
Rekordløft til sundhedsvæsenet: Se hvad det betyder for ældre danskere
Det største løft til regionernes økonomi i 15 år styrker sundhedstilbuddene for ældre – fra demensudredning til høreapparater.
Senest opdateret: onsdag 28. maj 2025
Regeringen og Danske Regioner er blevet enige om en ny økonomiaftale for 2026, der ifølge Finansministeriet giver det største økonomiske løft til regionerne i 15 år.
Aftalen betyder flere penge til både drift og bygninger i sundhedsvæsenet – der også kommer ældre patienter til gavn.
Aftalen løfter regionernes driftsbudget med 2,4 milliarder kroner i 2026, og anlægsbudgettet hæves til 7,7 milliarder kroner. Det skal ifølge aftaleteksten sikre, at både sygehuse og det nære sundhedsvæsen kan følge med det stigende behov – ikke mindst fordi Danmark får stadig flere ældre borgere.
Det betyder aftalen for seniorer
Aftalen med Danske regioner betyder blandt andet dette for ældre:
* Større investeringer i behandling tættere på hjemmet
* Bedre muligheder for hurtigere demensudredning
* Kortere ventetid til høreapparater
* Flere frakturforebyggelsesprogrammer (osteoporose)
* Lettere digital adgang for ældre og pårørende
* Fokus på at sikre tilstrækkeligt personale i sundhedsvæsenet
“Vores sundhedsvæsen er noget af det vigtigste i vores velfærdssamfund, og noget som er vigtigt for alle danskere. Derfor er jeg også glad for, at denne økonomiaftale giver det største løft i 15 år til regionerne, så vi kan få et endnu stærkere sundhedsvæsen til gavn for alle danskere,” siger finansminister Nicolai Wammen (S), da aftalen blev præsenteret.
Formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S) er enig med finansministeren.
“Det er den bedste aftale i 15 år. Vi kan ikke mindes noget tidspunkt, hvor vi har haft så højt et anlægsniveau. Men det kommer også på et tidspunkt, hvor vi har brug for det,” siger han.
Styrket behandling tættere på borgerne
Sundhedsreformen begynder for alvor at blive rullet ud i de kommende år. Reformen betyder blandt andet, at regionerne overtager opgaver fra kommunerne – eksempelvis akutsygepleje, midlertidige pladser og specialiseret genoptræning.
I 2026 afsættes 325 millioner kroner til at sikre en god overgang, og regeringen lover, at reformen skal gøre det lettere for borgerne at få hjælp – også uden for sygehusene.
Sundhedsråd får central rolle
Med Sundhedsreformen får de nye sundhedsråd en central rolle i fremtidens sundhedsvæsen.
* Sundhedsrådene får ansvar for at koordinere og udvikle lokale tilbud som nærhospitaler, sundhedshuse og forebyggende indsatser. Samtidig får de mulighed for at fordele milliardinvesteringer i både nye bygninger, modernisering og teknologi, der skal styrke det nære sundhedsvæsen.
* Ifølge aftalen skal sundhedsrådene være motoren i omstillingen af sundhedsvæsenet – fra et system centreret omkring sygehuse til et mere nært og sammenhængende tilbud.
* Målet er, at flere borgere fremover kan få behandling, genoptræning og forebyggelse i deres nærområde – uden at skulle indlægges på et sygehus.
“Vi investerer massivt i sundhedsvæsenet, så borgere og patienter får den behandling, de har brug for, uanset hvor de bor,” siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Hurtigere hjælp til demens og høreapparater
Ældre med demens eller høretab kan også se frem til forbedringer.
Regeringen og regionerne er enige om at nedbringe ventetiden til både demensudredning og høreapparatbehandling.
Der afsættes 50 millioner kroner årligt til at nedbringe ventetiderne til høreapparater – blandt med digital visitation og information om muligheden for at vælge en godkendt privat høreklinik med tilskud.
Samtidig skal regionerne have skærpet fokus på at nedbringe ventetider til demensudredning, da efterspørgslen stiger i takt med, at flere bliver ældre.
Forebyggelse af knoglebrud og mere digital hjælp
Mange ældre lider af knogleskørhed uden at vide det – og får først diagnosen efter et brud. Aftalen lægger derfor op til, at frakturforebyggelsesprogrammer med fokus på osteoporose skal udbredes til flere sygehuse.
På det digitale område skal det desuden gøres lettere for borgere at give fuldmagt til pårørende og afgive samtykke digitalt – for eksempel i forbindelse med kontakt til det offentlige.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Det skal hjælpe de mange ældre, der har brug for støtte i den digitale verden.
Flere medarbejdere – også fra udlandet
Et bedre sundhedsvæsen kræver flere hænder. Derfor vil regeringen og Danske Regioner blandt andet gøre det lettere at rekruttere sundheds- og plejepersonale fra tredjelande som Indien og Filippinerne.
“I en tid, hvor vi lykkeligvis bliver ældre og flere ældre, har vi netop brug for et stærkt sundhedsvæsen. Derfor er jeg også glad for, at Danske Regioner sammen med regeringen er klar til at arbejde for, at vi har de nødvendige medarbejdere herunder international arbejdskraft,” siger ældreminister Mette Kierkgaard (M).
Hvad mener du?
Hvad er din kommentar til aftalen mellem regeringen og Danske Regioner? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Massive investeringer i sundhed
Aftalen med Danske Regioner bygger oven på en række store investeringer i sundhedsområdet, blandt andet:
* De regionale rammer til drift løftes med 2,4 milliarder kroner i 2026.
* Derudover skal regionerne nedbringe administrationsudgifterne med 0,1 milliarder kroner til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.
* Samlet løftes regionernes driftsrammer reelt med 2,3 milliarder kroner.
* Der er aftalt et ekstra loftsbelagt anlægsniveau for 2026 og 2027 på 4,2 milliarder kroner i begge år.
* Heri indgår udmøntning af sundhedsfonden for 0,6 milliarder kroner (fonden udgør samlet 22 milliarder kroner 2026-2035).
* Dertil udgør forventet afløb til kvalitetsfondsbyggerier i 2026 3,5 milliarder kroner.
* Den samlede anlægsramme i 2026 udgør 7,7 milliarder kroner. Den samlede anlægsramme for 2025 udgjorde 7,35 milliarder kroner.
* 100 millioner kroner øremærkes i 2026 til styrket beredskab.
* Etablering af en såkaldt ulighedspulje på 100 millioner kroner.
* Regionernes likviditet løftes med 1,05 milliarder kroner i 2026, og der etableres en pulje til refinansiering af regionale afdrag på 0,95 milliarder kroner i 2026.
Kilde: Finansministeriet og Ritzau.
Først publiceret: onsdag 28. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 28. maj 2025 kl. 15:59