"Ingen skal kunne parkeres på et hospital med store smerter og uden mulighed for at kunne komme hjem. Det kan vi ikke byde vores borgere," siger Karina Adsbøl fra Danmarkdemokraterne. Foto: Lone Hald.

Raser over ministersvar om flextrafik: 80-årig strandede på sygehus

Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne er ikke tilfreds med svar fra minister i sag, hvor forslået og gangsbesværet 80-årig ikke kunne blive fragtet hjem med flextrafik fra hospitalet, fordi hun bor i en anden region.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

Det er stadig en politisk varm kartoffel, at nu 80-årige Gudrun Hansen i foråret blev afvist af flextrafik, da hun efter behandling for et voldsomt fald under en pensionistudflugt i en naturpark skulle hjem til Esbjerg efter at være udskrevet fra sygehuset i Gødstrup.

Det kunne ikke lade sig gøre. Årsag: Sygehuset ligger ved Herning i Region Midtjylland. Og Esbjerg ligger i Region Syddanmark. Og flextrafik har ikke personkørsel  mellem regionerne, når der er tale om “imidlertididigt ophold”.

Hvorfor det er tilfældet, har Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraternne bedt transportminister Thomas Danielsen (M)  om at svare på i Folketingets Transportudvalg.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

Men på trods af at ministerien har været næsten tre måneder undervejs, er Karina Adsbøl ikke tilfreds med det svar, hun har fået.

”For Danmarksdemokraterne er det helt afgørende, at borgere ikke fremover oplever den situation, som Gudrun oplevede, hvor man parkeres på et hospital med store smerter og uden mulighed for at kunne komme hjem. Det kan vi ikke byde vores borgere,” siger Karina Adsbøl til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

“Derfor er vi også ærgerlige over, at ministeren ikke svarer på de spørgsmål, vi har stillet om, hvad det vil koste at få rettet op på tingene, så borgerne ikke ender som kastebolde i et systemet, men oplever at modtage den rette hjælp og støtte, når de har behov for det. Derfor har vi fulgt op med en række nye spørgsmål med henblik på at få ministeren i tale,” siger hun.

 

Ministerens svar

Sagen blev omtalt i Faglige Seniorers nyhedbsrev i juni og efterfølgende bad Karina Adsbøl transportministeren oplyse, om “det er korrekt, at flextrafik ikke kører persontransport på tværs af regionerne, og man derfor ikke kan benytte flextrafik, hvis man som borger f.eks. kommer til skade i Region Midtjylland og efterfølgende får brug for befordring fra skadestuen ved Regionshospitalet Gødstrup til ens bopæl, hvis den f.eks. er beliggende i Esbjerg og dermed i Region Syddanmark?”

Nu skal sundhedsministeren svare

Det bliver nu indenrigs- og sundshedsminister Sophie Løhde (V), der skal svare på spørgsmål fra Danmarksdemokraternes Karina Adsbøl om sagen fra Gødstrup Sygehus, hvor 80-årig forslået og gangbesværet kvinde ikke kunne kom hjem til Esbjerg med flextrafik efter endt behandling.

Karina Adsbøl har stillet følgende spørgsmål til ministeren i Folketingets Sundshedsudvalg.

Sundhedsudvalget, spørgsmål 672:

Ministeren bedes redegøre for, om ministeren finder reglerne rimelige, jf. artiklen ”Mareridt med flextrafik: 79-årig strandet på sygehus efter ulykke”, Faglige Seniorer, 7. juni 2023. Herudover bedes ministeren redegøre for, om ministeren vil ændre reglerne, så patienter kan få kørsel til bopæl og ikke kun til midlertidig opholdssted, jf. svar på TRU, alm. del - spm. 268.

Sundhedsudvalget, spørgsmål 673:

Ministeren bedes redegøre for omkostningerne ved at udvide ordningerne for befordring således, at man kan få vederlagsfri transport til bopælen med Flextrafik eller en tilsvarende ordning, hvis man har modtaget vederlagsfri behandling efter sundhedsloven og i øvrigt er i en tilstand, der udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge.

Ministeren bedes i sit svar forholde sig til, hvilke regler der spænder ben for, at borgeren, som beskrives i Faglige Seniorers artikel ”Mareridt med flextrafik: 79-årig strandet på sygehus efter ulykke” fra 7. juni 2023, ikke kunne blive kørt hjem, og hvad det vil koste at udvide befordringsordningerne, så borgere i samme situation fremover kan modtage vederlagsfri befordring til bopælen.

