Monica Krog-Meyer: Vi er på vej ud af dukkehuset

Farvel til coronarestriktionerne. Timingen så ud til at være helt rigtig, selv om det virkede helt godnat at se, hvor mange der blev smittet hver eneste dag.

Når man er oppe i 50.000 smittede, tænker man, at det må være helt forkert at åbne samfundet, men vi –  der lytter til myndighederne og videnskaben frem for at udråbe os selv til virologer fra facebook-universitetet – kan nu se, at det var det rigtige at gøre med omikron i omløb.

Så nu kommer vi ud af vores huler, helt i tråd med årstiden, der også åbner for aktiviteter, udendørstrængsel og frisk luft. Den bedste tid på året, hvis du spørger mig.

Lige nu hvor jeg sidder og skriver, skinner solen. Min have kalder, selv om den lige nu står under vand efter de massive regnskyl. Jeg glæder mig usigeligt til græs og blomster og planter – ja og ukrudt sågar.

Inde i dukkehuset

Og så fik jeg den tanke, at vi er på vej ud af dukkehuset.

Jeg kunne pludselig se, hvordan jeg har gået rundt i mine stuer, som var det i barndommens dukkehus. Sørget for, at der var pænt og ryddeligt (jeg lyder som min mor, ikke?), lavet mad, vandet blomster, set ud af vinduet, om der mon var udsigt til regn eller sne, eller om solen måske ville have den venlighed at skinne på os.

Jeg kan se mig selv gå fra rum til rum, tale med mig selv om det, der bør gøres, og se med begejstrede øjne på det støvsugede hjem og det rene badeværelse.

Lige nu er jeg ved at dø af grin over, hvor tuttenuttet det må have set ud udefra.

Jeg der plejer at indtage verden i store mundfulde og være temmelig ligeglad med nullermænd og støv på boghylderne.

Haft det fint med at tulle rundt

Jeg har haft det helt fint med at tulle rundt i dukkehuset i nedlukningsperioderne. Bare jeg havde en bog, min telefon, min computer, adgang til mail og facebook, så behøvede jeg ikke mere.

I situationen har det været alt rigeligt, når det alligevel var koldt og mørkt udenfor. Familie og venner havde jeg kontakt med i enten telefonsamtaler eller på facetime, gåturene kunne jeg selv klare og de eneste udfordringer har været indkøb med mundbind og afstand. Det vænner man sig også til.

Og nej, jeg nåede ikke til at få leveret varerne. Det kunne jeg sagtens have gjort. Men måske var det lige her min grænse for livet i dukkehuset lå.

En ting er at tulle rundt og ordne og tørre støv af, så der er dejligt inden døre, noget andet er fornemmelsen af, at der er en verden i gang på den anden side af hoveddøren.

Verden udenfor

Det blev endnu mere vigtigt at følge med i nyhederne, læse avisen, lytte til kloge radioprogrammer (jeg kan anbefale ”Genstart” på DR Lyd) og se ordentligt tv. Det er vigtigt ikke at lukke sig helt inde i dukkehuset, for der er vist ingen, der kommer og ringer på for at høre, om man ikke snart kommer ud. Det må man selv sørge for.

Gåture er godt, vennebesøg i den private boble og så børn og børnebørn. Meget vigtigt. Når ikke de var ramt af corona – vi holdt for eksempel jul hver for sig – så var det meget vigtigt at kramme og snakke med dem. Hellere risikere at blive syg selv af corona end at miste den nære kontakt.

Ja, sådan havde jeg det. Du havde det måske på en helt anden måde. Hold endelig fast i det, for er der noget vi har lært af pandemien, så er det at respektere andres behov for nærhed eller afstand. Hver person sin version.

Nu er vi igennem det, og forhåbentlig har vi oplevet det værste. Fremover siger jeg ja tak til den årlige influenza-vaccine og ja tak til den årlige covid-vaccine.

Det skal nok gå alt sammen.

Først publiceret: mandag 28. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:15