
Corona: Opdaterede vacciner beskytter stadig mod nye varianter
Et nyt dansk studie viser, at de opdaterede covid-19-vacciner fortsat giver en stærk beskyttelse mod alvorlig sygdom og død – også selvom virus hele tiden udvikler sig.
Senest opdateret: tirsdag 29. april 2025
De opdaterede mRNA-vacciner fra Pfizer-BioNTech og Moderna – som blev tilbudt i efteråret 2024 mod corona – giver en høj grad af beskyttelse mod alvorlig sygdom og død.
Det gælder også mod de nye virusvarianter KP.3.1.1 og XEC, som var mest udbredte i vintersæsonen 2024/2025, viser et nyt studie fra Statens Serum Institut (SSI).
Vaccinerne blev blandt andet tilbudt personer over 65 år og rettede sig særligt mod JN.1-varianten.
“Vi fandt, at vaccinerne gav en stærk og vedvarende beskyttelse mod covid-19-relateret indlæggelse og død i op til fire måneder efter vaccination,” fortæller Christian Holm Hansen, epidemiolog og biostatistiker ved SSI.
Høj beskyttelse i månederne efter
Studiet omfattede knap 900.000 personer over 65 år, som tidligere havde fået en primær vaccine i 2021 og en booster i 2023/2024.
Her viste resultaterne, at Pfizer-vaccinen beskyttede mod indlæggelse i 70,2 procent af tilfældene, mens Moderna-vaccinen gav en beskyttelse på 84,9 procent.
Når det gjaldt dødsfald inden for 30 dage efter smitte, var beskyttelsen 76,2 procent for Pfizer og hele 95,8 procent for Moderna.
Robust immunforsvar på trods af mutationer
Studiet undersøgte også, hvordan vaccinerne beskytter mod de nyere varianter KP.3.1.1 og XEC.
Her blev vaccineeffektiviteten mod indlæggelse målt til 71,7 procent og 76,8 procent.
“Selvom de nye varianter genetisk adskiller sig lidt fra den oprindelige JN.1-variant, ser vi stadig en robust beskyttelse mod alvorlige sygdomsforløb,” forklarer Christian Holm Hansen og fortsætter:
“Det tyder på, at vaccinerne fremkalder et bredt immunrespons, som også dækker nyere mutationer.”
Der var heller ikke tegn på, at beskyttelsen faldt markant i løbet af de fire måneder, studiet dækkede.
Små forskelle mellem vaccinerne
Selvom Moderna-vaccinen viste en lidt højere effektivitet, advarer forskerne mod at drage for bastante konklusioner.
Modtagerne af Moderna-vaccinen var nemlig en mindre og lidt anderledes gruppe, som blandt andet deltog i et forsøg med influenzavaccine og generelt var lidt yngre.
Derudover var antallet af covid-19-tilfælde blandt Moderna-vaccinerede lavt, hvilket giver større usikkerhed i tallene.
Først publiceret: tirsdag 29. april 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 29. april 2025 kl. 12:50