Regeringen fremlægger 2035-plan: Her er det, du skal vide
Tirsdag præsenterer regeringen en ny økonomisk plan skal vise, hvordan Danmark skal hænge sammen frem mod 2035.
Senest opdateret: mandag 2. marts 2026
Regeringen fremlægger tirsdag sin nye 2035-plan, som skal sætte retningen for dansk økonomi og velfærd de næste ti år. Planen ventes at handle om milliarder i økonomisk råderum, mangel på arbejdskraft og prioriteringen mellem forsvar, grøn omstilling og velfærd.
Regeringens 2035-plan bliver præsenteret på et pressemøde i Finansministeriet klokken 10.15. På pressemødet deltager finansministeren Nicolai Wammen (S), økonomiminister Stephanie Lose (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)
2035-planen er regeringens bud på, hvordan Danmark skal udvikle sig økonomisk frem mod midten af næste årti. Den afløser ikke direkte den nuværende 2030-plan, men bygger videre på de langsigtede økonomiske fremskrivninger.
Formålet er at vise, hvor mange penge staten forventer at få i råderum i de kommende år, og hvordan pengene kan bruges.
Det handler både om skatter, reformer, arbejdsmarked og finansiering af velfærden.
Flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder lægger pres på økonomien, og derfor forsøger skiftende regeringer at lave langsigtede planer.
Flere i arbejde
Et centralt tema i tidligere økonomiske planer har været arbejdsudbud – altså hvor mange der arbejder, og hvor længe de bliver på arbejdsmarkedet. Derfor forventer mange økonomer, at seniorer igen vil spille en rolle i regeringens regnestykke.
Det kan handle om incitamenter til at arbejde længere, ændringer i skattefradrag eller nye initiativer, der skal få flere seniorer til at blive i job efter pensionsalderen. Regeringen har tidligere fremhævet, at flere gode leveår giver mulighed for et længere arbejdsliv for nogle.
Forsvar og grøn omstilling
Samtidig står politikerne over for store økonomiske valg. Danmark har øget udgifterne til forsvar, og den grønne omstilling kræver investeringer. Derfor bliver spørgsmålet, hvor pengene skal findes, og hvordan velfærden skal finansieres i takt med, at der bliver flere ældre borgere.
Planen vil derfor ikke kun være en økonomisk rapport, men også et politisk signal om, hvilke områder regeringen vil prioritere frem mod næste folketingsvalg.
Grundlag for senere reformer
Selv om detaljerne først bliver kendt, når planen fremlægges, kan seniorer blive berørt på flere områder. Det gælder især arbejdsmarkedspolitik, pension, skat og den fremtidige udvikling i ældrepleje og sundhed.
Økonomiske planer som denne danner ofte grundlag for senere reformer.
Derfor kan beslutningerne i 2035-planen få betydning for både kommende pensionister og dem, der allerede er gået på pension.
Det ved vi nu
Søndag meddelte Forsvarsministeriet, at regeringen i den økonomiske plan lægger op til at bruge yderligere 3,8 milliarder kroner til Ukraine-fonden, der støtter Ukraine i krigen mod Rusland.
Regeringen vil afsætte knap 15 milliarder kroner fra 2029-2040 til kystbeskyttelse. Det præcise beløb er 14,9 milliarder kroner. Det er uvist, hvordan regeringen vil finansiere sit udspil. Det vil fremgå af regeringens økonomiske 2035-plan, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S).
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Først publiceret: mandag 23. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 2. marts 2026 kl. 15:43