
Her går grænsen: Så meget kan dine børn forvente af dig som bedsteforælder
Du vil gerne hente, passe og hjælpe. Men du har også dit eget liv og noget særligt at give børnebørnene. Psykolog John Halse - der selv er bedstefar - forklarer, hvordan familien kan undgå konflikter om regler, grænser og forventninger. Og har 8 råd til dig som bedsteforælder.
Senest opdateret: onsdag 16. september 2026
Bedsteforældrene er stadig en vigtig hjælp, når den travle børnefamilies hverdag skal hænge sammen.
De henter i skole og institution, kører til fodbold, passer ved sygdom og tager børnebørnene i weekender og ferier.
Men bedsteforældrene har forandret sig.
Mange er fortsat på arbejdsmarkedet. Andre rejser, går til sport, tager på kurser, ser venner og dyrker deres egne interesser. De vil gerne være en del af børnebørnenes liv, men ikke nødvendigvis stå til rådighed hele tiden.
Det kan skabe konflikter mellem bedsteforældrene og deres voksne børn, fortæller den 79-årige psykolog John Halse, der gennem mange år har arbejdet med børn og familier. I dag er han selv bedsteforælder.
John Halse
John Halse er 79 år og autoriseret psykolog. Han er uddannet lærer, cand.pæd. og cand.psych. og har især arbejdet med børnefamiliepsykologi og socialpsykologi.
Fra 1988 til 2004 var han formand for Børns Vilkår, og han har også været medlem af Børnerådet. Han har blandt andet skrevet bøgerne “Den nødvendige opdragelse” og “Klog på børn”.
Han møder i sin praksis voksne børn og deres forældre, som har brug for hjælp til at tale sammen om børnebørnene.
“For 30 år siden var slet ikke et tema. Forholdet mellem forældre og deres voksne børn om børnebørnene er blevet et større dilemma for mange,” siger John Halse.
Ikke længere hjemmegående bedstemor
Når et par får deres første barn omkring 30-årsalderen, vil barnets bedsteforældre ofte være mellem 55 og 65 år.
Det betyder, at både bedstemor og bedstefar typisk stadig er på arbejdsmarkedet.
Sådan var det ikke nødvendigvis tidligere. Dengang kunne bedstefar være på arbejde, mens bedstemor var hjemme og derfor havde mulighed for at passe børnebørnene.
“Bedstemor er ikke hjemme i dag. Hun er ude at undervise, arbejder på en fabrik eller er buschauffør. Begge bedsteforældre har fuldtidsarbejde,” siger John Halse.
Selv efter pensioneringen har mange et aktivt liv.
“Vi definerer os ikke som gamle pensionister. Vi spiller tennis eller golf, går til fitness og svømning, tager på kurser, vandrer og går på museum. Vi har gang i vores eget liv,” siger han.
Det betyder ikke, at børnebørnene er mindre vigtige. Men de er én vigtig del af livet – ikke hele livet.
Hjælpen kan blive en selvfølge
Mange bedsteforældre vil meget gerne spille en stor rolle i børnebørnenes liv. Nogle afsætter faste dage hver uge til at hente, passe og være sammen med dem.
Men jo oftere bedsteforældrene træder til, desto lettere kan hjælpen blive opfattet som en selvfølge.
“Hvis du har sagt ja 99 gange, står du næsten til tørre tæsk, hvis du siger nej gang nummer 100. For så har du vænnet din datter eller søn til, at du altid stiller op,” siger John Halse.
Derfor er det vigtigt, at bedsteforældrene selv er tydelige om, hvor meget de kan og vil hjælpe.
Det kan være svært at sige nej, når de voksne børn har brug for pasning. Men en aftale med venner, en rejse eller behovet for at slappe af er også en gyldig grund.
“Der kan næsten være en forventning om, at du vel kan flytte din aftale for børnebørnenes skyld. Men ja, det er mine børnebørn. Det er også deres børn,” siger han.
Hjælp giver en tættere rolle
Når bedsteforældrene henter flere gange om ugen, kører til fritidsaktiviteter og passer regelmæssigt, bliver de inviteret langt ind i børnenes liv.
Dermed bliver de mere end chauffører og praktiske hjælpere.
“Hvis I som forældre har brug for jeres egne forældre til at klare opgaver omkring børnene, inviterer I også bedsteforældrene langt ind i børnenes liv. Så er de ikke bare nogen, børnene ser en gang om måneden,” siger John Halse.
Det kræver ifølge psykologen, at forældrene viser bedsteforældrene tillid og giver dem plads til at være sammen med børnene på deres egen måde.
De vigtigste forhold bør aftales. Det kan være medicin, allergi og enkelte regler, som forældrene lægger afgørende vægt på.
Men bedsteforældrene skal ikke have en lang bestillingsseddel med detaljerede instrukser om mad, aktiviteter og sengetid.
“Når man har overladt opgaven til børnenes bedsteforældre, og de er normale og ansvarlige mennesker, må man have tillid til, at børnene er sammen med dem på bedsteforældrenes præmisser,” siger han.
Der må gerne gælde andre regler
Forældre og bedsteforældre behøver ikke gøre alting på samme måde.
Børn kan godt forstå, at der gælder én type regler hjemme og nogle andre hos bedsteforældrene.
“Vi gør tingene på vores måde, og I gør tingene på jeres måde. Den, som er sammen med børnene, fastsætter i store træk rammerne,” siger John Halse.
