Monica Krog-Meyer: Op på cyklen, vind i håret og derudaf

Vi er midt i en cykel-lovestorm.

Sommerens kæmpesucces med Tour de France-start i Danmark, hele feltet hen over Storebæltsbroen, og sandelig som i et eventyr stod der en dansker på podiet til slut.

Sikke en pragtpræstation – og  kvinderne rundt på de franske landeveje. Allerede på 3. dag var der dansk etapesejr.

Også på hverdagsplan er vi mange, der synger med på Poul Kjøllers gamle børnesang:

”Jeg er så glad for min cykel.

Den får mig hurtigt rundt omkring.

Og det er fordi på en cykel,

går det let som ingenting.”

Hvor længe kan man cykle?

Jeg cykler hen ad cykelstien, holder for rødt. En jævnaldrende kvinde med lang nederdel og sandaler går over fodgængerovergangen, iført en meget smuk broderet bluse. Da hun er ud for mig, roser jeg hendes bluse, og vi falder i snak.

Hun ser misundeligt på min cykel og siger:

”Åh hvor ville jeg ønske, at det var mig. Jeg tør ikke længere køre på cykel!”

Jeg var helt forundret. Hun så frisk og adræt ud, som hun kom gående. Hvorfor tør hun ikke cykle længere? Jeg spurgte, hvor gammel hun var. Midt i 60’erne. Gisp, meget yngre end mig.

Hun ramte noget i mig, for tanken har selvfølgelig meldt sig: Hvor længe kan man cykle? Hvor længe er det forsvarligt?

Min reaktionsevne er stadig i orden. Synsfeltet i siderne er blevet indsnævret, bare en anelse, men ellers kører det bare derudaf.

Kommer der en dag, hvor man simpelthen ikke tør? Eller hvor ens familie siger: STOP! Vi vil ikke have det?

El-cykel er løsningen

Én ting ved jeg: Det er ikke nu, jeg stopper. At sidde på min cykel, få vind i håret og følge årstidernes skiften, mens jeg blidt ruller gennem landskabet, er den ypperste frihedsfornemmelse.

Især efter at jeg i 2014 med begejstring ændrede mit liv til at køre på el-cykel.

”Det er ge-ni-alt, det dér!”, som Sven Gehrs sagde i en fodboldkamp.

Det gælder også for el-cykler. Tak for den opfindelse. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville magte at komme så meget rundt på en almindelig cykel.

Jeg ville ikke være så ambitiøs, afstandsmæssigt, og jeg ville nå frem til diverse aftaler fuldstændig badet i sved efter anstrengelserne, modsat nu, hvor jeg springer af cyklen og bare går i gang med det, jeg kom for.

Standardbemærkning: ”Nå du kører på el! Det er jo snyd!”

Nej, min ven, der er ikke noget snyd der. Og så er det mere bæredygtigt, end hvis jeg kører bil. Lidt strøm fra cyklens batteri, det er alt.

Ingen snyd her

Nå, du mener, at jeg snyder motionsmæssigt? Også her må jeg melde hus forbi.

Jeg var med i et forsøg i kommunen dengang i 2014. Blev målt og vejet både før og efter de 3 måneder, jeg lånte en el-cykel. Kroppens fedtprocent faldt betragteligt undervejs, og jeg fik mere muskelmasse.

Så ingen snyd der: man kommer i bedre form på en el-cykel, end hvis man ikke cykler.

Fidusen er, at jeg får et blidt skub på vejen – og sandheden er, at ellers ville jeg ikke orke det. Jeg ville tage bilen, toget eller bussen.

Så der ser I mig, med 25 km i timen, bevæge mig rundt. Det er nemlig lovbestemt max-hastisghed, forsikringsmæssigt, for at man må kalde det en cykel.

I arbejdslivet cyklede jeg 12 kilometer hver vej. Det tog cirka 40 minutter, og når jeg var kommet hjem, var hjernen luftet og kroppen motioneret.

Der er 10 kilometer til Kongens Nytorv fra, hvor jeg bor, og jeg foretrækker at bruge cyklen frem og tilbage. Jeg suser forbi alle dem, der sidder i bilkøerne. Det føles godt.

Altid med cykelhjelm!

Glad og fri. Jeg tager bestik af trafikken, placerer mig til højre på cykelstien og holder øje med både biler og de andre cyklister. Der er idioter nok.

Dem der cykler med mobilen i hånden for eksempel. Indimellem råber jeg: ”Ved du godt, at det koster 1.500 kroner i bøde, det der?”

Andre cykler med så meget lyd i ørerne, at de ikke kan høre, når jeg ringer med klokken.

Turisterne kører helt utrænet og vakkelvornt på vejene.

Helt tosset er det, når en cyklist har hjelmen hængende på styret, mens de cykler. DET smerter mig at se.

I 2019 blev jeg kørt ned af en skraldevogn – på cykelstien! Jeg klarede mig uden voldsomme brud, men med skrammer, sår og blå mærker, selvfølgelig. Og hjernerystelse.

Uden cykelhjelmen var jeg her ikke i dag.

Jeg besluttede mig for, at det ikke måtte stoppe min glæde ved at cykle. Det skulle ikke bremse min frihed. Op på cyklen igen.

Og i denne sommer var det min mands tur. Han ved ikke hvordan, men måske ramte han en kantsten. Samme resultat.

Også han skylder sit liv til cykelhjelmen. Han er oppe i sadlen igen, men cykler lidt langsommere, tænker meget over det, er stadig lidt utryg.

Cykling uden alder

Vi bliver mindet om, at der kommer en dag, hvor vi ikke kan deltage i cyklisternes frihedsfølelse. Foreløbig er det ikke nu.

Og når det er, så er der håb om at få et glimt af den frihed, alligevel.

Forleden hørte jeg ”Nattevagten” på Radio 4. De laver et sammendrag, som man kan lytte til som podcast, når det passer. Mads Nygaard var vært, og det handlede om cykler.

En lytter ringede ind om et vidunderligt initiativ: ”Cykling uden alder”. Et projekt med mottoet ”Vi har alle ret til vind i håret”.

Det er nogle plejehjem, der søger finansiering til rickshaw-cykler, så lidt yngre familiemedlemmer kan tage deres gamle med ud på en dejlig cykeltur. Så de kan få frisk luft og vind i håret.

Sikke et smukt initiativ.

Først publiceret: torsdag 28. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:43