66-årig Eigil er en af de tusinder af seniorer, der fortsætter i job - og han har ingen planer om at lægge arbejdstøjet på hylden, når han lige om lidt rammer pensionsalderen. Foto: Stefan Cavalieri.

Arbejdsgivere: Derfor skal vi gøre op med myterne om seniorer

Arbejdsgivere vil med budskabet “Lev godt, arbejd længere” sparke gang i en mere positiv snak om længden af danskernes arbejdsliv.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

“Vi er nødt til at gøre op med myterne og fokusere på, at langt arbejdsliv også kan være et godt liv, hvor virksomhederne kan drage nytte af mange års opsparet viden, og medarbejderne får mere livskvalitet af at holde sig i gang.”

Sådan lyder det fra Troels Blicher Danielsen, der er adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer det tekniske erhvervsliv.  

TEKNIQ Arbejdsgiverne sætter netop nu fokus på seniorer på arbejdsmarkedet under overskriften “Lev godt, arbejd længere”.

Her gør foreningen opmærksom på det store potentiale, der er hos midaldrende og ældre i arbejdsstyrken.

“Hvis vi som samfund skal få både varmepumper og vindmøller til at snurre i tilstrækkelig grad i fremtiden, så er vi dybt afhængige af, at flere vil fortsætte længere tid på arbejdsmarkedet. Løsningen er at fokusere mere på rammerne for, hvordan det bedst kan lade sig gøre. Bliver det gjort på den rigtige måde, kan det samtidig vise sig at være enormt givende for både den enkelte medarbejder og virksomheden, siger Troels Blicher Danielsen.

Vil gerne fortsætte

Antallet af medarbejdere over 70 år er næsten fordoblet de seneste 10 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Samtidig viser en analyse fra Faglige Seniorer, at cirka 45.000 mellem 60 og 74 år forventer at trække sig fra arbejdsmarkedet i år.

Ud af dem vil cirka 9.500 gerne fortsætte, hvis de kan få mere fleksibilitet ind i deres arbejdsliv.

Det handler blandt andet om at gå ned i tid og seniordage, men også anerkendelse og udfordrende opgaver spiller ind, ifølge undersøgelsen.  

Højere livskvalitet

Faglige Seniorers undersøgelse flugter meget godt med elementerne i en undersøgelse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har stået bag.

Her sammenligner man 67-årige – der har trukket sig fra arbejdsmarkedet – med andre 67-årige, der stadig arbejder.

“Det interessante er, at de beskæftigede oplever både bedre helbred og en højere livskvalitet i forhold til deres jævnaldrende, der er gået på pension,” lyder det.

Deres trivsel bliver omvendt presset af stramme tidsplaner og højt arbejdstempo.

“Derfor handler det i al sin enkelhed om at få de to ender til at mødes for at skabe fremtidens arbejdsmarked,” mener Troels Blicher Danielsen.

TEKNIQ Arbejdsgiverne har lavet en temaside om seniorernes betydning for arbejdsmarkedet som kan ses HER.

Først publiceret: fredag 26. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:20

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.