Bedsteforældre elsker deres børnebørn, men skal også selv bestemme, hvornår de stiller op til børnepasning, mener Monica Krog-Meyer.

Monica Krog-Meyer: Den svære samtale om børnebørnspasning

Der står jo ingen steder, at bedsteforældre SKAL passe børnebørnene. Men de fleste VIL gerne, bare de bliver spurgt pænt om det. Og frem for alt, at det ikke tages for givet.

Senest opdateret: mandag 13. juni 2022

Havde du en god påske?

Jeg håber, du har haft nogle rare dage, med familien, ude og gå i det smukke vejr, med venner eller alene, hvor du har nydt dit eget selskab, hjemme, i sommerhus eller på rejse.

Og hvis du var sammen med børn og børnebørn, hvordan var stemningen så?

Jeg spørger, fordi det dukker op igen og igen, når jeg er rundt og fortæller om Plus-alderen. Den lille smerte mellem bedsteforældre og deres børn, hvis pasning af børnebørn bliver taget for givet.

Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer (f. 1950) har været vært især i DR på både P3, P4 og P5 siden 1976. Det er blevet til mange ord - og mange udsendelser fra Radio Rita, Natradio, SommerService, Monicas Mødested og Så har vi Balladen.

2016 forlod hun mikrofonen og har været fast skribent på netmediet POV International.

Hun er en glad mormor, kører gerne på el-cykel, kalder sig deltidspensionist, er flittig facebookdebattør og holder foredrag om Plus-alderen.

Du kan skrive til Monica på mail: plusalderen@gmail.com

 

Jeg bliver ked af det, hver gang jeg hører om det.

Når farmor eller mormor især, men også farfar og morfar giver udtryk for det: Det forventes, at man stiller op, også uden forudgående aftale. Ens egne børn reagerer med undren, når man siger: “Nej, det er altså ikke så godt i morgen”.

“Jamen, hvad skal du da?”, bliver der spurgt, overrasket og lettere fornærmet.

Så er noget gået galt i forholdet mellem bedsteforældre og deres børn, hvis du spørger mig.

Det er svært at få det sagt

Og lige her kunne Plus-Alderens store skare godt træde lidt i karakter og sige: ”Hov Hov! Jeg skal vist ikke stå til regnskab for dig. Jeg har min frihed til at gøre, hvad jeg har lyst til. Min kalender er MIN, ikke DIN! Vi har vist ikke lovet ALTID at stå klar til at passe jeres børn, selv om vi elsker dem, og elsker at være sammen med dem.”

Det er bare så svært at få det sagt, hvis det aldrig har været “oppe og vende.”

Så her er min støtte til jer, der står i den suppedas: Det SKAL være dig, der styrer dit eget liv. IKKE dine børn.

Bliver nemt en glidebane

Man kan sagtens se det som en raffineret hævn fra børnene, hvis de synes, forældrene var for skrappe overfor dem. En slags pay-back. Men det er sjældent det, der er problemet.

Det er som regel, fordi man selvfølgelig ikke lavede aftaler, dengang de kom med det vidunderlige nye barnebarn i favnen. Vi var da vilde med at få lov at pusle og kramme sådan en baby, også da den blev lidt større, og man droppede gerne alt det, man ellers skulle eller plejede at gøre, fordi “i dag skal jeg passe Sofus!”.

Det kan nemt blive en glidebane, børnene vænner sig til, at “vi kan bare sende børnene over til de gamle”. Og man er jo glad for ungerne, så man får ikke sagt fra. Og så er det på en eller anden umærkelig måde vedtaget! At man står klar, når de har behov for det.

Der skal en længe ventet hospitalsindkaldelse, en tid hos en speciallæge eller officielle møder med kommunen til, før man kan få et “nej, det går ikke” indført.

Sæt stolen for døren

Det ærgerlige er, at børnene slet ikke tænker på, hvor heldige de er, at deres forældre er aktive og udadvendte, og derfor går til alt muligt en gang eller to om ugen eller har aftaler i fitnesscentret. Lige netop det udskyder jo den dag, hvor børnene er NØDT TIL at betale tilbage og passe deres egne forældre.

Groft sagt kan man hævde, at for hver babysitning/børnepasning, man ikke selv har sagt ja til, er den dag nærmere.

For hver gang man frivilligt har sagt ja, fordi man ikke har noget andet eller bare hellere vil være sammen med børnebørnene, er den dato fjernere.

Og hvis jeg skal pirke lidt i såret: De børn, der efterlader børnebørnene til pasning – eller værre endnu, forventer at man tropper op hos dem, og aldrig selv er til stede – de skal have stolen sat endnu stærkere for døren.

For så er man reduceret til “studenternes babysitning”, som det hed, da jeg var barn. Altså én der kom og fik timebetaling.

Det er ikke sådan forholdet skal være. De ville nok glo en omgang, hvis man stak dem en regning. MED moms!

Det er dit liv

Så tag en dyb indånding.

Sig: ”Vi er nødt til at lave en fast aftale, for jeg har forskellige ting, JEG gerne vil! I må helst ikke bare forvente, at jeg står klar til at passe ungerne!”

Og sig så ikke mere! Lad dem sige noget til deres forsvar.

I baghovedet har du alle forklaringerne: aftenskolekurser, frokost med veninderne, foredrag, udstillinger, middage med venner, stævnemøder, litteratur-studiekredse, koncerter, gymnastik, ja måske et åndehul, hvor det handler om DIG osv. Kort sagt: Dit liv! Alt det du har aftalt med andre, med din ægtefælle eller dig selv.

Alt det kan du sige, hvis du bliver mødt med det – efter min mening meget utaknemmelige – ”Jamen, hvad skal du da?”

Der står jo ingen steder, at bedsteforældre SKAL passe børnebørnene. Men de fleste VIL gerne, bare de bliver spurgt pænt om det. Og frem for alt, at det ikke tages for givet.

En fast dag om ugen

Jeg kan varmt anbefale den ordning vi har: En fast ugedag, hvor børnene ved, at vi kommer, henter dem, laver aftensmad til dem og putter dem, mens forældrene kan drikke cocktails, gå i biffen, gå ud med vennerne eller holde kærestemiddag.

Så kan man altid aftale, hvis dagen ikke passer eller hvis der er yderligere behov for pasning.

Til gengæld kommer vi jo drønende, hvis lokummet brænder!

Jeg var inviteret ind i nogle kollegers radioudsendelse, hvor temaet var børnebørn. De spurgte, hvad der er det bedste ved børnebørn.

Måske er der nogle, der fik kaffen galt i halsen, da jeg svarede: ”At de bliver hentet! Der er ikke noget så godt som den lur, man tager efter en heftig børnepasser-weekend, hvor det hele har været på ungernes præmisser!”

Monica Krog-Meyer skriver om plus-alderen

Journalist, forfatter og foredragsholder Monica Krog-Meyer skriver om plus-alderen i klummer for Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Læs dem her:

Fødselsår? Glem  det!

De hævdvundne rettigheder er truet

Den svære samtale om børnpasning

Ældreoprør

Vi er på vej ud af dukkehuset

Jeg peakede i Paris

Den svære kunst at holde balancen

Holder du af foredrag? Ses vi?

 

Først publiceret: mandag 18. april 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:35