En sygeplejerske i blå kittel holder blidt en ældre mand i hånden, der sidder i en hospitalsseng, og tilbyder trøst og støtte i et lyst, klinisk rum - og viser ældreplejen, når den er bedst.

Plejepersonale født i udlandet vil gerne fortsætte længere i jobbet, hvis de kan gå ned i tid eller få mere fleksible vilkår.

Mange udenlandskfødte i ældreplejen vil arbejde længere

Ny rapport viser, at mange udenlandskfødte medarbejdere i ældreplejen vil arbejde længere – men presses af nedslidning, arbejdspres og lav pension

Senest opdateret: tirsdag 14. april 2026

Mange udenlandskfødte medarbejdere i ældreplejen vil gerne blive længere på arbejdsmarkedet. Men en del risikerer at måtte stoppe før tid.

Det viser en ny rapport fra Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet.

Omkring 4.500 udenlandskfødte social- og sundhedsmedarbejdere i den kommunale ældrepleje var i 2022 over 50 år. Tallet forventes at stige i de kommende år.

Vil gerne blive længere

Hvis helbredet holder, vil de fleste gerne arbejde frem til folkepensionsalderen. Mange vil også fortsætte længere, hvis de kan gå ned i tid eller få mere fleksible vilkår.

Seniorklar? Se her

Er du seniorklar? Læs mere om, hvordan du forbereder dig til overgangen til tilværelsen som folkepensionist  – og hvilke muligheder du har, inden du træffer valget.

Læs mere HER

Du kan også få gode råd og vejledning på hjemmesiden Seniorklar

Flere peger på glæden ved arbejdet med ældre borgere og fællesskabet med kollegerne som grunde til at blive.

Samtidig spiller økonomien en stor rolle. Mange er afhængige af både løn og pensionsindbetalinger. De sender penge til familie i deres oprindelsesland og har ofte ikke optjent fuld folkepension i Danmark.

”Ældreplejen har udfordringer med at rekruttere uddannede social- og sundhedsmedarbejdere, og her yder de udenlandskfødte medarbejdere et vigtigt bidrag. Derfor har vi også brug for viden om de særlige vilkår, der kan gælde for denne gruppe af medarbejdere,” siger seniorforsker Sara Lei Sparre fra VIVE.

Nogle må stoppe før tid

Rapporten viser samtidig, at en mindre gruppe ønsker at trække sig tidligere tilbage.

Det skyldes især to forhold:
Dårligt helbred og et krævende arbejdsmiljø.
Ønske om mere tid med familien i oprindelseslandet.

For medarbejdere med helbredsproblemer kan den stigende pensionsalder være en særlig udfordring.

”Kombinationen af dårligt helbred og lave pensionsudbetalinger kan have flere konsekvenser for disse medarbejdere. De kan være tvunget til at blive ved med at arbejde, selvom de er nedslidte, eller tvunget til at holde op, inden de økonomisk har sikret sig til alderdommen,” siger Sara Lei Sparre.

Mangler fuld folkepension

For at få fuld folkepension skal man have boet i Danmark i 40 år fra man fylder 15 år og frem til pensionsalderen.

Det krav opfylder mange udenlandskfødte medarbejdere ikke. Derfor har de udsigt til en lavere pension.

Rapporten peger på, at netop medarbejdere med både dårligt helbred og lav pension er særligt udsatte.

Udenlandskfødte medarbejdere i ældreplejen

Det viser rapporten fra VIVE om udenlandske seniormedarbejdere i ældreplejen:

• Mange medarbejdere født i udlandet i ældreplejen vil gerne arbejde frem til folkepensionsalderen – og ofte længere

• Fleksible vilkår og mulighed for nedsat tid er afgørende, hvis de skal blive

• Arbejdsglæde og fællesskab med kolleger er vigtige grunde til at fortsætte

• Fysisk nedslidning, psykisk pres og travlhed får nogle til at stoppe før tid

• Flere belastninger optræder ofte samtidig og forstærker hinanden

• Mange har lavere pensionsopsparing og er afhængige af at blive i arbejde

• Kravet om 40 års ophold i Danmark betyder, at mange ikke får fuld folkepension

• Omkring 4.500 medarbejdere født i udlandet i ældreplejen var i 2022 over 50 år

• Gruppen forventes at vokse i de kommende år

• Medarbejdere med både dårligt helbred og lav pension er særligt udsatte

Se rapporten her (PDF)

 

Først publiceret: torsdag 9. april 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 14. april 2026 kl. 11:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form