Det betyder, at bedsteforældrene gerne må sige, at børnene skal tale ordentligt, hjælpe med at rydde op og passe på tingene i hjemmet.
De må også tilrettelægge dagene på deres egen måde. Samværet behøver ikke være fyldt med planlagte aktiviteter og udflugter.
Hos John Halse kan børnebørnene eksempelvis blive bedt om at samle grene sammen, når buskene ved sommerhuset skal beskæres.
“Børn skal også lære at passe ind. De behøver ikke have en plan for hver dag, og du behøver ikke være pædagog og sætte aktiviteter i gang hele tiden,” siger han.
Mere tid og nærvær
Det særlige ved bedsteforældrene er ikke nødvendigvis, at de skal arrangere større og bedre oplevelser end forældrene.
De kan derimod give børnene mere tid, når de har den.
“Det gør ikke noget, at vi ikke bliver færdige på et bestemt tidspunkt. Vi kan lege videre i morgen. Jeg kan tale med dig og gå en tur med dig. Vi kan bidrage med mere tid og dermed mere nærvær,” siger John Halse.
Bedsteforældrene kan samtidig give børnene kontakt til en anden generation.
De kan fortælle familiehistorier, bruge et andet sprog, spille musik fra deres egen ungdom og lære børnene praktiske færdigheder.
De kan også lade børnene prøve noget, som forældrene måske er mere forsigtige med.
John Halse har blandt andet lært et barnebarn at bruge en kniv forsvarligt og har ladet et andet prøve et luftgevær under opsyn.
“Hvis vi ikke lærer dem at snitte med kniven væk fra kroppen eller håndtere et luftgevær forsvarligt, lærer de aldrig, hvad der er farligt,” siger han.
Giv plads – men bland dig ikke i alt
Friheden går begge veje.
Forældrene skal acceptere, at tingene kan foregå anderledes hos bedsteforældrene. Til gengæld skal bedsteforældrene holde sig fra løbende at kritisere den måde, deres voksne børn håndterer familien på.
Bemærkninger som »sådan gjorde vi aldrig« eller »han får også lov til alt« bliver let opfattet som en kritik af forældrene.
“Der er bedsteforældre, som bliver invasive og blander sig i det, der foregår hjemme hos børnene. Det skal man holde sig fra, medmindre der er tale om omsorgssvigt,” siger John Halse.
Ingen af generationerne har ifølge ham den eneste rigtige opskrift.
Forældrene har det overordnede ansvar for børnene. Bedsteforældrene skal samtidig have lov til at sætte rammerne for samværet, når børnene er hos dem.
Tag konflikten op
Uenigheder om eksempelvis slik, skærme, sengetider, tonefald og grænser kan hurtigt blive personlige.
Forældrene kan opleve bedsteforældrenes kommentarer som kritik af deres måde at være forældre på. Bedsteforældrene kan omvendt opfatte forældrenes regler som en kritik af den måde, de selv opdragede deres børn på.
Hvis konflikten allerede er opstået, anbefaler John Halse, at bedsteforældrene tager initiativ til en samtale.
“Sig: »Der var noget, der gik galt her. Hvad forventer I egentlig af os, når vi er sammen med jeres børn?« Så kan man få en dialog om både forældrenes ønsker og bedsteforældrenes grænser.”
Nogle bedsteforældre kan være bange for at sige fra, fordi de frygter, at de så får mindre kontakt med børnebørnene.
Men hvis uenigheden aldrig bliver talt igennem, risikerer samværet ifølge John Halse at blive kunstigt.
“Man skal tale om elefanten i rummet. Man kan ikke forvente, at tingene hos bedsteforældrene foregår præcis på samme måde som derhjemme.”
8 råd: Sådan får I afstemt forventningerne
1 Aftal de få regler, som er særlig vigtige.
2 Fortæl, hvor ofte og hvor længe du kan passe.
3 Sig i god tid, hvis der er tidspunkter, hvor du ikke kan hjælpe.
4 Forvent respekt for dine regler i dit eget hjem.
5 Respekter forældrenes rammer hjemme hos dem.
6 Undgå kommentarer som »sådan gjorde vi aldrig«.
7 Tag uenigheder op uden børnebørnene til stede.
8 Spørg åbent: »Hvad forventer I egentlig af os?«
Hvad er dit bedste råd?
Er du bedsteforælder eller forælder til et barn? Hvad er dit bedste tip til at være sammen med barnebarn – og håndtere eventuelle konflikter? Giv dine råd videre på Faglige Seniorers Facebook-side.
Læs mere og få 30 procent i rabat
Vil du vide mere om, hvordan du som bedsteforælder kan sætte grænser, håndtere forskellige regler og bevare et godt forhold til både børn og børnebørn? John Halse har skrevet to bøger, der gør dig klogere på børn, familieliv og de voksnes rolle.
Bogen “Klog på børn” gennemgår 75 aktuelle synspunkter om børn, grænser og familieliv. Bogen er skrevet sammen med hans søn, journalist Kristian Stanley Halse.
I “Den nødvendige opdragelse” fortæller John Halse, hvordan voksne kan være tydelige uden at være autoritære. Bogen har et særligt afsnit om bedsteforældrenes rolle.
Som læser af nyhedsbrevet fra Brian & Susanne kan du købe bøgerne med 30 procent rabat hos forlaget Frydenlund. Tilbuddet gælder hele september 2026.
“Klog på børn” – køb med rabat her her
“Den nødvendige opdragelse” – køb med rabat her
Først publiceret: mandag 31. august 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 16. september 2026 kl. 14:20


