Min demensramte far: Nej, han kan ikke kende mig

”Kan han kende jer?”

For mange mennesker er det tilsyneladende en målestok for, hvor meget dement en person er. For det er et af de hyppigste spørgsmål, man får som pårørende.

Selvfølgelig er det også vigtigt.

For mange mennesker er det sikkert svært at forestille sig, at man ikke længere bliver genkendt af sin far, mor, mand eller kone. De elskede ansigter, som man har set hele livet. Og som altid har set kærligt tilbage på dig.

Men nej – desværre. Vi tror ikke, han kan kende os.

Måske som en følelse

Når vi besøger min far nu, er det tvivlsomt om han genkender os visuelt. Ikke umiddelbart. Det er sjældent, at han søger øjenkontakt eller kigger direkte på én. Måske er vi der som en følelse et sted i hans hjerne. Måske er vi stemmer, som han er tryg ved og som vækker en lille genklang et sted. Hvem ved.

Han ser ofte frem for sig med et lidt tomt udtryk, og det kan være svært at fange hans blik, eller få ham til at fokusere på noget bestemt. Efterhånden er hans mimik også blevet mere stiv. Han smiler næsten aldrig. Hæver sjældent øjenbrynene. Ansigtet er oftest sat på neutral.

Hvis nogen kommer ind ad døren, kan han godt finde på at sige: ”Næh! Er det dig?”

Hvis han er frisk.

Men han siger det samme kort efter til en af de ansatte, som banker på og kommer ind ad døren med frokost.

Måske er det bare en høflighedsytring, som giver ham god respons, smil og ”ja, det er mig!”

Alene i verden

Det er smerteligt og vanskeligt at forestille sig, om han føler sig alene i verden uden ét eneste kendt menneske omkring sig.

Men det er ikke det værste, der er sket for os som pårørende, at han ikke længere kan kende sine nærmeste.

Det er meget værre, når han er ked af det. Urolig. Utryg. Rastløs. Frustreret. Når han vil noget, men ikke kan sige det, og som vi ikke kan forstå. Og når det er svært at hjælpe ham til rette og til at finde ro igen.

Men så længe vi kan holde i hånd, og han virker tryg og rolig – måske endda lidt glad – så betyder dét mere, end om han ved, hvem vi er.

Ikke det vigtigste

I dag er det min fars kontaktperson og faste plejere, som han tilbringer mest tid sammen med. Hvis han overhovedet kan kende nogen, længere, så bliver hans faste plejere – de nyeste mennesker i hans liv – muligvis de sidste personer, han kan genkende.

Så når nogen spørger: ”Kan han kende jer?” svarer jeg:

”Nej. Men det er heller ikke det vigtigste”.

Lenes 5 gode råd

Mine gode råd: Spørg ikke for meget

Det er smerteligt, når en dement person ikke længere kan kende én. Og selvfølgelig må det være mindst lige så svært for den demente, som ikke kan genkende sin familie.

Her er mine erfaringer.

1. ”Du er min far!”

Vær tydelig når du hilser: ”Hej far! Nu er jeg her”. Og nogle gange måske tilføje: ”Jeg er din datter” eller ”du er min far”

2. Fortæl hvem du er

Lad være med at udfordre din far/mor, mand/kone i stil med: ”Kan du ikke kende mig?”

I stedet bliver han eller hun måske glad ved at få at vide, hvem hans kone eller mand er.

3. Undgå at presse

Jeg synes ikke, man skal stille mange spørgsmål, som personen med demens ikke kan svare på. Det kommer til at udstille manglen på genkendelse og hukommelse, og kan gøre vedkommende ked af det eller frustreret.

4. Hjælp med minderne

Måske kan alligevel være glæde ved at se på billeder sammen.

Men i stedet for at sige ”Kan du se, hvem det er?”, så kan du sige: ”Sikke en flot fyr! Det er dig”! Eller fortæl en enkel, lille ting fra fortiden. ”Det var rart når du læste en historie”

5. Spørg gerne mig

Til gengæld må man gerne spørge mig som pårørende om alt. Også om han kan genkende os. Nogle gange er det godt at tale om – andre gange ikke. Men så er det heller ikke værre.

Først publiceret: tirsdag 13. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 13:59