10 bud, 17 mål og gode mennesker i en god verden

”Vi har lidt problemer med den ene motor, så ankomsten til Rønne bliver desværre lidt forsinket”, lød det fra højtaleren i hvileloungen på den store katamaran færge som – med lidt hjælp fra Skåne – forbinder kongeriget med det yderste øst.

Jeg kan mærke et strejf af paranoia i et ellers roligt øjeblik.

Der ER bare noget med den Østersø og tiden vi lever i. Der må helst ikke forekomme uregelmæssigheder derude, ovenpå de undersøiske energiforsyningsveje mellem tidens gode og onde kræfter.

Sådan er den tid vi lever i. Og her sidder jeg på vej til at holde oplæg om FN’s 17 verdensmål for Faglige Seniorer på Bornholm.

Retten til de gode liv

Det er vel mere aktuelt nu, end da de blev vedtaget af FN’s generalforsamling, under ledelse af den daværende formand Mogens Lykketoft, i New York i 2015.

Det handler jo om både energi, bæredygtighed og forsyning. Om sundhed og trivsel og i det hele taget retten til et godt liv, for alle. Et liv med mulighed for uddannelse, uden sult og fattigdom, og hvor ligestilling mellem kønnene er en selvfølge. Alt sammen hele vejen rundt om vores klode, i både bredde- og længdegrad.

Var det mon dét Sokrates mente, da han stillede spørgsmålet: Hvordan bliver gode mennesker til et godt samfund?

Det er et ualmindelig godt spørgsmål. Problemet er bare, at vi – menneskene – ikke er enige om hvad det ”gode” er. Og som sådan kan (næsten) alle, med rette, hævde at være iblandt de gode.

Sokrates’ elev, eller assistent om man vil, Platon samlede tråden op fra mesteren og introducerede et begreb som han kaldte ”den absolutte moral”.  Altså en fælles forståelse af hvad det gode er.

Det er en smuk vision. Platon nåede desværre ikke selv at opleve hverken Sokrates’ ”gode samfund” eller sin egen definerede forudsætning for at nå derhen blive en realitet, inden han døde i år 348 f.v.t.

Og her 2.371 år senere kan vi stadigvæk ikke blive enige om, hvad det gode er.

Enige om regler for at slås

Der er udkæmpet mange krige i de par tusinde år. Krige som vi nærmest har vænnet os til som et vilkår. Vi har faktisk udarbejdet et fælles regelsæt, som beskriver en række regler for krig, i Genevekonventionerne.

Når vi nu ikke kan blive enige om, hvad det gode samfund er, så er det da i det mindste en trøst, at vi kan blive enige om reglerne for at slås og bekrige hinanden.

Der har ellers været adskillige forsøg på at definere denne fælles opfattelse. De politiske ideologier og manifester er vel et udtryk for forslag til skabelsen af det gode samfund.

Men måske er det først og fremmest religionerne og deres anvisninger til det gode og evige liv, som har haft prioriteringen af vores opmærksomhed og det meste af taletiden i mere end 2.000 år.

Ja, faktisk langt mere. Platon burde eksempelvis have kendt til de 10 bud.

Moses fik dem af Gud på Sinaibjerget 1.000 år før Jesus blev født. Altså lang tid før både Sokrates og Platon fødtes.

Du må ikke have andre guder

Måske er det derfor, at de to filosoffer bruger så meget af deres tid på at finde frem til svaret på, hvad det gode egentlig er.

Og tænk hvis de har kendt til de 10 bud, som blev givet til det jødiske folk, hvor det første af dem påbyder: ”Du må ikke have andre guder end mig”.

Det må være vanskeligt i den græske oldtid, hvor man jo også er underlagt Olympens guder, hvor Zeus kaster om sig med lyn og hersker over alle de andre – heriblandt gudinden Aphrodite, hvis portefølje er kærlighed, skønhed, begær, seksualitet og nydelse. Hun var gift med Hefaistos, men havde flere elskere.

Det rimer jo heller ikke på de regler, påbud og forbud som er beskrevet i de punkter på stentavlen, som stadigvæk udgør en helt central del af vores kultur.

Sokrates blev som bekendt dømt til døden. Han var blandt andet anklaget for at være gudsbespottende.

Det kan enhver jo komme og sige, havde jeg nær sagt. Det er da en ordentlig omgang rod med alt den tro, og det er let af forledes til at kritisere – eller i hvert fald stille spørgsmålstegn ved det.

Det bygger på tro

Det slog mig derude midt i Østersøen på Bornholmerfærgen, at vores egen Søren Kierkegaard engang har sagt noget om, at ”troen begynder der, hvor tænkningen stopper”.

Og det er som om, at vores fælles ide om ”den gode verden” i virkeligheden jo bygger på TRO, som blandt andet hviler på dogmatiske regelsæt, påbud og forbud , som er udstukket for mange tusinde år siden.

Men hør: De 17 verdensmål og 169 delmål er resultatet af tænkning; af visdom, viden, erfaringer og forskning! De er vedtaget af alle FN’s medlemslande i en demokratisk proces.

Og ret beset er de mål, det bedste svar vi kender på Sokrates’ spørgsmål om, hvordan gode mennesker bliver til et godt samfund. Når de 17 mål og 169 underliggende delmål er nået, så har vi et godt verdenssamfund.

Hvad kan vi gøre

Stod det til mig, så skulle de 17 mål havde langt mere opmærksomhed, prioritering og plads i det hele taget, end de 10 bud.

Det blev også min indledning, da jeg fik ordet foran forsamlingen i Sagahuset, som drives af Faglige Seniorer på Bornholm.

Dejlige, interesserede, engagerede faglige seniorer som kom og brugte deres solbeskinnede formiddag på at tale sammen om, hvad VI kan gøre for at skabe den gode verden.

Det er DET de verdensmål handler om.

Og i modsætning til religionernes påbud og forbud, så angiver de 17 mål handlingsveje og -muligheder. Både for de store globale institutioner og partnerskaber, men måske i endnu højere grad for os bittesmå mennesker, som hver især kan tage ansvaret og initiativet på os. Der er ikke nogle handlinger, som er for små i dette ærinde.

Det summede allerede i rummet om både træfældning og madspild, da jeg sagde ”tak fordi jeg måtte komme” og slukkede for mikrofonen.

Med risiko for at fornærme nogen, vil jeg slutteligt citere et klogt menneske som har sagt:

”En times tænkning er bedre end 70 års bøn”.

Men det ene behøver naturligvis ikke udelukke det andet, tænkte jeg, da jeg sad på færgen hjem.

Først publiceret: onsdag 26. april 2023
Artiklen er sidst opdateret onsdag 26. april 2023 kl. 16:06