Min demensramte far: Gid han kunne stille de samme spørgsmål om og om igen
Vi prøver at gøre min demensramte fars timer og dage så komfortable, som vi nu kan, selv om der ikke er ret meget, vi kan gøre længere.
Senest opdateret: torsdag 11. juli 2024
I begyndelsen var det virkelig mærkeligt og foruroligende at høre min far stille de samme spørgsmål om og om igen.
”Hvor er min bil? Hvor er min bil?”
For min mor – der var sammen med ham døgnet rundt – må det have været totalt enerverende og frustrerende.
For vi andre – voksne børn og anden nær familie – der kunne tage hjem til os selv igen, var det lidt lettere at tolerere i nogle timer med et overskud medbragt hjemmefra.
Også selv om bekymringerne voksede, og det gav et sug i maven.
Rollerne er byttet om
De fleste oplever nok, at deres forældre kan være vildt irriterende. Særligt når man er ung og vil gøre tingene på sin egen måde. Nu er det mig, der af og til er irriterende for mine børn.
Nu er der ingen minder tilbage
For en 6-7 år siden begyndte min far at blive dement. Han fik senere stillet diagnosen Alzheimers/vaskulær demens i kombination.
Sygdommen trådte endnu tydeligere frem, efter han i 2017 fik en hjerneblødning.
I februar 2022 flyttede han ind på et demensplejehjem.
Han er nu fyldt 84 år.
Oprindelig er han udlært blikkenslager og blev siden VVS-installatør. Han har boet i samme by og på samme egn næsten hele sit liv.
Men det har han ingen erindringer om i dag. Der er ingen minder tilbage.
Han har været gift med min mor i 60 år.
Jeg er den ældste af deres tre døtre.
Lene Petersen, 59 år. Freelancejournalist. Bor i Odense.
Hun skriver klummer om sin far, demens og livet som pårørende til Faglige Seniorers nyhedsbrev.
Du kan skrive til Lene på mail: journalist@lenepetersen.dk
Men mens min far blev ældre og begyndte at ændre sig fra almindeligt irriterende og lidt forstokket på en far-agtig måde – særligt når hans verdensbillede blev udfordret, og endnu senere begyndte at vise tegn på sygdom/demens – så ændrede alting sig i relationen.
Og da flere og flere af hans funktioner begyndte at forsvinde, og min mor efterhånden måtte vise ham billeder af os, og forgæves forsøgte at minde ham om, hvem hans egne børn er, overtog vores bekymringer og omsorg.
Rollerne er byttet om. Nu passer vi på ham.
Her er hvad jeg ville ønske
I dag ville jeg ønske, at han ville stille de samme spørgsmål om og om igen. Det ville i det mindste være en form for samtale.
I dag ville jeg ønske, at han sad og fortalte de samme fjollede og forvanskede historier om og om igen, som vi har lagt øre til gennem årene. I det mindste ville han sige noget, som vi kunne forstå og grine høfligt af.
Jeg ville ønske, at han sagde ét eller andet til mig. Bare et eller andet, også selv om det var noget dumt. For så ville han i det mindste vide, hvem jeg er – og bare henvende sig.
I dag ville jeg ønske, at han sad og smaskede, når han fik mad, han godt kunne lide. I det mindste kunne han spise selv, og vi kunne hygge os om et måltid.
Og jeg ville ønske, at vi kunne gå de små ture rundt om bygningerne på plejehjemmets udearealer og måske kigge lidt på en hæk med et skær af lysegrønne blade eller et næsten usynligt spindelvæv fra en tagrende. Det ville jeg nyde rigtig meget, for så kunne vi trods alt gå arm i arm og få lidt nærhed og lidt frisk luft samtidig.
Køb bog med rabat: Vores forældre blev vores børn
Pårørende trækker et stort læs af omsorg og pleje, når ældre mennesker bliver ramt af demens eller anden svækkelse.
I bogen “Vores forældre blev vores børn” fortæller Lene Petersen og 10 andre voksne børn personligt og hudløst ærligt om oplevelserne med syge og svækkede forældre.
Lene Petersen har gennem i række klummer i nyhedsbrevet fortalt om samværet med sin 84-årige far, der bor på plejehjem med en demenssygdom.
