Politiet med særlig opfordring i varmen: Se til ældre naboer og familiemedlemmer
Temperaturer på over 30 grader får Sydøstjyllands Politi til at opfordre borgerne til at passe på sig selv og hinanden. Et telefonopkald, et besøg eller hjælp til indkøb kan gøre en forskel for ældre i varmen.
Senest opdateret: fredag 26. juni 2026
Politiet kommer nu med en lidt usædvanlig opfordring, efter at Danmarks Meteorologiske Institut har varslet temperaturer på over 30 grader flere steder i landet.
Politiet opfordrer borgerne til at tænke sig godt om i varmen og have ekstra øje for ældre familiemedlemmer, naboer og andre, der kan have brug for hjælp.
“Vi har i Danmark en stærk tradition for at passe på hinanden. De kommende dage opfordrer vi borgerne til også at have øje for ældre familiemedlemmer, naboer og andre, som kan have brug for lidt ekstra hjælp i varmen. Det kan være så enkelt som et telefonopkald, hjælp til at handle eller et kort besøg,” siger politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet er i dialog med beredskabsmyndighederne i politikredsen om situationen. Når temperaturen stiger, opholder flere mennesker sig udendørs, samtidig med at der er studenterfester, koncerter og arrangementer i haver og parker.
“Høj varme ændrer vores adfærd, og derfor ser vi også situationer, hvor et øjebliks uopmærksomhed kan få alvorlige konsekvenser. Vi opfordrer derfor alle til at tænke sig om og tage de nødvendige forholdsregler, så både de selv og andre kommer sikkert gennem de varme dage,” siger Michael Weiss.
Efterlad aldrig børn eller dyr i bilen
Temperaturen i en parkeret bil kan på ganske kort tid blive livsfarlig – også selv om vinduerne står på klem. Børn og dyr må derfor aldrig efterlades alene i bilen i sommervarmen.
“Ser man et barn eller et dyr, som vurderes at være i fare i en varm bil, skal man reagere med det samme. Er situationen akut, skal man kontakte politiet på 112,” siger Michael Weiss.
Pas på alkohol og ild
Sommervejret betyder også flere sociale arrangementer og havefester. Politiet opfordrer til, at alkohol nydes med omtanke – særligt i varmen.
“De fleste sommerarrangementer forløber heldigvis uden problemer. Men vi oplever også, at alkohol kan være medvirkende årsag til vold, ulykker og utrygge situationer. Vis hensyn, pas på hinanden, og lad bilen stå, hvis du har drukket alkohol,” siger Michael Weiss.
Det varme og tørre vejr kan samtidig øge risikoen for brand i naturen og ved boliger. Derfor skal man være særlig forsigtig med grill, bål, ukrudtsbrændere og anden åben ild. Ild og gløder skal være helt slukket, før man forlader stedet.
Politiets gode råd i varmen
- Efterlad aldrig børn eller dyr alene i bilen – heller ikke i få minutter.
- Drik rigeligt med vand, og medbring vand på længere køreture.
- Nyd sommeren med omtanke, og lad ikke alkohol føre til konflikter eller farlig adfærd.
- Sæt dig aldrig bag rattet, hvis du har drukket alkohol.
- Vær meget forsigtig med grill, bål og anden åben ild.
- Se til ældre familiemedlemmer, naboer og andre, der kan have brug for en hjælpende hånd.
- Ring 112, hvis mennesker eller dyr er i akut fare.
“Vi ønsker, at alle får nogle gode sommerdage. Med omtanke og ansvarlig adfærd kan vi sammen være med til at forebygge ulykker og skabe tryghed – også når temperaturen når helt op over 30 grader,” siger Michael Weiss.
Hjælp med at advare andre
Du kan hjælpe politiet – del artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side
Først publiceret: fredag 26. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 26. juni 2026 kl. 15:42