En ældre kvinde med gråt hår sover fredeligt på siden i sengen, med hovedet hvilende på en hvid pude med et cirkulært mønster og dækket af et matchende tæppe. Værelset fremstår blidt oplyst og roligt og giver et stemningsfuldt indblik i danskernes søvn.

Ifølge den nye rapport sover seniorer bedre end den yngre del af befolkningen.

Seniorer sover bedst – men én ting forstyrrer især nattesøvnen

En ny undersøgelse har sat fokus på danskernes søvnhygiejne. Den befolkningsgruppe, der sover bedst, er seniorerne.

Senest opdateret: fredag 4. september 2026

En stigende andel danskere mener ikke, at de får nok søvn til at føle sig udhvilet.

Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, skriver Syddansk Universitet.

Rapporten bygger på svar fra 10.000 danskere i en nationale Sundheds- og sygelighedsundersøgelse.

Ifølge rapporten har hele 15 procent af den voksne befolkning angivet, at de ikke får nok søvn, og det svarer til omkring 800.000 danskere.

Det er en stigning fra 2013, hvor tallet lå på 11 procent, og det er bekymrende, lyder det fra seniorforsker og forskningsleder Anne Illemann Christensen.

“Hver gang, vi undersøger danskernes søvn, ser vi en udvikling i den forkerte retning. Det er bekymrende, da søvn er en afgørende forudsætning for vores fysiske og mentale sundhed.”

Og det er som bekendt ikke kun træthed og dårligere koncentration, som manglende søvn kan give.

“Både for lidt og dårlig søvn kan påvirke éns livskvalitet, sundhed og helbred. På kort sigt kan søvnproblemer føre til dårligere koncentration, lavere humør og nedsat præstationsevne. På længere sigt er det forbundet med øget risiko for blandt andet forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme, type 2-diabetes, psykiske lidelser og tidlig død.”

Klar sammenhæng mellem søvn og sundhed

Ifølge SDU viser rapporten også en klar sammenhæng mellem søvn og sundhed.

Folk, der ikke sover som anbefalet, lever oftere med andre udfordringer såsom langvarig sygdom, ligesom de også oftere ryger, drikker mere alkohol og dyrker mindre motion.

Forskeren understreger dog, at undersøgelsen giver et øjebliksbillede og dermed ikke kan fortælle, hvad der er årsag, og hvad der er virkningen.

”Undersøgelsen giver et øjebliksbillede, og derfor kan vi ikke sige, om dårlig søvn er årsagen til problemerne, eller om problemerne fører til dårlig søvn. Dårlig søvn kan føre til mistrivsel eller sygdom, men omvendt kan dårlig trivsel og sygdom også føre til dårlig søvn. Uanset hvad, er det et vigtigt budskab, at søvn hænger tæt sammen med både fysisk og mental sundhed.”

De medvirkende blev blevet inddelt i grupper ud fra deres alder og køn samt tre svarmuligheder: “Ja, som regel”, “Ja, men ikke tit nok” og “Nej, aldrig (næsten aldrig).

Overordnet set er det 12,9 procent blandt alle mænd, der svarer, at de aldrig eller næsten aldrig får nok søvn til at føle sig udhvilet. Blandt alle kvinder er tallet højere på 17,2 procent.

Den største andel er blandt kvinder i aldersgruppen 25-34 år og mænd i aldersgruppen 35-44 år.

Seniorer sover bedre

Hvis man derimod skal finde den befolkningsgruppe, der sover bedst, så skal man rette blikke mod seniorerne.

Her er andelen af mænd, der aldrig eller næsten aldrig får søvn nok, nede på 10,3 procent i aldersgruppen 55-64 år, 7 procent i aldersgruppen 65-74 år og 7,3 procent hos mænd over 75 år.

Blandt kvinder i samme aldersgrupper er tallene på henholdsvis 16,1 procent, 9,5 procent og 9,7 procent.

Flere årsager til forstyrret søvn

Ifølge rapporten er der flere årsager til, hvad der forstyrrer danskernes søvn.

Hos den yngre del af befolkningen er det måske ikke så overraskende, at størstedelen har svaret, at de kommer for sent i seng på grund af underholdning fra mobiltelefon, tablet, computer, spillekonsol eller tv.

Hos de ældre er det derimod særligt fysiske symptomer som følge af egen sygdom eller lidelse, der påvirker søvnen.

Den største svarprocent hos seniorerne ligger dog i svaret “toiletbesøg”. Det gælder både hos både mænd og kvinder, hvor den dog er lidt højere hos mændene.

Der er dog også ligheder.

Både de yngre og ældre har svaret, at “Tanker og bekymringer relateret til
familiemæssige eller personlige problemer” er med til at påvirke deres søvn. Her er tallene lidt højere blandt kvinderne.

Gode søvnvaner kan forbedre søvnen

Studiet viser tydeligt, at problemerne sjældent opstår af én enkelt årsag. Ifølge Anne Illemann Christensen kan gode søvnvaner dog være med til at forbedre søvnen.

“God søvnhygiejne indebærer blandt andet regelmæssige sengetider, mindre koffein før sengetid og at undgå skærme i soveværelset. Vores daglige vaner kan både fremme og hæmme god søvn.”

Og det er altså ikke kun de yngre, der bør undgå eksempelvis skærmen.

Selvom skærm i særdeleshed var forstyrrende for den yngre del af befolkningen, så var det faktisk også et af de mest udbredte svar blandt seniorerne.

Kend de typiske søvnsabotører

* Koffein før sengetid.

* Alkohol før sengetid.

* Store mænger energi- og fedtrig kost før sengetid.

* Inaktivitet. Vær fysisk aktiv i løbet af dagen.

* Temperatur. Sørg for at soveværelset er veltempereret. For de fleste er den optimale temperatur ved søvn 18-21 grader.

* Støj over 30 decibel i soveværelset. Brug eventuelt ørepropper.

* Lys fra skærme – eksempelvis computer, tablet eller tv – før sengetid. Dæmp gerne lysintensiteten.

* Lys i soveværelset. Sørg for, at der er mørkt, og brug eventuelt en sovemaske til øjnene.

Kilde: rapporten “Søvn og sundhed” udgivet af Vidensråd for Forebyggelse.

Først publiceret: tirsdag 11. august 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 4. september 2026 kl. 11:11

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form