Vil du tage din pension med til frankrig, skal du fremover kun betale skat ét sted.

Slut med dobbelt skat af danske pensioner i Frankrig

Ny aftale mellem Danmark og Frankrig, sætter en stopper for dobbeltbeskatning af danske pensionister i Frankrig.

Senest opdateret: mandag 27. juni 2022

Drømmer du om at tilbringe din pensionisttilværelse i Frankrig? Så kan du måske godt finde champagnen frem, men du skal ikke regne med at slippe med den lavere franske skat.

Hidtil har danske pensionister skulle betale dobbelt skat, hvis de slog sig ned i Frankrig. Sådan har det været, siden en tidligere dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig blev opsagt af Danmark i 2008. Det skete, fordi det kun var Frankrig, der kunne beskatte pensioner udbetalt fra Danmark, selvom pensionerne ved indbetaling var finansieret af den danske stat gennem skattefradrag.

Nu er der indgået en ny aftale, som betyder, at danske pensioner udbetalt til pensionister, der bor i Frankrig fremover beskattes i Danmark.
Til gengæld tages der højde for den skat, der betales af pensionen i Frankrig ved opgørelsen af den danske skat.
Skattesatsen er lavere i Frankrig end i Danmark, og det skønnes, at Danmark kan beholde en væsentlig andel af skatten fra pensionsudbetalingerne.

Aftalen skal samtidig sikre, at det ikke vil være en skattemæssig fordel at flytte til Frankrig med sin pension, da pensionen fortsat vil blive beskattet i Danmark.

”Det glæder mig meget, at vi nu har fået en solid og retfærdig aftale på plads, så danske pensionister, der er bosiddende i Frankrig, ikke dobbeltbeskattes af deres pension”, siger skatteminister Jeppe Bruus.

De nye regler forventes at træde i kraft fra 1. januar 2023, oplyser Skatteministeriet.

 

Først publiceret: tirsdag 22. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. juni 2022 kl. 09:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.