Ingela Bluhm har vundet mindst 10 kg medaljer. Hun har ikke tal på, hvor mange rekorder, hun har fået, den største sejt var i 1996, hvor hun blev tredobbelt europamester i hækkeløb, 200 meter og hækkespring og samtidig satte verdensrekord.

Topatlet på 75 år: De unge holder mig til ilden

Ingela Bluhm er verdens hurtigste stafetløber. Hun træner med de unge for at presse sig selv og har knækket koden til det gode seniorliv

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

Hun er 75 år, men føler sig som en på 25. Ingela Bluhm dyrker løb på eliteplan og selvom dåbsattesten er ved at være en ældre sag, holder hun sig ung ved at træne med de unge i atletikklubben Herning GF.

Det er først, når jeg kommer hjem og ser mig i spejlet, at jeg bliver mindet om, at jeg er en gammel kone med rynker.

Ingela Bluhm, senior-atlet

“Når jeg løber sammen med de unge atleter, bliver jeg trukket op i et højere gear. Så tænker jeg ikke over at jeg er ældre end dem. De giver mig energi og får konkurrencemennesket frem i mig,” siger 75-årige Ingela Bluhm – også kendt som gazellen fra Herning.

Dejligt at være et forbillede

Hun har adskillige rekorder i bagagen og mindst 10 kg medaljer liggende, som hun har sprintet sig til. Hendes yndlingsdisciplin er stafetløb, og når hun får en depeche i hånden, glemmer hun alt om alder.

Hun kan godt nok ikke løbe helt så hurtigt som de unge, men alligevel kan hun godt komme til at glemme, at hun ikke er 25 længere.

“Jeg er jo et konkurrencemenneske. Det er først, når jeg kommer hjem og ser mig i spejlet, at jeg bliver mindet om, at jeg er en gammel kone med rynker.”

Deler gerne sine erfaringer

Ingela nyder de unges selskab og med mindst 40 års erfaring som aktiv atletikudøver deler hun gerne ud af sine erfaringer med, hvordan man opnår den bedste form – både på banen og udenfor.

“Jeg ved jo en masse om, hvor vigtigt det er at få sin søvn og restitution, og hvor meget kosten betyder for at man kan præstere. Det er også vigtigt at finde den rette balance mellem løb og styrketræning, og det er noget af den viden og erfaring, jeg kan dele med de unge.”

“Jeg snakker for eksempel med dem om det pres, man som ung kan opleve for at være med til festerne. Det er ikke en god idé, hvis man skal træne op til et løb, så der må man tage et valg om, hvad man helst vil.”

“Jeg føler, at jeg kan være et forbillede for dem og jeg er glad for, at jeg kan give min viden videre,” siger Ingela Bluhm.

Et godt seniorliv

Ingela træner løb og styrketræning to eller tre gange om ugen. Hun vil gerne have et godt liv som ældre, og med træningen får hun bedre sundhed, mere velvære og højere livskvalitet.

“Når jeg løber, giver det mig et overskud af fysisk og psykisk velvære. Jeg kan lide at bruge min krop og at udfordre mig selv. Det kick af endorfiner, jeg får ved at løb, giver ekstra energi og glæde. Man bliver helt høj af det.

Løb på kul og koks

Ingela har dyrket atletik i mange år. Hun startede som 18-årig i Randers Freja, men da hun blev gift og fik børn, holdt hun en pause på 18 år. Først som 42-årig genoptog hun atletikken og hun har været i gang lige siden.

Ingela Bluhm holder sig ung ved at træne med de unge i atletikklubben Herning GF.

“Da jeg dyrkede atletik i Randers, løb vi på knust kul og koks i pigsko var med lange pigge på 9-10 mm, for de skulle jo have fat. Men da vi flyttede til Herning, ville mine børn gerne starte med at dyrke atletik, og da jeg skulle køre dem, kunne jeg lige så godt selv begynde at løbe igen. Det var en helt anden oplevelse at løbe på den nye kunststofbane i Herning.”

Venner for livet

Der er et stærkt socialt element i at træne sammen med andre, og når Ingela mødes med de fire jævnaldrene kvinder på stafetholdet, er der både træning og venskab på dagsordenen.

“Vi fem er næsten jævnaldrende og udover træningsfællesskabet har vi også fået et fantastisk venskab. Vi kan grine og græde sammen og vi kan tale om alt. Det er virkelig et venskab for livet.”

Ingela Bluhm har opnået fantastiske resultater gennem sin atletikkarriere.

Stafetpigerne, som de kaldes, har kendt hinanden i mange år som konkurrenter, men i 2018 begyndte de at træne sammen og fik den idé, at de ville prøve at slå den nordiske rekord i 4×200 meter stafetløb.

De slog rekorden med hele 19 sekunder, og da de fandt ud af, at de kun var fem sekunder fra at slå verdensrekorden, gik de målrettet efter titlen, og ved tredje stævne lykkedes det at slå verdensrekorden.

“Det var helt ubeskriveligt. Vi var så glade og stolte over at de lykkedes os, og den opmærksomhed, vi har fået efterfølgende, har været helt overvældende. Det var dagen før, landet lukkede ned på grund af corona, så vi var rigtig heldige.”

Man skal starte langsomt op

Ingela håber, at helbredet kan holde til mange år på banen og i klubhuset endnu. Hun håber også, at stafetpigerne kan inspirere andre på deres alder til at komme i gang med at dyrke motion. Hun vil gerne give nogle gode råd til andre seniorer, der har lyst til at dyrke løb.

“Det er aldrig for sent at komme i gang. Der er ingen, der siger, man skal sprinte som os. Det er ikke afgørende hvor langt eller hurtigt man kan løbe, bare man kommer op af stolen og bevæger sig.”

“Man skal starte langsomt op og være omhyggelig med opvarmningen. Det gælder om at bygge formen langsomt op. Man skal ikke tro, man kan starte med en halvmaraton,” siger Ingela.

“Det er en god idé at finde et hold at træne med, for så får man også den sociale del med.”

Først publiceret: tirsdag 11. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.