I bogen folder hun sine og andre voksne børns egne fortællinger ud i en buket af tankevækkende og rørende erfaringer med at være pårørende – og forælder for egne forældre. Og giver inspiration og svar på mange af de udfordringer, der dukker op.
Du kan købe bogen med 25 procents rabat. Normalpris: 199 kroner. Rabatpris: 149,55 kroner.
Ved køb skal du i rabatkuponkoden skrive: Faglige Seniorer
Bogen er udgivet på Forlaget Trykværket.
I dag ville jeg også ønske, at han sad og brummede som en gammel bjørn, og mærke at det var et udtryk for velbehag og tilfredshed. I det mindste var det sådan, vi tænkte.
Nu er vi mere i tvivl.
Ingen fortrydelsesret
Der er ingen fortrydelsesret. Og jeg har heller ingen fortrydelse, for vi har været bevidste om, at tiden er afmålt.
Vi har lyttet til hans fjollede, gentagne historier og utallige enslydende spørgsmål om bilen, og håndteret dem så godt vi kunne. Vi har gået de mange ture igen og igen på plejehjemmets udeområder og var med til at aktivere ham lidt.
I dag prøver vi stadig at gøre hans timer og dage så komfortable, som vi nu kan, selv om der ikke er ret meget, vi kan gøre længere.
Man kan ikke skrue tiden tilbage.
3 refleksioner
1 Der er ikke noget positivt overhovedet ved en demens-sygdom, som kun bliver værre. På en eller anden måde skal man holde ud at være i det, og sætte pris på de timer, man har sammen.
Måske kan man tænke: ”Lige nu er det godt!” Lad os nyde en god time – hvis det er en god time.
2 Frustrationer, sorg eller bekymringer må ikke gå ud over den, som er blevet ramt af demens. Så må man søge hjælp. Enten til sig selv eller sin nære, der er blevet syg.
Er man ægtefælle, må man komme lidt ud/hjemmefra og være sammen med andre mennesker, og også søge hjælp til den demensramte. For eksempel et dagtilbud eller ledsageordning.
3 Som pårørende til en demensramt, tænker man nok en del både på fortiden, og på hvad der kommer til at ske. Hvad er sygdommens næste skridt? Desværre er der ingen manual til pårørende.
Man lærer noget hen ad vejen, og må tilgive sig selv for de ting, man i bakspejlet kan se, at man kunne have håndteret bedre.
Lenes klummer om livet med demens
Du kan læse Lene Petersens tidligere klummer om sin far, demens og livet som pårørende.
Demens: Du er ikke den eneste pårørende
Min demensramte far: Gid han kunne stille de samme spørgsmål om og om igen
Min demensramte far: Hjælpen kan kun komme for sent
Opdager min far, at det er mig, der er på besøg hos ham på plejehjemmet?
Min demensramte far: Et kram med masser af omsorg
Min demensramte far: Som at passe et barn du ikke kender
Da jeg havde en hund med, råbte min demensramte far: Forsvind
Mad til demensramt far: Hvad skal jeg dog finde på til dig?
Min demensramte far: Glædelig jul på plejehjemmet
Min demensramte far: Om ikke andet kan vi fløjte sammen
Død eller levende: Hvem kan dømme andres livskvalitet?
Min demensramte far: Bare de også ser et menneske
Min demensramte far: Nej, han kan ikke kende mig
Min demensramte far sad i nattøj og med strithår: Skal jeg tage en konflikt?
Over 90.000 lever med demens
* 87.000 mennesker på 65 år eller ældre lever med demens. Og der vil komme flere i takt med, at vi bliver flere ældre. I 2035 ventes tallet at være over 134.000.
* Blandt personer på 65 år og derover, bliver der hver eneste dag registreret 20-22 nye tilfælde af demens.
* Men også yngre personer kan rammes af demens. Nogle tal siger, at cirka 4.200 personer under 65 år har en demenssygdom.
* Man regner med, at der er godt 400.000 nære pårørende (partner, søskende, børn eller børnebørn) til en person med demenssygdom.
* Demens dækker over en række sygdomme, som gradvist nedbryder hjernen. Blandt andet Alzheimers sygdom.
Kilder: Nationalt videnscenter for demens (videnscenterfordemens.dk) Alzheimerforeningen (alzheimer.dk).
Først publiceret: mandag 17. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 11. juli 2024 kl. 10:13