Da jeg havde en hund med, råbte min demensramte far: Forsvind

I sommer tog jeg en hund med på besøg hos min far på plejehjemmet. Det er en rar, fredelig og gammel labrador, som jeg har passet af og til.

Det siges jo, at gamle mennesker på plejehjem kan have glæde af kontakt med et varmt og blødt dyr, som man kan nusse lidt med.

Det var faktisk anden gang, jeg havde hunden med på plejehjemsbesøg. Første gang gik rimeligt godt, min far kiggede meget på hunden og ville give den en godbid. Han har selv haft hund og har altid elsket dyr.

Så jeg ville prøve igen.

Det var aftalt med min søster, at hun skulle hjælpe med at introducere hunden, og at jeg skulle komme ind fra havedøren.

Jeg kom lidt for tidligt, og døren var lukket. Min far gik rundt derinde, men reagerede ikke da jeg bankede på.

Er det ikke en sød hund?

Jeg satte mig ned på en havestol og ventede. En anden beboer kom gående forbi. Hunden gik forsigtigt hen mod hende, og damen standsede – måske lidt forskrækket – men klappede så hunden på hovedet.

”Er det ikke en sød hund?” spurgte jeg og tænkte på, at flere beboere måske kunne få en glad oplevelse med den venlige labrador.

Hun svarede ikke, måske hørte hun det ikke, så jeg prøvede igen:
”Synes du ikke, det er en god hund?!”

Så kiggede hun vredt på mig og mumlede noget i retning af, at nu havde hun hørt det flere gange! Og gik videre.

Nå – så faldt dét lidt til jorden; jeg grinede lidt af mig selv.

Min far: Forsvind!

Min søster ankom, hilste kærligt på min far og forsøgte at skabe en forbindelse til mig og hunden udenfor: ”Se nu dér! Hvad er det! Sikke en sød hund.” Hun åbnede døren.

Men besøget blev ingen succes.

Hunden måtte ikke komme ind! ”Gå væk for helvede!” råbte min far vredt. Så blev han også gal på mig, jeg skulle også gå: ”Forsvind!”

Jeg trak mig lidt tilbage, fik parkeret hunden i skyggen på græsplænen udenfor med en skål vand.

Nej, nej

Det lykkedes for min søster at få min far med ud på terrassen i en behagelig stol, og han nød solen.

Humøret begyndte at vende lidt, særligt da vi også serverede noget brunsviger for ham, som jeg havde med, og jeg kunne samtidig holde lidt øje med den sagesløse firbenede gæst på græsset.

Mens vi sad der, trillede en pårørende om hjørnet med en anden beboer i en kørestol. Hun fik øje på hunden – ”næh – se der!”

’”Vil I hilse på hunden?” – jeg skyndte mig at hente den.

Men nej! Manden i kørestolen ville absolut ikke røre eller se på hunden, og sagde noget uforståeligt med høj og irriteret stemme – og ”nej nej!”

Så de trillede snart videre.

Trist og skuffet

Den dag havde min søster en god kontakt med min far, mens det ikke rigtig lykkedes for mig at få forbindelse. Jeg blev kun lige tolereret.

Så jeg var der bare, vaskede gulvet på et tidspunkt, mens min søster og min far havde det godt.

Det var med en lidt trist og skuffet fornemmelse, at jeg kørte hjem igen senere på dagen med den rare hund på gulvet i bilen. Jeg havde jo håbet, at en hund ville vække noget, og kunne ikke gennemskue, hvorfor han var så gal på den. Måske forstod han ikke, hvad det var?

Man håber jo bare, at man kan gøre nogle timer lidt bedre for sin far, mor, ægtefælle eller hvem det er – få dem til at føle sig bedre tilpas.

For mig var det en dårlig dag. Men formentlig ikke for min far, for han havde det jo godt med min søster, og holdt i hånden.

Måske skal man prøve ikke at tage det personligt. Det er svært. Men der kom flere gode dage siden.

Lenes 5 gode råd om oplevelser og kontakt

Her er mine råd til dig, der vil skabe god kontakt til din demensramte pårørende og prøve at give en oplevelse.

1. Man kan godt prøve forskellige ting af: Jeg har haft hund med, og har også haft guitar med for at spille og synge for ham – det samme har andre familiemedlemmer. Med vekslende succes. Nogle gange lytter han – men ikke altid. Er det en god dag, nynner han med og prøver at synge lidt. Er det en dårlig dag, er der ingen reaktion.
2. Familien har også prøvet at medbringe forskellige ting, som kunne vække en interesse. Men det kan også virke modsat – at han bliver irriteret/vred, formentlig fordi han ikke forstår det eller ikke kan rumme det.
3. Hvis man leder efter ”aktivitets-ting”, kan man søge på nettet efter demensvenlige genstande. Man kan måske også prøve at finde nogle ting, som relaterer til personens tidligere interesser eller arbejdsliv, som for eksempel noget værktøj af en art. Men det er ikke sikkert, at det vækker genklang eller interesse overhovedet.
4. Man kan blive lidt skuffet, hvis det ikke går som ventet. Så må man bare lade guitaren stå, eller lade hunden være på græsplænen.
5. Jeg tror, man skal lade være med at bebrejde sig selv, hvis man har en dårlig oplevelse fra et besøg: Det er sygdommen, som tager over.

Først publiceret: mandag 29. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 31. januar 2024 kl. 09:10