Lene Petersen skriver klummer om sin far, demens og livet som pårørende til Faglige Seniorers nyhedsbrev

Opdager min far, at det er mig, som er på besøg hos ham på plejehjemmet?

Som pårørende til demensramt på plejehjem kan vi bidrage til at gøre nogle timer lidt bedre og lidt mere hyggelige - også selv om vi måske føler os magtesløse, skriver Lene Petersen.

Senest opdateret: tirsdag 23. april 2024

Opdager min far, at det er mig, som er på besøg hos ham på plejehjemmet?

Sikkert ikke. Det kunne formentlig lige så godt være en anden flink og venlig dame.

Hvis jeg ikke dukkede op hos ham mere, ville han ikke savne mig eller tænke på mig overhovedet, det er helt sikkert.

Nu er der ingen minder tilbage

For en 6-7 år siden begyndte min far at blive dement. Han fik senere stillet diagnosen Alzheimers/vaskulær demens i kombination.

Sygdommen trådte endnu tydeligere frem, efter han i 2017 fik en hjerneblødning.

I februar 2022 flyttede han ind på et demensplejehjem.

Han er nu fyldt 84 år.

Oprindelig er han udlært blikkenslager og blev siden VVS-installatør. Han har boet i samme by og på samme egn næsten hele sit liv.

Men det har han ingen erindringer om i dag. Der er ingen minder tilbage.

Han har været gift med min mor i 60 år.

Jeg er den ældste af deres tre døtre.

Lene Petersen, 59 år. Freelancejournalist. Bor i Odense.

Hun skriver klummer om sin far, demens og livet som pårørende til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Du kan skrive til Lene på mail: journalist@lenepetersen.dk

Han identificerer os næppe på dén måde, efterhånden som han er blevet svært dement.

En dag hvor jeg sad i stuen hos ham, kom en medarbejder ind ad døren. ”Næh, er det dig”, sagde min far med begejstring i stemmen, og jeg kunne ikke lade være med at grine, for sandsynligheden for, at han genkendte hende, var nok ikke så stor.

Måske var det høflighed. Eller for sjov.

Humor titter frem

Min far har altid haft noget humor. Og det dukker stadig frem en gang imellem.

Hvad der foregår inde bag de gamle øjne, er svært at forstå. Hvordan ser der ud derinde i hovedet på ham?

Nogle gange tænker man, at der ikke foregår ret meget, men når han vågner efter en lur i sin hvilestol, er det nogle gange tydeligt, at han har drømt og forsøger at forklare, og måske tror, at han skal noget.

Så noget foregår der jo. Billeder måske?

Vi kan gøre en forskel

Selv om vores far, mor, mand eller kone – eller hvem det måtte være – ikke længere kender os, så kender vi jo ham.

Og jeg er overbevist om, at vi stadig gør en stor forskel.

Som pårørende kan vi bidrage til at gøre nogle timer lidt bedre og lidt mere hyggelige, også selv om vi måske føler os magtesløse.

Men – vi kan sprede lidt god stemning!

Det kan være ved at have en plante med. Eller en dåse småkager. Ved at synge nogle sange fra seniorsangbogen. Ved at holde i hånd. Ved at lege en lille fjollet leg, hvor man prøver at fange hinandens finger, eller hvad der nu fænger an. Hos min far kan det være noget med fingrene, noget med at klappe i hænderne – den slags. Det gælder om at prøve at lave lidt sjov og grine sammen. Hans humor dukker stadig frem i ny og næ.

Bare være her

Vi kan også hænge lidt pynt op, sætte en julestjerne i vinduet i december eller et juletræ med lys i udenfor stuevinduet. Også selv om min far ikke kigger på juletræet, men mest ser på min finger, når jeg peger derud.

En medarbejder der kommer ind i stuen, siger ”næh”!, og tilføjer at hun vil tage ham med hen til vinduet og kigge på det senere.

Man kan hænge et pænt billede op på væggen. Høre musik sammen. Vaske gulvet, hvis han blunder lidt.

Eller sige ingenting og bare være der.

Find roen og smilet

Når sproget næsten er væk, så må man skabe hygge og varme på en anden måde.

Jeg tror, det vigtigste er at møde ham med et smil. At tage en dyb vejrtrækning og finde noget ro. At give en varm hånd. Vise at her er rart at være, vi har det godt sammen nu, og vi er sammen om det.

Vi må ikke lade os overvælde af det triste, men billedligt talt tænde et lys i mørket.

For selv om sproget er væk og han næppe genkender vores ansigter, så er det som om, at han stadig kender en sindsstemning og bliver smittet af det, hvis vi viser, at vi er ok – og ”her er godt”.

Vi skal have det godt sammen

Nogle gange når jeg kommer ind, siger han – som om han er lidt forsvarsberedt og skeptisk: ”Hvad vil du” eller ”hvad skal jeg”.

Måske er det en af de store forskelle på os som familie og personalet. Når vi kommer, skal vi ikke have ham til noget. Han skal ikke have skiftet tøj eller vaskes eller spise eller noget andet. Selv om medarbejderne er både søde og dygtige, så har de nogle opgaver, de skal udføre sammen med borgeren. Det skal vi jo ikke som familie.

Vi skal bare være der og forhåbentlig have det godt sammen et par timer.

Og det er nu eller aldrig, for tiden er afmålt, og der bliver ikke nogen fortrydelsesret.

Lenes 6 gode råd om besøg

”Han forstår alligevel ikke, om jeg er der eller ikke”. Sådan kan man godt tænke, når et menneske er blevet meget dement. Og det kan også være rigtigt.

Men som en nær ven eller familie kan man alligevel godt gøre noget. Den som er ramt af demens, kan måske alligevel mærke, hvordan man har det.

  1. Jeg tænker på det, som at sprede en god stemning
  2. Være rolig og rar, også i stemmen, venlig og opmærksom.
  3. En blomst eller grøn plante eller andet kan skabe hygge i rummet. Det betyder noget, også selv om det måske ikke registreres bevidst. Om ikke andet registreres det af mig, som kommer på besøg, og sikkert også af personalet.
  4. Vi kan synge, nynne, se på musik på tv eller lytte til musik
  5. Måske kan vi pjatte og fjolle lidt, og prøve om det kan lokke et grin frem
  6. Har man svært ved at være i situationen, kan man måske finde én at tage med, som kan støtte lidt op, og som man også kan tale med om – bagefter – hvad der egentlig sker.

Over 90.000 lever med demens

* 87.000 mennesker på 65 år eller ældre lever med demens. Og der vil komme flere i takt med, at vi bliver flere ældre. I 2035 ventes tallet at være over 134.000.

* Blandt personer på 65 år og derover, bliver der hver eneste dag registreret 20-22 nye tilfælde af demens.

* Men også yngre personer kan rammes af demens. Nogle tal siger, at cirka 4.200 personer under 65 år har en demenssygdom.

* Man regner med, at der er godt 400.000 nære pårørende (partner, søskende, børn eller børnebørn) til en person med demenssygdom.

* Demens dækker over en række sygdomme, som gradvist nedbryder hjernen. Blandt andet Alzheimers sygdom.

Kilder: Nationalt videnscenter for demens (videnscenterfordemens.dk) Alzheimerforeningen (alzheimer.dk).

Først publiceret: tirsdag 23. april 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 23. april 2024 kl. 14:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.