Død eller levende: Hvem kan dømme andres livskvalitet?

Livskvalitet. Hvad er det? For nogen er det måske at gå en tur i skoven, lege med sine børn, have et arbejde man er glad for, gå til koncerter, læse den skønneste bog eller se på stor kunst.

Men måske kan det også være at spise flæskesteg med sovs, gå en kort tur i solskin med sin kone under armen, snakke lidt med en rar og venlig sygeplejerske eller social- og sundhedshjælper?

Nogle gange siger folk, at de hellere vil falde om og dø af en blodprop, end at “sidde og rådne op på et plejehjem”. Eller bliver en “grøntsag”.

Livets værdi og kvalitet er næppe det samme for alle, og måske heller ikke for ung som for gammel.

Måske skifter vores eget perspektiv med de vilkår, vi får. Man er glad for at gå. Men vil man foretrække at dø, hvis man pludselig ikke kan gå – eller kan livet være godt alligevel?

Måske bliver dét, som man ikke kan forestille sig som ung og frisk, pludselig alligevel mere tillokkende eller i det mindste acceptabelt, når man bliver ældre.

Var det bedre han var død?

Som pårørende er det svært at se sin tidligere så stærke far blive ramt af demens og blive tynd, syg og skrøbelig. Det kræver noget at være pårørende og lære at være sammen på en ny måde. Det koster mange bekymringer, og også sorg før døden.

Men var det da bedre, at han var død for fem-seks år siden, før han for alvor blev dement? For ham selv – hvem ved. Men det var det vel ikke for os som pårørende.

For oplever man ikke sorgen og bekymringerne ved følge sine forældre, mens de bliver gamle, sårbare og måske også syge, har man jo mistet dem tidligt.

En gave at give omsorg

Måske kan det også være en gave at få lov at give noget omsorg, kærlighed og tid til sine gamle og skrøbelige forældre.

Også selv om omsorgen på et tidspunkt bliver en ensrettet gade.

Men når man lokker et lille smil frem ved at synge en sang, eller hører et velbehageligt “ah” på en lille gåtur i solskinnet, så føles det alligevel, som om det er noget værd.

Samværet hjælper

Lige under overfladen ligger smerten på lur. Det der hjælper, er samværet og at være flere om at dele alle bekymringerne.

Havde vi bare kunnet tage ud og se lidt på vandet sammen. Eller bare tale sammen. Det ville have været guld.

Nu nøjes vi med at være i samme stue, måske holde i hånd, måske gå en lille bitte tur og vide, at nu blev den time lidt bedre. For os begge to, håber jeg.

Lenes 6 gode råd om demens og livskvalitet

1. Det kan være svært at se, hvad livskvaliteten er for et menneske, når demensen er blevet meget dominerende.

2. Men når erindringerne forsvinder, og man ikke kan tale om fælles minder eller historier fra ungdommen, handler det om at være mere i det nu, der er. Nu’et.

3. For det første om at være fysisk veltilpas – ikke sulten/tørstig, have det behageligt, ingen smerter.  Det kan man være opmærksom på.

4. Desuden holder vi øje med min fars signaler – ser han interesseret ud? Glad? Er der noget, som fanger ham? Mere af det, der fænger an.

5. Det han synes om nogle dage, dur ikke andre dage. En dag vil han gerne stryges over håret – en anden dag siger han pludselig: Lad vær, for fanden!

6. Husk at de ting, der er livskvalitet for os selv, måske er noget helt andet for en svækket person. Jeg tror ikke, man skal måle det ud fra sine egne standarder.

Dem, der siger, at man skal leve i nu’et, ved ikke hvad de snakker om. Ikke før de har været sammen med et menneske med svær demens, som kun kan være i nu’et.

Det skal man ikke ønske sig!

 

Først publiceret: mandag 11. september 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 8. april 2024 kl. 11:13