Køb af aktier kostede pension: Det fortalte banken ikke tydeligt om

Pengeinstitutter er vilde med at rådgive om deres egne produkter, men de skal også give besked, hvis en kunde er ved at gøre noget, som kan koste i skat eller ydelser fra det offentlige. ,

Senest opdateret: tirsdag 2. december 2025

Ofte nøjes bankerne dog med at henvise til ”anden rådgivning”.

De ansatte i pengeinstitutter kalder sig tit rådgivere. Men der er store begrænsninger i, hvad de vejleder om og tager ansvar for.

Det viser en ny afgørelse i en klagesag. En kunde mistede 26.000 kroner i førtidspension, efter at have købt aktier, som gav udbytte.

Det havde Ringkjøbing Landbobank ikke advaret grundigt og detaljeret om, da banken rådgav om investeringer. Men det skulle de heller ikke have gjort, fastslår Det finansielle ankenævn – som dermed afviser kundens klage.

Se hele afgørelsen fra ankenævnet

Sådan gik det galt

Et par blev kunder i Ringkjøbing Landbobank i 2021. De købte derefter værdipapirer for nogle af deres frie midler.

I 2022 fik kvinden tilkendt førtidspension. Samtidig omlagde parret lån i huset og satte friværdien i flere værdipapirer.

Nogle af investeringerne i aktier var gode. Derfor fik kvinden udbytte på næsten 88.000 kroner i 2023.

Det førte så til, at kvinden måtte tilbagebetale over 26.000 kroner af sin førtidspension. Derefter klagede parret over bankens rådgivning.

Bare en generel advarsel

Banken havde i et referat fra et møde med parret i 2023 skrevet: ”Investering generelt kan have konsekvenser for ydelser modtaget fra det offentlige”.

Men banken havde ikke udpenslet eller  eksemplificeret, hvad følgerne kan være. De vidste ellers, at kvinden var på førtidspension.

Sådan er reglerne

Reglerne kræver, at pengeinstitutter som led i deres rådgivning skal oplyse om konsekvenserne af de skatteregler, som har betydning for kunden i forhold til bankens produkter og ydelser. Men ofte nøjes de i forhold til skat med at henvise kunden til ”anden rådgivning”.

Bestemmelserne forlanger også, at de skal give besked, hvis de bliver opmærksomme på noget, som har betydning for kundens muligheder for at modtage offentlige tilskud eller andre økonomiske goder. Men også her tyr bankerne ofte til at henvise til ”anden rådgivning” i stedet for selv at give vejledning.

Ifølge reglerne er det ok med henvisning til ”anden rådgivning”. Men det viser, hvordan bankens rådgivning har grænser.

Bankens undskyldning

Manden og kvinden i den aktuelle sag havde fordelt værdipapirerne mellem sig. Måske kunne kvinden være sluppet for modregning i førtidspension, hvis de havde placeret aktierne anderledes mellem sig.

Men her henviser Ringkjøbing Landbobank netop til, at det er noget, de efter deres egen mening ikke kan hjælpe kunderne med: ”Rådgivning vedrørende formueopdeling og -registrering relaterer sig til forhold, der generelt ligger uden for bankens rådgivningsområde, da det eventuelt kan kræve inddragelse af en advokat/juridisk ekspert.”

Dermed tvinges kunder til at købe sig til rådgivning andre steder, og det kan være dyrt.

Det skal de ikke vejlede om

Desuden henviser Ringkjøbing Landbobank til at der er sket lovændringer, som betyder, at ejerskabet af aktier kan have betydning for førtidspension. Men banken mener, det er umuligt for dem at foretage en kontrol af eller opfølgning på kunder, der måtte blive berørt af en given lovændring.

Det får de også medhold i:

”Ankenævnet finder, at banken ikke havde pligt til at rådgive om ændring af formuefordelingen mellem klageren og hans ægtefælle med henblik på at opnå højere sociale ydelser.”

Efter ankenævnets frifindelse af banken skal parret nu i gang med en ny overvejelse: Vil de sagsøge banken og indlede en sag i byretten?

Faglige Seniorers nyhedsbrev har stillet Ringkjøbing Landbobank en række spørgsmål om rådgivning, men banken meddeler, at den ikke har yderligere bemærkninger til afgørelsen fra ankenævnet.

Først publiceret: mandag 4. august 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. december 2025 kl. 09:33

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen