En opvækst i et hjem med alkohol og vold har sat ar i nu 62-årige Jimmy Gørtz gennem hele livet. Nu har han udgivet en digtsamling om barndommens rædsler.

Vind bogen: 62-årige Jimmys digte fra dæmonernes verden

Jimmy Gørtz voksede op med en dybt alkoholiseret far og daglige tæsk. De mange uheldbredelige ar på sjælen har fulgt ham gennem livet, men ved at skrive digte lindrede han smerten. Nu kan du vinde digtsamlingen om barndommens rædsler.

Senest opdateret: tirsdag 22. november 2022

Opvæksten i 1960’erne med en dybt alkoholiseret og voldelig far i hjemmet i Rødovre, en mor der forlod ham og broren, da han kun var otte år, og en skole, familielæge og et kommunalt system, der vendte det blinde øje til – det lever fortsat i Jimmy Gørtz her mange år efter.

Den nu 62-årige Jimmy har gennem livet kæmpet med de mange ar på sjælen fra barndommens grusomheder. Og som voksen har han måtte kæmpe med dem.

Oftest bag en lukket dør. Alene.

“Nogle bruger alkohol til at dæmpe dæmonerne. Andre ryger hash eller tager stoffer. Jeg skriver digte. Det er mit rusmiddel, når minderne og barndommens rædsler banker på,” fortæller han, der i en sen alder netop har udgivet sin første digtsamling.

Den har fået titlen “Nogen gange så gemmer jeg mig”.

I 2019 udgav Jimmy Gørtz sin biografi “Det er bag masken, at sandheden gemmer sig”. Her havde han opdelt kapitlerne i bogen med nogle af sine egne digte.

Nu har han samlet 101 af sine digte i digtsamlingen.

“Digtene går dybere ind; det er på en måde så tæt som man kan komme de følelser, jeg oplevede som barn. Det har været min terapi; en måde at få afledt de voldsomme følelser og minder fra dengang. Det, der ligger så dybt i mig,” fortæller Jimmy Gørtz.

”Min far var ekstrem voldelig. Han slog mig bevidstløs den ene gang efter den anden. Han kunne komme ind på mit og min lillebrors værelse om natten, når han var pissefuld, fordi han ville snakke. Og hvis jeg ikke kunne holde mig vågen, så fik jeg en røvfuld. Jeg skulle hele tiden stille op, og det var bare om at være der. Ellers kunne det gå ud over min lillebror.”

Det var først, da han som 15-årig tog et opgør med sin far og slog igen, for at forsvare sin lillebror, at volden stoppede.

Donorerer til udsatte børn

Trods opvæksten kom Jimmy Gørtz i lære som flymekaniker i SAS. Her gjorde han karriere i forskellige chefstillinger. I dag er han sikkerhedsleder i Banedanmark.

Jimmy Gørtz holder foredrag om sin opvækst. Indtægterne herfra og fra digtsamlingen går til Røde Kors familienetværk, Danske Hospitalsklovne og Broen – Herlev og Julegaveregn.

Digtsamlingen “Nogen gange gemmer jeg mig” er på 160 sider med billeder og koster 179,95 kroner. Bogen kan købes her.

Ønsker du at høre Jimmy Gørtz til et foredrag, kan du bede din seniorklub eller Faglige Seniorer i din kommune arrangere det. Se mere her.

(Artiklen fortsætter efter videoen)

Se og hør Jimmy Gørtz læse op fra digtsamlingen

Vind digtsamlingen

Sammen med Jimmy Gørtz udlodder Faglige Seniorer to eksemplarer af digtsamlingen.

Vindere er Poul Nielsen, Aalborg og Marianne Stallbohm, Assens.

 

 

 

 

 

 

 

 

Først publiceret: mandag 14. november 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. november 2022 kl. 08:49

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.