Min demensramte far: Et kram med masser af omsorg

Min mor og jeg forlader min fars lejlighed på demensplejehjemmet. Han sover, og vi har været her nogle timer.

Nu vil vi videre, går hen ad gangen og rundt om hjørnet, hvor beboernes fælles opholdsområder ligger.

Her overværer vi et tæt, varmt og langt kram mellem en medarbejder og en beboer.

Vi standser op for ikke at forstyrre øjeblikket af nærhed, mens de hviler med armene om hinanden, og så slipper de og står nogle sekunder længere med panderne mod hinanden.

Giver noget af sig selv

Medarbejderen har ryggen til os og vender først rundt og kigger vores vej, da vi går videre, vinker farvel, ”hej vi ses!”, og smutter ud gennem hoveddøren.

Det var et lille dagligdags vidnesbyrd om, at der ér medarbejdere i ældreplejen og på plejehjemmene, som ikke bare mader, vasker, skifter sengetøj og så videre.

Men som også giver personlig omsorg og tryghed. Og giver noget af sig selv.

Om beboeren havde brug for trøst, opmuntring eller bare menneskeligt nærvær fremgik ikke. Men vi så jo, at hun smilte stort, og de sagde et eller andet til hinanden bagefter.

Et frygteligt ord

Instinktivt forstår jeg godt udtrykket ”forråelse”, som man har hørt om i medierne, i forbindelse med de sørgelige sager om gamle mennesker, som blev dårligt behandlet. Et frygteligt ord egentlig.

Denne her lille oplevelse viste det stik modsatte.

Det gør mig også usigelig glad, når en af medarbejderne sætter sig på hug foran min far, får øjenkontakt, klapper ham lidt på knæet eller tager ham i hånden.

De små og gode oplevelser

Samme dag – mens vi stadig var hos min far – kom en af de ansatte ind. Pludselig ville han op og stå, og medarbejderen hjalp til. Så ville han gå, ud ad sin dør. Medarbejderen havde ham under armen og gik med.

Skal vi ikke overtage?

Nej, hun kunne godt lige gå lidt med ham. Og så gik de en lille tur op og ned ad gangen, småsnakkende, inden hun kom og afleverede ham igen.

De små, gode oplevelser giver et håb om og en tro på, at der er overskud til omsorg på plejehjemmet, også når vi ikke er der.

Støttende overfor personalet

For i virkeligheden ønsker man vel først og fremmest, at medarbejderne er venlige og gode ved sin gamle demensramte far.

Jeg håber, at den rare medarbejder vil tage om min far og give ham et lige så stort kram en dag, hvis han har brug for det.

Måske kan vi, som er pårørende, gøre vores bidrag til det, ved at være støttende, venlige, åbne, imødekommende og rare – overfor personalet.

Har de ikke fortjent det?

Lenes 4 gode råd

Her Lenes gode råd om hvordan vi kan bidrage som pårørende

1 Som pårørende kan vi vælge at være venlige, forstående og støttende. Det må være rart for personalet at blive mødt af imødekommende pårørende, måske med en glad bemærkning.

2 Nogle gange kan der være ting, som er svære at forstå. Hvorfor går min far ud om natten for eksempel? Men man kan jo spørge og tale roligt om det. Det behøver ikke være en konflikt overhovedet. Måske findes der løsninger på det. For eksempel har min far fået en (lydløs) alarm på sin havedør.

3 Efterhånden som sygdommen skrider frem, kan man føle sig frustreret og ked af det. Men det er jo ikke personalets skyld. Måske kan de endda hjælpe lidt med det, hvis de har tid.

4 En god og tryg kontakt med personalet kan redde meget. Man kan selv bidrage, for eksempel ved at spørge lidt ind til medarbejderen selv. Vi skal måske også vise, at vi sætter pris på de mennesker, som hjælper os ved at tage sig kærligt af vores kære.

Først publiceret: mandag 25. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 25. marts 2024 kl. 16:06