 

Ministeren har i sit svar bedt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om hjælp til en teknisk gennemgang af reglerne, og konkludrer til sidst i sin besvarelse til Karina Adsbøl:

“I tilfælde af behov for akut behandling under et midlertidigt ophold i en anden region, kan patienten alene forlange transport tilbage til det midlertidige opholdssted, medmindre andet følger af aftaler eller traktatretlige forpligtelser.”

“Det svar, vi har fået, er der umiddelbart ikke meget interessant i,” siger Karina Adsbøl.

Hun har også spurgt transportminister Thomas Danielsen om en redegørelse for, “hvilke omkostninger der er forbundet med at indføre en ordning, hvor flextrafik skal køre persontransport på tværs af regionerne for de personer, der i forvejen har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse med flextrafik?”

Dette har ministeren ikke svaret på, men henviser til den første besvarelse.

Karina Adsbøl er derfor gået videre og henvendt sig til inderigsminister- og sundhedsminister Sophie Løhde for svar (se boks).

80-årig strandet på sygehus

I den konkrete sag var nu 80-årige Gudrun Hansen – der er dårligt gående, bruger rollator og lider af knogleskørhed –  med andre pensionister på udflugt med Metal Vest Seniorklubben til Flamingo Naturpark i Vemb ved Holstebro.

Under besøget kom hun voldsomt tilskade, da hun snublede og kurede på forkroppen flere meter ned af en skrænt. Hun blev med udrykning kørt med ambulance til sygehuset i Gødstrup, men blev først undersøgt sent om aftenen efter seks timers ventetid. Hun – og hendes mand Harry – måtte derfor overnatte på hospitalet.

Først ud på eftermiddagen dagen efter kunne personalet på sygehuset – efter at have undersøgt mulighederne – oplyse Gudrun Hansen om, at hun ikke kunne benytte flextrafik – men at hun kunne blive fragtet tilbage til Flamingo Naturpark. Men ikke til Esbjerg. Det uanset at hun er visiteret til handicapkørsel med flextrafik.

Gudrun Hansen var med rundt i Flamingo Naturpark ved Holstebro, selv om hun er dårligt gående. Udflugten endte dog ulykkeligt for den 79-årige esbjergenser. Privatfoto fra udflugten.

Gudrun Hansen måtte derfor ringe til formanden for seniorklubben, der hentede hende og manden på sygehuset i Gødstrup og bragte dem de 100 kilometer hjem til Esbjerg.

Formanden Hans-Kurt Jensen har tidligere oplyst, at han frygter, at seniorklubbernens udflugter over regionsgrænserne risikerer at stoppe.

”Det vil være til skade for den indsats vi i seniorklubberne gør mod ældres ensomhed og for at få flere med i fællesskabet. Blandt andet med busture og udflugter rundt i landet. Vi kan jo ikke stå inde for at efterlade vores medlemmer i anden region, hvis de kommer til skade. Og risikere at de ikke kan komme hjem efterfølgende.”

Spørgsmål til ministeren

Karina Adsbøl havde stillet følgende spørgsmål til transportminister Thomas Danielsen. Se spørgsmål og svar her:

Transportudvalget, spørgsmål 268

Transportudvalget, spørgsmål 269

Tip Faglige Seniorers nyhedsbrev

Har du været udsat for noget lignende som Gudrun Hansen? Så skriv til redaktøren på Faglige Seniorers nyhedsbrev, Brian Pabst. Mail: bp@fagligsenior.dk

Faglige Seniorer: Regler skal ses efter

Ældreorganisationen Faglige Seniorer vil have set reglerne for flextrafik efter i sømmene.

"Hvis det forholder sig sådan, at udskrevne patienter fra et sygehus med gangbesvær eller handicap ikke kan benytte flextrafik på tværs af regionsgrænser for at komme hjem, er der noget ravruskende galt."

"Det går især ud over ældre, der ikke er mobile og hvor mange heller ikke har et netværk, der kan hjælpe. Og hvor økonomien ikke er til at tage en taxa over store afstande. De skal ikke være ofre for kassetækning i regionerne eller skøre regler," siger Mette Kindberg, landsformand for Faglige Seniorer, der med 260.000 medlemmer er Danmarks næststørste ældreorganisation.

 

 

 

Først publiceret: mandag 11. september 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:41

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.