Mange madvarer - også de sunde - kan give oppustethed.

Oppustet? Dette kan være forklaringen

Alt fra din kost til din sindstilstand kan give udspilet maveskind, fortæller klinisk diætist.

Senest opdateret: mandag 3. april 2023

Må du dagligt knappe bukserne op for at give plads til din oppustede mave? Så gør du klogt i at finde ud af, hvad årsagen er.

Det siger Tine Jørgensen, der er cand.scient. i klinisk ernæring og medforfatter til bogen “Fix din fordøjelse”.

“Hvis der er tale om en grundtilstand i maven, kan det skyldes en fødevareintolerance, eller det kan være, at du har haft en infektion i maven, som gør, at din tarmflora er lidt ude af balance,” siger hun.

Tarme svulmer op

Ubalancen kan blive forstærket af det, som du spiser og drikker i hverdagen. Og der er faktisk en hel del af det, som du har i køleskabet, der får dine tarme til at svulme mod undersiden af dit maveskind.

Tegn på at du skal søge hjælp

* Bliver du ofte så oppustet, at det ligner, du er langt henne i en graviditet, kan du lide af irritabel tyktarm.

* Andre symptomer er smerter i forbindelse med oppustetheden, og at det gør så ondt, at du har behov for at lægge dig ned.

* Hvis du har blod i afføringen eller feber, skal du straks kontakte din læge.

Kilde: Tine Jørgensen, cand.scient. i klinisk ernæring og medforfatter til bogen "Fix din fordøjelse".

Blandt de sunde syndere peger Tine Jørgensen på grøntsager som kål og asparges. Frugt kan også give oppustethed. Spiser du mange æbler, kan du derfor opleve, at maven vokser.

“De fødevarer indeholder nogle fibre, som er meget fermenterbare, og det får tarmbakterierne til at producere ekstra luft,” forklarer hun.

Sukker og kulsyre

Samme effekt har sukker og de sødestoffer, der findes i sukkerfri produkter som for eksempel tyggegummi.

Derudover har alt, der indeholder kulsyre, tendens til at skabe oppustethed.

Der er også mange mennesker, der bliver oppustet, hvis de drikker et iskoldt glas vand. Kulden kan godt få din tarmbevægelser til at gå en smule i stå, hvilket gør at maden ligger længere i systemet.

Undersøg din mave

Men inden du omlægger din kost fuldstændig for at få bugt med problemet, anbefaler Tine Jørgensen, at du undersøger din mave nærmere.

Stil dig selv følgende spørgsmål: Er du oppustet allerede, når du vågner om morgenen, eller kommer det først i løbet af dagen? Kommer det i forbindelse med, at du spiser? Opstår oppustetheden i den øvre eller nedre del af maven?

Øvre og nedre del

“Hvis det er i den øvre del, kan det være tyndtarmen, den er gal med. Måske tømmes maven ikke ordentligt, eller måske lider du af en fødevareintolerance,” siger Tine Jørgensen og fortsætter:

“Sker oppustetheden derimod længere nede, kan det være tegn på et problem i tyktarmen. Det kan også være din bækkenbund, underlivet eller nogle hormoner, der skaber tilstanden i den nedre del af maven.”

Stress kan lukke ned

Spændinger i bækkenbunden eller menstruation kan for eksempel være forklaringen på, at du bliver oppustet. Men årsagen kan også findes i dit psykiske ve og vel.

“Stress kan lukke ned for vores tarmbevægelser, fordi kroppen konstant er i et højt beredskab. Det får tarmene til at gå i stå, og dermed beholder du maden længere tid i tarmene, hvor det ligger og gærer ekstra meget,” siger Tine Jørgensen.

Vi skal være lidt oppustede

Samtidig slår hun fast, at det er umuligt helt at komme udenom en vis grad af oppustethed i det daglige.

“Vi kan ikke undgå, at vi bliver en smule oppustede. Vi har jo tarme. Det må bare ikke gøre ondt, og det må ikke ligne, at du er gravid i fjerde eller sjette måned,” siger hun.

Først publiceret: mandag 20. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.