Lene Petersen skriver klummer om sin far, demens og livet som pårørende til Faglige Seniorers nyhedsbrev

Da jeg havde en hund med, råbte min demensramte far: Forsvind

Gamle mennesker på plejehjem kan have glæde af kontakt med et varmt og blødt dyr, som man kan nusse lidt med, siges det. Men det var ingen succes, da jeg besøgte min demensramte far med en fredelig labrador.

Senest opdateret: torsdag 11. juli 2024

I sommer tog jeg en hund med på besøg hos min far på plejehjemmet. Det er en rar, fredelig og gammel labrador, som jeg har passet af og til.

Det siges jo, at gamle mennesker på plejehjem kan have glæde af kontakt med et varmt og blødt dyr, som man kan nusse lidt med.

Det var faktisk anden gang, jeg havde hunden med på plejehjemsbesøg. Første gang gik rimeligt godt, min far kiggede meget på hunden og ville give den en godbid. Han har selv haft hund og har altid elsket dyr.

Så jeg ville prøve igen.

Nu er der ingen minder tilbage

For en 6-7 år siden begyndte min far at blive dement. Han fik senere stillet diagnosen Alzheimers/vaskulær demens i kombination.

Sygdommen trådte endnu tydeligere frem, efter han i 2017 fik en hjerneblødning.

I februar 2022 flyttede han ind på et demensplejehjem.

Han er nu fyldt 84 år.

Oprindelig er han udlært blikkenslager og blev siden VVS-installatør. Han har boet i samme by og på samme egn næsten hele sit liv.

Men det har han ingen erindringer om i dag. Der er ingen minder tilbage.

Han har været gift med min mor i 60 år.

Jeg er den ældste af deres tre døtre.

Lene Petersen, 59 år. Freelancejournalist. Bor i Odense.

Hun skriver klummer om sin far, demens og livet som pårørende til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Du kan skrive til Lene på mail: journalist@lenepetersen.dk

Det var aftalt med min søster, at hun skulle hjælpe med at introducere hunden, og at jeg skulle komme ind fra havedøren.

Jeg kom lidt for tidligt, og døren var lukket. Min far gik rundt derinde, men reagerede ikke da jeg bankede på.

Er det ikke en sød hund?

Jeg satte mig ned på en havestol og ventede. En anden beboer kom gående forbi. Hunden gik forsigtigt hen mod hende, og damen standsede – måske lidt forskrækket – men klappede så hunden på hovedet.

”Er det ikke en sød hund?” spurgte jeg og tænkte på, at flere beboere måske kunne få en glad oplevelse med den venlige labrador.

Hun svarede ikke, måske hørte hun det ikke, så jeg prøvede igen:
”Synes du ikke, det er en god hund?!”

Så kiggede hun vredt på mig og mumlede noget i retning af, at nu havde hun hørt det flere gange! Og gik videre.

Nå – så faldt dét lidt til jorden; jeg grinede lidt af mig selv.

Min far: Forsvind!

Min søster ankom, hilste kærligt på min far og forsøgte at skabe en forbindelse til mig og hunden udenfor: ”Se nu dér! Hvad er det! Sikke en sød hund.” Hun åbnede døren.

Men besøget blev ingen succes.

Hunden måtte ikke komme ind! ”Gå væk for helvede!” råbte min far vredt. Så blev han også gal på mig, jeg skulle også gå: ”Forsvind!”

Jeg trak mig lidt tilbage, fik parkeret hunden i skyggen på græsplænen udenfor med en skål vand.

Nej, nej

Det lykkedes for min søster at få min far med ud på terrassen i en behagelig stol, og han nød solen.

Humøret begyndte at vende lidt, særligt da vi også serverede noget brunsviger for ham, som jeg havde med, og jeg kunne samtidig holde lidt øje med den sagesløse firbenede gæst på græsset.

Køb bog med rabat: Vores forældre blev vores børn

Pårørende trækker et stort læs af omsorg og pleje, når ældre mennesker bliver ramt af demens eller anden svækkelse.

I bogen “Vores forældre blev vores børn” fortæller Lene Petersen og 10 andre voksne børn personligt og hudløst ærligt om oplevelserne med syge og svækkede forældre.

Lene Petersen har gennem i række klummer i nyhedsbrevet fortalt om samværet med sin 84-årige far, der bor på plejehjem med en demenssygdom.

