Monica Krog-Meyer: De hævdvundne rettigheder er truet

Så skete det igen!

For nylig mødte jeg en dygtig ung mand, der er respekteret for sit arbejde som dokumentar-redaktør. Altså i mediebranchen, i fast arbejde gennem flere år. Han stod med sit lille barn på armen og fortalte mig om sit arbejde.

Direkte adspurgt sagde han:

“Nej, jeg er ikke medlem af en fagforening. Jeg synes ikke, jeg får noget ud af det. Jeg har ikke brug for dem. Det er også så dyrt.”

Jeg bliver ked af det, fordi det er dumt og kortsynet af ham.

Jeg bliver vred, fordi han ikke kan se, hvor meget hans gode forhold skyldes tidligere kollegers indsats og deres medlemskab af en fagforening.

Havde det ikke været for dem, ville han ikke have ferie med løn, overenskomst med sygedagpenge, barns første sygedag, regler for belastende arbejde og adgang til juridisk hjælp, hvis der alligevel skulle dukke problemer op i det produktionsfirma, han er en del af. Han bør også tænke på de næste.

Og jeg bliver vred på mig selv og alle mine kolleger, der ikke har husket de unge på, hvordan det hænger sammen.

Flere gratister

Han er nemlig ikke den eneste.

Over halvdelen af dem, der er arbejder under overenskomst på det private område, er i dag “gratister”, 55%.

De nyder godt af de hævdvundne og tilkæmpede goder, men betaler ikke til fællesskabet, og der er flere og flere nye gratister hvert år.

Blandt de offentligt ansatte er det “kun” 28%. Det er Fagbevægelsens Hovedorganisation, der fortæller det i en ny rapport. 1,1 million lønmodtagere nyder godt af en overenskomst, uden at betale til fagforeningen.

Ok, så gjorde jeg det

Jeg sender tanker tilbage til min start på arbejdsmarkedet. Der var helt faste takster og regler for det arbejde, jeg skulle varetage.

I 1982 blev jeg fastansat efter flere år som freelancer, og der oplevede jeg den ret bombastiske udmelding fra det faglige system:

”Du SKAL være medlem af en fagforening!”

OK! Jamen så bliver jeg da det – og “klarede kravene” – det var sandelig ikke alle og enhver, der var så heldig.

“Og du SKAL betale til en pensionsordning!”

OK, så gjorde den 32-årige Monica da det; og jeg så, hvor meget der forsvandt af min løn hver måned til et eller andet fremtids-pensions-scenarie. Og jeg så også, at arbejdsgiveren indbetalte til samme ordning: dobbelt så meget! Hver måned!

Jeg takker dem dagligt, dem der hundsede med mig dengang, for i dag nyder jeg frugterne af de sammenskrabede midler. Der er ro i mit otium. Det var takket være faglige kollegers indsats, at det blev ordnet.

Vi har glemt at fortælle det til vores børn

Jeg har selv taget min tørn som talsmand og har holdt af bevidstheden om, at vi medarbejdere stod sammen, hvis der var urimeligheder i farvandet. Jeg har været med til faglige møder, til at nedlægge arbejdet og til at strejke. Det gik godt det meste.

Der var styr på arbejdsforholdene! Der var jo en overenskomst.

Der var balance mellem ledelsens og medarbejdernes magt. Det var Den Danske Model, når den er allerbedst.

Nu er vi i hast på vej til at miste den magt; modellen vakler. Vi har glemt at fortælle vores børn, hvor goderne kommer fra, at de ikke er eviggyldige.

Vi har glemt at understrege, hvem der har sørget for, at både far og mor er med på ferie, at der er råd til den ferie og til så meget andet i øvrigt, og hvem der har sørget for, at far og mor ikke bliver slidt ned af deres arbejde.

Det har medlemskabet af fagforeningen.

Føler sig stærke til at tage kampen selv

Det er nemlig de unge, der i stigende grad vælger at tage kampen selv. De føler sig stærke nok til at skaffe en ordentlig løn og ordentlige arbejdsvilkår til dem selv. For når man er ung, føler man sig stærk og usårlig. Det er man ikke.

For hvis organisationsgraden kommer ned under 50%, kan man være stensikker på, at arbejdsgiverne tænker “kreativt” og strammer skruen. De vil gøre alt for at spare de penge, det koster at betale ferie og pension og kurser og sikkerhedsrepræsentant osv til medarbejderne.

Gratisterne viser vejen ned i det helvede, desværre.

“Jamen, det er jo en hævdvunden ret! Det kan de da ikke bare lave om!”, vil nogen indvende.

Prøv at sige det til de afghanske kvinder, der nu igen er smidt ud af skolerne og skal gå med burka.

Prøv at sig det til de amerikanske kvinder, der nu er meget tæt på at miste den hævdvundne ret til selv at bestemme over deres krop og vælge abort.

Sig det til de homoseksuelle, der pludselig møder modstand igen i adskillige lande.

Et opråb

Hævdvundne rettigheder har man kun, så længe man har magt til at have dem. Det kræver deltagelse i fællesskabet og troen på, at sammen er vi stærke.

Det er vi ikke, hvis Den Danske Model undergraves, fordi medlemmerne siver.

Jeg siger det bare. Og ikke kun jeg.

Selv beskæftigelsesministeren Peter Hummelgaard er bekymret. “Han er meget optaget af, at fagbevægelsen har en stor udfordring med at bevare den stærke organisering”, ifølge Politiken 22. maj.

Kære kolleger i fagforeninger: Sælg varen bedre!

Kære kolleger på arbejdsmarkedet: Bliv dog medlemmer!

Kære fagligt bevidste hvor som helst: Fortæl jeres børn og børnebørn, hvorfor de skal være med i en fagforening.

 

Først publiceret: mandag 30. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 30. maj 2022 kl. 10:16