Der er også meget at hente ved at være begyndt senere.

Så meget vinder du på sundheden ved at træne, men her falder effekten

Det er aldrig for sent at komme i gang med træning, men der er forskel på, hvor meget du får ud af det, alt efter hvornår du starter.

Senest opdateret: tirsdag 24. juni 2025

Uanset om du begynder at træne som 40-, 50- eller 70-årig, så er der noget at vinde for sundheden.

Det fortæller professor Michael Kjær fra Københavns Universitet til Berlingske. Men hvor meget du får ud af det, afhænger af alderen, du starter i.

Ifølge ham topper effekten af træning frem til midt i 60’erne – derefter begynder den at falde.

Så meget forbedres din styrke og kondition

Muskelstyrke og kondition

  • Hvis man begynder som 20-30 år: Fremgang på 20 procent
  • 30-40 år: 20 procent
  • 40-50 år: 20 procent
  • 50-65 år: 20 procent
  • 70-80 år: 6-10 procent
  • 83-93 år: 2-5 procent

Kilde: Berlingske

Selv som inaktiv i årevis kan du opnå en tydelig fremgang.

Træner du regelmæssigt med både styrke og kondition, kan du forbedre dig med op til 20 procent, hvis du er mellem 20 og 65 år.

Men herefter går det nedad: Som 70-80-årig kan du forvente 6-10 procents fremgang, og fra 83 år falder det yderligere til 2-5 procent.

Mindsker risikoen for sygdom og forlænger livet

Træning mindsker risikoen for både hjerte-kar-sygdomme, kræft og tidlig død – også selvom du først starter sent.

Et stort amerikansk studie viser, at personer, som øgede deres aktivitetsniveau i 40-61 års-alderen, reducerede risikoen for tidlig død med op til 35 procent.

Fysisk aktive lever ikke kun længere – de lever også flere år uden sygdom.

Personer, der holder sig i gang, har i gennemsnit tre færre år med sygdom i alderdommen sammenlignet med dem, der er inaktive.

Her begynder det at gå den forkerte vej

Når man rammer slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, falder kroppen naturligt i ydeevne, og det påvirker, hvor meget man får ud af træningen.

Det hænger blandt andet sammen med, at vi mister nerveceller, der styrer bevægelse, og dem kan træning ikke genskabe.

Denne træning passer bedst til din alder

Hvis du kun vil vælge én form for træning, anbefaler Michael Kjær at tænke på alderen.

Er du under 60 år, bør du fokusere på konditionstræning, da det styrker hjerte og forlænger livet.

Er du over 60, er styrketræning vigtigst, fordi det hjælper dig med at bevare evnen til at klare dagligdagens fysiske opgaver.

“Det optimale er at kombinere både styrke og kondition,” siger Michael Kjær.

Han anbefaler at træne mindst to dage om ugen – og gerne tre – for at holde gevinsten ved lige. Effekten af en træning holder typisk i to til tre dage.

Først publiceret: tirsdag 24. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 24. juni 2025 kl. 11:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.