I bogen folder hun sine og andre voksne børns egne fortællinger ud i en buket af tankevækkende og rørende erfaringer med at være pårørende – og forælder for egne forældre. Og giver inspiration og svar på mange af de udfordringer, der dukker op.

Du kan købe bogen med 25 procents rabat. Normalpris: 199 kroner. Rabatpris: 149,55 kroner.

Ved køb skal du i rabatkuponkoden skrive: Faglige Seniorer

Køb bogen med med rabat her

Bogen er udgivet på Forlaget Trykværket.

Mens vi sad der, trillede en pårørende om hjørnet med en anden beboer i en kørestol. Hun fik øje på hunden – ”næh – se der!”

’”Vil I hilse på hunden?” – jeg skyndte mig at hente den.

Men nej! Manden i kørestolen ville absolut ikke røre eller se på hunden, og sagde noget uforståeligt med høj og irriteret stemme – og ”nej nej!”

Så de trillede snart videre.

Trist og skuffet

Den dag havde min søster en god kontakt med min far, mens det ikke rigtig lykkedes for mig at få forbindelse. Jeg blev kun lige tolereret.

Så jeg var der bare, vaskede gulvet på et tidspunkt, mens min søster og min far havde det godt.

Det var med en lidt trist og skuffet fornemmelse, at jeg kørte hjem igen senere på dagen med den rare hund på gulvet i bilen. Jeg havde jo håbet, at en hund ville vække noget, og kunne ikke gennemskue, hvorfor han var så gal på den. Måske forstod han ikke, hvad det var?

Man håber jo bare, at man kan gøre nogle timer lidt bedre for sin far, mor, ægtefælle eller hvem det er – få dem til at føle sig bedre tilpas.

For mig var det en dårlig dag. Men formentlig ikke for min far, for han havde det jo godt med min søster, og holdt i hånden.

Måske skal man prøve ikke at tage det personligt. Det er svært. Men der kom flere gode dage siden.

Lenes 5 gode råd om oplevelser og kontakt

Her er mine råd til dig, der vil skabe god kontakt til din demensramte pårørende og prøve at give en oplevelse.

  1. Man kan godt prøve forskellige ting af: Jeg har haft hund med, og har også haft guitar med for at spille og synge for ham – det samme har andre familiemedlemmer. Med vekslende succes. Nogle gange lytter han – men ikke altid. Er det en god dag, nynner han med og prøver at synge lidt. Er det en dårlig dag, er der ingen reaktion.
  2. Familien har også prøvet at medbringe forskellige ting, som kunne vække en interesse. Men det kan også virke modsat – at han bliver irriteret/vred, formentlig fordi han ikke forstår det eller ikke kan rumme det.
  3. Hvis man leder efter ”aktivitets-ting”, kan man søge på nettet efter demensvenlige genstande. Man kan måske også prøve at finde nogle ting, som relaterer til personens tidligere interesser eller arbejdsliv, som for eksempel noget værktøj af en art. Men det er ikke sikkert, at det vækker genklang eller interesse overhovedet.
  4. Man kan blive lidt skuffet, hvis det ikke går som ventet. Så må man bare lade guitaren stå, eller lade hunden være på græsplænen.
  5. Jeg tror, man skal lade være med at bebrejde sig selv, hvis man har en dårlig oplevelse fra et besøg: Det er sygdommen, som tager over.

Over 90.000 lever med demens

* 87.000 mennesker på 65 år eller ældre lever med demens. Og der vil komme flere i takt med, at vi bliver flere ældre. I 2035 ventes tallet at være over 134.000.

* Blandt personer på 65 år og derover, bliver der hver eneste dag registreret 20-22 nye tilfælde af demens.

* Men også yngre personer kan rammes af demens. Nogle tal siger, at cirka 4.200 personer under 65 år har en demenssygdom.

* Man regner med, at der er godt 400.000 nære pårørende (partner, søskende, børn eller børnebørn) til en person med demenssygdom.

* Demens dækker over en række sygdomme, som gradvist nedbryder hjernen. Blandt andet Alzheimers sygdom.

Kilder: Nationalt videnscenter for demens (videnscenterfordemens.dk) Alzheimerforeningen (alzheimer.dk).

Først publiceret: mandag 29. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 11. juli 2024 kl. 10:20

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.