Min demensramte far: Bare de også ser et menneske

Gabet mellem det menneske – min far – som sidder på plejehjemmet og efterhånden er svært påvirket af demens, og til det menneske som jeg voksede op med som datter, kan virke enormt.

Hvor er det menneske, den personlighed, den karakter?

En solid og dygtig håndværker. Altid hjælpsom overfor familie og naboer. Chef og kompagnon i eget firma.

Arbejdsom.

Ferm til at lave noget med sine hænder. Også mindre, pyntelige genstande som sølvsmykker.

Glad for fodbold og boksning.

Et kærligt familiemenneske, som kerede sig om sin egen far, der blev meget gammel. Involveret i børn og svigerbørn. Allermest glad for sine børnebørn.

Ordentlig og pæn, gerne med skjorte og jakke, hvis han skulle ud.

Optrådte altid høfligt. Aldrig vulgær. Kunne tale med alle, hvis han ville.

Brug for hjælp til alting

Sådan var det menneske engang, som i dag har svært ved at mestre selv de mest enkle opgaver i opretholdelsen af en tilværelse.

I dag har han brug for hjælp til alting og ingenting på demensplejehjemmet.

Nogle gange kan man tænke: Gid personalet havde kendt ham, som han var engang. Set dét menneske han var før.

Ser de kun opgaven? En mand der skal have omfattende hjælp?

Professionelle at spare med

Efter et stykke tid på stedet blev vi tilbudt en pårørendesamtale med personalet om, hvordan det går.

Personalet mener, det går som forventet. De ting, vi undrer os over, er der gode forklaringer på. Det er rart, at der nu også er en professionalisme at sparre med; fagpersoner som kan hjælpe os til at forstå.

Og så går det op for os, at de også ser ham.

De har lagt mærke til, at han er høflig og venlig. De kan godt mærke, at han godt kan lide at være pænt klædt på og ren i tøjet.

Og han har humor, siger de. Ja! Vi smiler.

Når han er rastløs og gerne vil ”arbejde”, hjælper han nogle gange med at skrælle kartofler. Eller feje gulvet. De finder små opgaver, hvor han kan være med.

Langsomt kan vi sænke skuldrene lidt.

Anet et tidligere liv

En gang imellem står der en ekstra kaffekop på hans sofabord. Eller en lille skål med småkager. Hans fotobøger med mange billeder af ham selv og familien ligger fremme og opslået ved siden af. Særligt en lille huske- og mindebog med et kik ind i fortiden.

Kaffekopperne er sporene efter, at en af de ansatte har siddet sammen med ham og kigget i bogen, og drukket en kop kaffe, og måske også anet det tidligere levede liv.

Man håber bare, de ser et menneske.

Det tror jeg, de gør.

Lenes 5 gode råd om at bygge bro til fortiden

For os var det rart at prøve at give personalet på min fars plejehjem et indtryk af, hvem han er – og var. Her er nogle gode råd.

1. Giv aktuel info

Personalet er sikkert interesseret i at få aktuelle informationer, når din far/mor eller mand/kone flytter ind. Det kan være om spisevaner, sovevaner og meget andet.

2. Fortæl om den demensramte

Som pårørende kan man hjælpe personalet med at kende den person, der skal bo der. Fortælle hvad personen kan lide og ikke lide.

3. Lav en fotobog

En fotobog – eller bare et klassisk fotoalbum – med billeder af personen selv og familien kan også være god. Husk navn og relation, som kan gøre det lettere for andre at kigge og tale om billederne.

Måske kan der også være billeder af et sted, man har boet i mange år. Eller måske fra en arbejdsplads.

4. Værktøj og genstande

Nogen kan måske også glæde af at have nogle genstande, som betyder noget. Min far har sine svendestykker stående i vindueskarmen. Det kan måske også være et bestemt stykke værktøj.

5. Billeder på væggen

Billeder af familien på væggen er også med til at fortælle en historie om, at her bor et menneske, der også har en familie.

 

Først publiceret: torsdag 3. august 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 11. december 2023 kl. 21:04