Hvis krisen kommer: Kommuner svigter beredskab for sårbare borgere
Kun hver syvende kommune har det seneste halve år gennemført beredskabsøvelser med de medarbejdere, der skal hjælpe ældre og andre sårbare borgere, når krisen rammer
Senest opdateret: mandag 4. maj 2026
Hvordan er de mest sårbare borgere som beboere på plejehjem stillet, hvis der opstår krig eller en alvorlig krise i morgen eller i næste uge?
De er ilde stedt.
I hvert fald hvis man skal tro en rundspørge, som Fagbladet FOA har gennemført blandt 66 kommuner.
Kun hver syvende kommune har det seneste halve år gennemført beredskabsøvelser for sårbare borgere med deltagelse af medarbejdere på gulvet.
Dermed bliver ansatte, der i praksis skal hjælpe ældre og andre sårbare borgere i en krisesituation, sjældent trænet i deres opgaver.
”Det halter gevaldigt,” siger FOAs næstformand Thomas Enghausen til Fagbladet FOA.
“Når man kun holder beredskabsøvelser for ledere, har man glemt medarbejderne. Man kan læse sig til rigtig mange ting, men lige med den her slags ting skal man prøve det på egen krop,” tilføjer han.
Få øvelser med medarbejdere
Af de 66 kommuner, der har svaret, oplyser 23, at de har holdt beredskabsøvelse inden for det seneste halve år.
I 13 af de 23 kommuner har øvelsen kun været for ledere. I 9 kommuner har både ledere og medarbejdere som sosu-ansatte deltaget. Én kommune har ikke oplyst, hvem der deltog.
Anbefalinger om at øve mere
Styrelsen for Samfundssikkerhed opfordrede i oktober 2025 kommuner og regioner til at gennemføre flere øvelser – netop med inddragelse af personale tæt på borgerne.
Ifølge professor i velfærdspolitik ved RUC, Tine Rostgaard, giver det god mening.
“Jo tættere man er på planerne, og jo bedre man kender dem, desto nemmere er det også at udføre dem,” siger hun til Fagbladet FOA.
Kommuner vil øge indsatsen
I Kommunernes Landsforening peger formand for Kultur-, Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalget, Lone Loklindt, på, at flere kommuner er i gang.
“Men jeg hæfter mig ved, at rigtig mange er i gang med at planlægge, og at mange også har gennemført øvelser. Det betyder, at vi i kommunerne jo tager det meget alvorligt,” siger hun til Fagbladet FOA.
Hun understreger, at både ledere og medarbejdere bør indgå i øvelserne.
“Vi har hele tiden sagt, at det er meget vigtigt, at de medarbejdere, der er tæt på borgerne, skal være involveret. Men det er også vigtigt, at lederne deltager, for man skal jo øve hele sin krisestab. Det skal ikke være enten-eller,” siger Lone Loklindt.
Flere øvelser på vej
Ifølge undersøgelsen vil flere kommuner afholde øvelser frem mod sommerferien.
Ved begyndelsen af sommeren ventes omkring 60 procent af kommunerne at have gennemført en eller flere beredskabsøvelser siden oktober 2025.
Samtidig oplyser 54 af de 66 kommuner, at de vil gennemføre lidt flere eller langt flere øvelser for sårbare borgere i det kommende år.
Pjece fra Beredskabsstyrelsen
Sådan lyder rådene fra Beredskabsstyrelsen:
* Opbevar tre liter vand per person per døgn til både at drikke og tilberedning af mad.
* Sørg for at have mad til tre døgn i husstanden. Maden skal kunne holde sig uden for køleskab og fryser. Gerne fødevarer der ikke kræver tilberedning i ovn eller på komfur.
* Opbevar hygiejneartikler som toiletpapir, hånddesinfektion, vådservietter, bind og tamponer derhjemme.
* Sørg for at have nødvendig medicin til mindst tre døgn og en førstehjælpskasse. Den kan indeholde ting som eksempelvis plastre og forbindinger.
* Forsvinder varmen, kan du holde varmen ved at bruge hjemmets tæpper, dyner og varmt tøj. Derudover kan det være en fordel, at alle opholder sig i ét rum, hvis det er koldt i en længere periode.
* Mobiltelefonen er et af de vigtigste værktøjer. Ved brug af en powerbank eller batteripakke kan den lades op i tilfælde af lokale strømafbrydelser.
* Andet nyttigt at have derhjemme er ting som en lommelygte, stearinlys, tændstikker og batterier. Det er også en idé at have et eller flere fysiske betalingskort samt mindre beløb i mønter eller små sedler.
Anbefalingen og rådene er generelle og ikke målrettet særlige befolkningsgrupper. For ældre borgere kan der dog med fordel være opmærksomhed på eks. adgang til nødvendig medicin, oplyser Beredskabsstyrelsen.
Hjemmeberedskabsrådene fra Beredskabsstyrelsen er sendt til alle borgere, som har digital post.
Foldere med rådene vil også være tilgængelige på offentlige institutioner som eksempelvis biblioteker, lyder det.
Først publiceret: mandag 4. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. maj 2026 kl. 14:49