en.

Anerkendelse fra alle sider

Beslutningen om at søge jobbet blev mødt med opbakning fra kollegerne.

“Wow, godt gået, sagde de, da jeg fortalte, at jeg havde fået jobbet,” fortæller hun.

Hun oplever generelt stor anerkendelse fra både kolleger, ledelse og forældre.

Faktisk trak en af de andre ansøgere sig undervejs i processen – og skrev i stedet en anbefaling til hende.

“Det er jeg meget glad for og stolt af,” siger hun.

Bliver ved så længe det giver mening

Selv om hun fylder 68 år her i marts, har hun ingen planer om at stoppe.

“Jeg vil gerne fortsætte med at arbejde. Jeg brænder stadig for mit job og børnene,” siger hun.

De seneste år er hun ofte blevet spurgt, hvornår hun vil gå på pension – både af familie, venner, kolleger og ledere.

Men svaret er klart:

“Jeg har ingen bagkant. Jeg fortsætter, så længe det er spændende.”

Hun har heller ikke haft behov for seniorsamtaler.

“Jeg bliver nogle gange spurgt, om jeg kan holde til det. Men jeg er lige så klar som de yngre,” siger hun.

Et aktivt liv – også uden for arbejdet

Ud over sit pædagogiske arbejde er Inger-Margrethe også arbejdsmiljørepræsentant på skolen – en rolle hun har haft i 16 år.

“Det giver mig noget ekstra at brænde for,” siger hun.

Hun peger selv på sin tilgang til livet som en vigtig forklaring på, at hun stadig er i gang:

“Min positivitet har ført mig vidt.”

Privat har hun også et aktivt liv. Sammen med sin mand, der er tidligere betjent og nu landmand, får hun hverdagen til at hænge sammen med et stort familieliv. De er en stor sammenbragt familie med tilsammen 8 børn.

De hjælper hinanden med at passe børnebørn. Dem har de indtil videre 10 af – snart 11.

Flere seniorer kan – og vil – arbejde

Fortællingen om Inger-Margrethe er et eksempel på en større tendens: Flere seniorer både kan og vil blive på arbejdsmarkedet længere.

Og hendes budskab er klart:

Lad ikke alderen stå i vejen.

“Hvis jobbet giver mening, og man har lysten, så er der ingen grund til at stoppe.”

Seniorklar

SeniorKlar er et fælles projekt, Danmarks næststørste ældreorganisation, Faglige Seniorer og den uddelende forening Østifterne, har sat i søen.

SeniorKlar giver individuel vejledning, der skal give seniorerne svar på de mange, mange spørgsmål, man bør stille sig selv, både før og undervejs på vej mod livet som pensionist.

SeniorKlar rådgiver og hjælper også virksomheder og deres medarbejdere til at tage samtalen om, hvordan det aktive arbejdsliv skal afsluttes. Hvis det da ikke skal udskydes i nogle år.

Læs mere om SeniorKlar her

Først publiceret: mandag 23. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 14. april 2026 kl. 13:08

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form