Man kan vælge aldersopsparing uden at skulle frygte for at miste offentlige ydelser.

Overset pensionstype bliver mere attraktiv

En ny lov fjerner sten på vejen til gavn for danskernes pensionsopsparinger.

Senest opdateret: tirsdag 11. juni 2024

Pension kan på mange måder være en kompliceret størrelse, så derfor er det en god ting, hvis reglerne for indbetaling bliver mindre komplicerede.

Det er de blevet nu, efter at Folketinget 30. maj vedtog en ny lov, som ifølge privatøkonom fra PFA Camilla Schjølin Poulsen gør en ellers overset pensionstype mere attraktiv.

“Aldersopsparingen er lidt den glemte dreng i klassen, og det er ærgerligt, for den er rigtig god,” siger hun og peger på, at mange har holdt sig tilbage fra at indbetale til den, fordi der var risiko for at blive modregnet i sociale ydelser.”

Kan ikke miste ydelser

Før var det sådan, at man kunne risikere at miste indtægter som eksempelvis SU, boligstøtte og friplads i børnehaven ved at indbetale på en aldersopsparing fremfor på de andre pensionstyper som livsvarig pension og ratepension.

Det skyldes, at der ikke er skattefradrag for indbetaling på aldersopsparingen, som er tilfældet ved de andre. Dermed ender din indkomst med at være en smule højere, hvilket kan betyde at man kan miste ret til offentlige tilskud.

Men sådan er det ikke længere, og man kan derfor frit vælge aldersopsparingen til uden at skulle frygte for at miste ydelser.

Især for dem der ikke betaler topskat

Camilla Schjølin Poulsen tror, at en del danskere i højere grad kommer til at betale mere til alderspensionen.

“Jeg vil opfordre danskerne til at interessere sig for det her. Særligt dem, som ikke betaler topskat,” siger hun og understreger, at der er flere grunde til, at netop denne pensionstype er attraktiv for dem, der ikke tjener så meget.

Over 100.000 kroner

Den store gevinst ved aldersopsparingen viser sig for alvor ved pensionstidspunktet.

I og med at hverken opsparingen eller udbetalingerne modregnes i folkepensionen, kan det over et langt liv løbe op over 100.000 skattefrie kroner, lyder det fra privatøkonomen.

Derudover er der også fordele ved måden, som pensionen bliver udbetalt på.

“Når du har nået den tidligst mulige alder, kan pengene udbetales, som du vil have det. Det kan være som et pengebeløb til en bil, et sommerhus eller en ferie, men det kan også være i små bidder over en periode,” siger hun.

Du kan både oprette og indbetale til en aldersopsparing, helt frem til 20 år efter at du har nået din pensionsudbetalingsalder.

Topskat? Gør dette

Ved livsvarig pension og ratepension, som er de to andre pensionstyper, udbetales pengene månedligt.

Hvis du derimod tjener over topskattegrænsen, som i år er på cirka 588.900 kroner i årsløn efter arbejdsmarkedsbidrag, er det ikke aldersopsparingen, der bør ligge først for.

Her lyder det fra Camilla Schjølin Poulsen, at du får mere for pengene ved at udnytte de andre pensionsordninger, som giver et mere attraktivt skattefradrag på indbetalingerne.

Kort om tre pensionstyper

Kort oversigt om de tre pensionstyper:

* Aldersopsparing: Indbetalinger giver ikke skattefradrag, men man har gavn af den lave afkastskat på 15,3 procent i hele opsparingsperioden. Der må i øjeblikket indbetales op til 9100 kroner årligt, dog 58.900 kroner de sidste syv år før folkepensionsalderen.

Pengene kan udbetales som sum eller i mindre portioner. Udbetalingen er skattefri og giver ikke modregning i folkepensionens tillæg.

* Ratepension: Indbetaling giver skattefradrag. Der må i øjeblikket indbetales op til 63.100 kroner årligt. Pengene udbetales månedligt over minimum ti år og beskattes som almindelig indkomstskat.

Udbetalingen kan potentielt give modregning i folkepensionens tillæg.

* Livsvarig pension: Indbetaling giver skattefradrag, og så længe der indbetales via arbejdsgiver, er der intet loft over, hvor meget der må indbetales. Pengene udbetales månedligt, så længe man lever, og beskattes som almindelig indkomstskat.

Udbetalingen kan potentielt give modregning i folkepensionens tillæg.

Kilde: PFA.

Først publiceret: tirsdag 11. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 11. juni 2024 kl. 13:33

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.