Ældreminister Astrid Krag henter inspiration til ny ældrelov hos Faglige Seniorer og medlemmer af ældreråd på online-møde.

7.000 job i ældreplejen bruges til kontrol og registrering

Opgør med kontrol-regimet i ældreplejen: Ældreminister Astrid Krag henter input til ny ældrelov på møde med Faglige Seniorer.

Senest opdateret: tirsdag 25. januar 2022

Værdighed, selvbestemmelse og tid til faglighed og omsorg var blandt ønskerne til ældreplejen, da ældreminister Astrid Krag lagde ører til græsrødderne i nogle af landets ældreråd.

Det skete på et online møde mandag med repræsentanter i ældrerådene, der også er medlemmer af Faglige Seniorer.

Astrid Krag efterlyser erfaringer med ældreplejen rundt omkring i kommunerne og input til den kommende ældrelov, som statsministeren varslede i sin nytårstale.

Tiden er klemt i ældreplejen

”Fundamentet med en ny ældrelov er, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre. Men på ryggen af det også en erkendelse af, at det ikke er nok i sig selv. Man kan høre fra dem, der modtager ældrepleje, og medarbejderne, at tiden er klemt med flere regler og registreringer, kontrol og dokumentation. Det bliver vi nødt til at få gjort op med. Ellers vil selv det højeste beløb i verden ikke gøre det,” sagde Astrid Krag, der oplyste, at en opgørelse viser, at der bliver brugt tid bag skærmen, der svarer til 7.000 stillinger.

”Tænk hvad der kunne laves af ting, der giver livsglæde, bedre tid til omsorg og tryghed og snak med de ældre, hvis vi kunne minimere det,” lød det blandt andet fra ældreministeren.

Godt at lytte til de ældres repræsentanter

Direktør i Faglige Seniorer er glad for, at ministeren med mødet lytter “til græsrødderne”.

“Det er jo ude lokalt, at politik bliver konkret. Her er det kommunernes ældre- og seniorråd, der har plejehjem og hjemmeplejen på bordet – såvel når det handler om penge, mens også når det er pårørende, beboere, der oplever svigt og dårlig omsorg og pleje. Ældrerådene ved, hvor skoen trykker – og er oftest tættere på forholdene i ældreplejen end politikerne i kommunalbestyrelserne. Så det er godt initiativ fra ministeren at lytte til de ældres repræsentanter,” siger Palle Smed.

På mødet oplyste ministeren ikke noget konkret om indholdet i ny ældrelov og heller ikke, hvornår det kan forventes, at der kommer et udspil.

Du kan se nogle af de udfordringer og forslag som kom frem på mødet herunder.

Her er nogle af udfordringerne i ældreplejen

De udfordringer - som repræsentanterne fra ældrerådene fokuserede på under mødet med ældreminister Astrid Krag - er blandt andet:

• Der er et betydeligt pres på ældreområdets medarbejdere. I blandt andet Frederikssund kommune er døgnprisen på en plejehjemsplads faldet fra 1.500 kroner til 1.100 kroner på 4 år.

• Der bør være en aflastning af plejepersonalet via andre funktioner omkring mad/rengøring.

• Sygefravær er et centralt fokusområde.

• Fokus på livskvalitet, god ledelse og ejerskab.

• Spireordning med unge mennesker, der prøver at arbejde på plejehjem, er en succes i for eksempel Viborg Kommune.

• Fokus på medarbejdernes faglighed.

• Døgnrytmen på et plejecenter skal være hjemlig og ikke ligne et sygehus.

• Arbejdsmiljøet er et selvstændigt fokusområde.

• Lærende tilsyn - og ikke kun kontrol - er vejen frem.

• Fokus på rettigheder og retssikkerhed for den enkelte borger.

• Tillid til de ansatte og selvstyrende teamorganisering.

• Inddragelse af de pårørende er et centralt fokusområde.

• Inddragelse af Ældreråd i for eksempel tilsynsbesøg.

• Vigtigt med gode kommunale økonomiske rammer i forhold til ældreområdet.

• Forebyggelsesindsatsen skal styrkes for eksempel med fokus på knogleskørhed.

• Få inspiration fra andre sektorer, der kan tale arbejde i ældreplejen op. Aktuelt er der stor tilfredshed med at arbejde som poder, fordi de føles som meningsfuld opgave med god aflønning.

• Det er kun afvigelser der skal dokumenteres – ikke det arbejde der forventes løst.

• Vigtigt med større handlerum, tværfaglighed og et fagligt løft i ældreplejen.

Først publiceret: mandag 24. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 25. januar 2022 kl. 11:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.