Regelmæssig brug forebygger tandsten, huller og tandkødsbetændelse, lyder det fra Tandlægeforeningen. Men det er ekspert uenig i.

Eksperter slås om tandtråd: Virker det?

Forskning har endnu ikke bevist, at tandtråd giver sundere tænder. Tandlæge opfordrer dog alligevel til at holde fast i vanen.

Senest opdateret: tirsdag 1. april 2025

Tandtråd deler vandene, når det gælder spørgsmålet, om vanen gavner din sundhed eller ej.

Svante Twetman, der er tandlæge og professor emeritus i kariologi ved Københavns Universitet, er klar i spyttet:

“Der savnes evidens. De randomiserede kliniske studier, der er lavet, kan ikke bevise, at brugen af tandtråd har en effekt på sundheden,” siger han med henvisning til de videnskabelige lodtrækningsforsøg, der er guldstandarden inden for forskning.

Den manglende dokumentation gør, at der ifølge ham ikke er grundlag for en generel anbefaling om at bruge tandtråd. 

Kan hjælp voksne

Helt overordnet mener Svante Twetman slet ikke, at det er relevant for børn, teenagere og unge voksne at gøre andet end at børste tænderne grundigt morgen og aften.

“For voksne mellem 50 og 60 år og syge kan en interdentalbørste (mellemrumsbørste, red.) hjælpe med at holde en bedre mundhygiejne. Men det, der giver allerbedst virkning for alle, er at børste tænder morgen og aften med fluorid-tandpasta,” siger han.

Der er en effekt

Formand for Tandlægeforeningen Torben Schønwaldt mener modsat, at tandtråd er relevant for de fleste.

“Tandtråd er godt for stort set alle mennesker, som har tænder, der sidder meget tæt sammen. Så jeg er stor fortaler for tandtråd, selv om der ikke ligger nogen evidens bag det,” siger han.

Torben Schønwaldt anbefaler, at du bruger alle de remedier, der skal til, for at holde tænderne rene, fordi de så er bedre til at modstå sygdom.

“Jeg kender godt det udsagn, at der ikke er evidens. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det ikke har en effekt, og at det ikke hjælper med at fjerne bakterier, der sidder mellem tænderne og kan medføre sygdom,” lyder det fra tandlægeformanden.

Ingen mirakelkur

Professor Svante Twetman understreger, at det er op til dig selv, om du bruger tandtråd eller ej. Du må bare ikke tro, at det er en mirakelkur.

“Det kan være, at det giver en subjektiv følelse af friskhed i munden, men der kommer ikke mindre karies eller mindre tandløsning af det,” siger han.

Vælger du at bruge tandtråd, anbefaler Svante Twetman, at du får en grundig instruktion af din tandlæge i, hvordan du helt præcist bør bære dig ad.

“Tandtrådning skal ske vertikalt. Bevægelsen med tandtråden skal gå op og ned mellem tænderne og ikke henad. Der er nogle, der saver med tandtråden frem og tilbage, og det kan give traumatiske effekter på tandkødet,” siger Svante Twetman.

God tandtråd

Torben Schønwaldt tror dog ikke, at der er mange, der bruger tandtråd forkert.

“Så vil det jo gøre ondt. Det handler om at købe en god tandtråd, sørge for altid at bruge et tilpas langt stykke, og at man står foran spejlet, når man gør det, så man kan se, hvad man laver,” siger han.

Sådan bruger du tandtråd korrekt

Tandtråd er særligt velegnet, hvis du har tætsiddende tænder, da den fjerner plak og madrester, hvor tandbørsten ikke kan nå. Følg denne teknik for optimal effekt:

  1. Brug cirka 45 cm tandtråd: Vikl det meste rundt om dine pegefingre, så du har 3-5 cm at arbejde med.

  2. Før tandtråden forsigtigt ned mellem tænderne: Hold den spændt mellem tommel- og pegefingre.

  3. Rund tråden om tanden: Bevæg den blidt op og ned, også under tandkødsranden. Undgå at tvinge den ind for ikke at skade tandkødet.

  4. Brug en ren sektion for hver tand: Dette forhindrer spredning af bakterier.

  5. Fjern tråden med en rolig frem-og-tilbage bevægelse: Træk den forsigtigt væk fra tanden.

Valg af tandtråd

  • Nylontråd (floss/tape) – Fås med eller uden voks, i forskellige tykkelser.

  • Tandtrådsholder – God til bagtænder eller hvis du har svært ved at styre tråden med fingrene.

  • Mellemrumsbørster – Alternativ for personer med større tandmellemrum.

Først publiceret: torsdag 27. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 1. april 2025 kl. 14:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.