Det bruger seniorer sundhed.dk til
Vi bruger ofte sundhedsportalen i forbindelse med lægebesøg, og har stor tillid til, at vores sundhedsdata bliver håndteret forsvarligt.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Kendskabet til sundhed.dk er meget højt. 96 procent af danskerne kender sundhed.dk i en eller anden grad. Vi tjekker ind på siden, når vi skal til læge, eller når vi gerne vil vide mere om vores sygdom.
Det viser en undersøgelse blandt 2.000 danskere mellem 16 og 75 år, som sundhed.dk fik lavet. Her angiver hver femte, at de bruger sundhed.dk månedligt.
Undersøgelsen viser, at der er en overvægt af ældre og kronikere, der bruger de digitale sundhedsløsninger for at se deres sundhedsdata, mens de yngre bruger siden til at finde en behandler, se vaccinationer eller registrere sig som organdonorer.
Patienthåndbogen er populær
På sundhed.dk og i MinSundhed-appen er der en række digitale sundhedsløsninger. Når man logger ind med MitID kan man blandt andet se sine aftaler med sundhedsvæsenet, sine henvisninger, sine prøvesvar, sin journal fra sygehuset og sine medicinoplysninger.
De digitale sundhedsløsninger bruges ifølge undersøgelsen ofte i forbindelse med et lægebesøg.
Patienthåndbogen er den mest besøgte del af sundhed.dk. Både blandt de yngre og de ældre brugere.
Ifølge undersøgelsen bliver håndbogen især brugt, når vi gerne vil vide mere om vores egne sygdomme, eller når vi har pårørende, der har brug for hjælp til at finde informationer.
Ikke alle ved det
Mens danskerne altså godt ved, at de kan se deres sundhedsdata på sundhed.dk, er det ikke alle, der har det fulde overblik over alle mulighederne.
For eksempel er der kun 45 procent, der ved, at man på sundhed.dk kan tage stilling til organdonation og kun 29 procent ved, at man kan søge efter behandlere.
Har du spørgsmål til, hvordan du bruger sundhed.dk eller appen MinSundhed, kan du ringe til supporten på tlf. 44 22 20 80 og få hjælp.
Telefonen er åben:
- Mandag: 9.00-12.00 samt 12.30-15.00
- Tirsdag: 9.00-15.00
- Onsdag: 9.00-15.00
- Torsdag: 9.00-14.00
- Fredag: 9.00-15.00
Bruger du sundhed.dk?
Først publiceret: torsdag 23. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:04