I musikkens tegn: Møller, Mozambique og Marielyst

På arbejdstur rundt i landet denen sommer har jeg gjort holdt for natten i Odense. Den storsnudede og storslåede digters by er hjemsted for morgendagens møder.

Efter en lang køretur indledes aftenen med en spadseretur i Ansgars Anlæg. Pludselig var det som om tiden stod stille i skyggen under de gamle, krogede kastanjetræer.

Lige dér var scenen placeret, da vi kom forbi med det til lejligheden etablerede ensemble, ”Musambigband” i midten af halvfemserne.

Mere om det senere.

Tilbage på hotelværelset; sank ned i lænestolen med benene oppe, og smartphonen i hånden. Læser beskeder og nyheder og surfer lidt blandt favoritsiderne.  På Faglige Seniorer’s side står der noget om ”Seniorfestival”. Jeg bliver nysgerrig og vil lige checke programmet.

Steppeulvene kommer!

Til højre i billedet stjæler Stig Møller al opmærksomhed, på den gode måde. 60’ernes ”Danmarks Donovan”, som musikjournalister døbte manden med de store sorte krøller og det milde ansigtsudtryk, inden han slog sig sammen med Eik Skaløe og dannede Steppeulvene.

Stigs melodier og Eiks tekster er som symbioser. Smukke sammensmeltninger af lyde og ord; Skaløe’s poetiske visdom, svøbt i Møller’s melodiske, universelle udtryk.

Desværre nåede de kun at lave et album sammen, inden Eik tog sit eget liv i den trøstesløse ørken på grænsen mellem Indien og Pakistan, i 1968. Ikke længe efter Steppeulvenes ”HIP” var udkommet i 1967. Et album som viste sig at få kolossal betydning for dansk rockmusik.

Eik efterlod sig en del tekster, og nogle af dem satte Stig Møller senere i musik. Blandt andet den livsglade og dansevenlige ”Palmetræet”, hvor Møller selv brilliere med sit signaturagtige guitarspil, der kan få selv den vildeste, afrikanske high-life musiker til at spærre ørene op.

Dengang man måtte anvende det ord, blev Stig Møller undertiden kaldt for ”Den hvide neger” (det var et stort kompliment) på grund af hans helt særlige rytmiske sans og enestående guitarspil.

Krøllet trold i front

Og nu tilbage til det indledningsvis nævnte ”Musambigband”:

I midten af 90’erne var jeg projektleder for et fagligt/politisk og kulturelt udvekslingsprojekt, som blandt andet omfattede en kunstnerisk udvekslingsrejse til Mozambique i det sydøstlige Afrika.

Jeg havde kendt Møller i flere år, fra min tid som højskolelærer, og det faldt mig helt naturligt at få ham med ombord i det projekt. Det var nærmest en mission i sig selv at få netop Stig ”Hjem” til sine musikalske rødder.

Førnævnte ”Palmetræet” var lige udkommet på albummet ”Sikke en dejlig dag”, hvor titelnummeret også senere skulle vise sig at have den universelle spirit, hvor selv det mindste stammefolk i den nordlige ende af det langstrakte land sang med under palmerne en aften på stranden ved Det Indiske Ocean.

Inden da havde vi lavet musik- og malerworkshop’s i haven ved Maputo’s kulturhus.

Under de store træer stod malere og arbejdede på deres lærreder sammen med Leif Sylvester, som havde fået ansvaret for den billedkunstneriske del af projektet.

Og på scenen var der stillet anlæg op til de sessions som måtte opstå. Der kom mange lokale musikere og sluttede sig til det danske ensemble. Rygtet var løbet i forvejen; Stig var blevet interviewet på radioen, og i det hele taget gik snakken i byen, om dette underlige hold af hvide musikere med en krøllet trold i front, som sad på ladet af pickup trucks og sang noget underligt volapyk-scat-sang akkompagneret af sit eget vidunderlige guitarspil, når han blev transporteret rundt i byen.

Det lige så betydningsfulde hold som udgjorde orkestret bestod af Peter Ingemann (bas og sang), Louise Albeck (sang), Jan Ole Traasdahl (keyboard) og Ken Gudman (trommer).

Trommestikker – og en fodbold

Alle bidrog til den gode stemning, og ikke bare den store gårdhave med de smukke træer emmede af musik og glæde. I de omkringliggende højhuse hang folk ud ad vinduerne og sang og klappede rytmen, medens legende unger rendte rundt på tagene og ventede på, at Ken kastede en af sine mange medbragte trommestikker op til dem.

Salig Ken Gudmand havde nemlig tænkt på alt andet end ham selv da han pakkede sin kuffert. Da vi mødtes ved check-in skranken i Kastrup lufthavn kom han som én af de sidste. I den ene hånd havde han en lille kuffert og i den anden en udspilet plasticpose. Kufferten røg på bagagebåndet, men den runde pose var hans håndbagage. Den indeholdt lidt småting, og så en fodbold.

”Jeg tror børnene vil blive glade for en bold dernede”, sagde han. Han havde sat sig ind i sagerne og læst at Mozambique var verdens fattigste land. Så han havde fyldt kufferten med trommestikker og postkort med billeder af Danmark, til uddeling. Og så altså en fodbold.

Sikke en indstilling. Sikke et menneske. Manden som havde siddet bag trommerne i Defenders, Young Flowers, Savage Rose og i det hele taget var en efterspurgt og -tragtet medspiller i enhver rytmesektion; bag Kim Larsen. Trille, Peter Thorup, Sebastian og mange flere. Og i en lang årrække en swingende del af den trio som bestod af ham, Peter Ingemann og Stig Møller.

Nu sad han der og hyggede sig. I små øjeblikke så jeg ham holde rytmen bag de sammenbragte musikere på scenen med den ene hånd, medens han sad og kastede trommestikker op til ungerne med den anden.

Mozambiques Mozart

Sådan var stemningen på holdet i det hele taget. Og den tog til i styrke efterhånden som dagene gik.

Flere og flere afrikanske musikere dukkede op. En dag kom et uniformeret kor. De var buschauffører, og havde klædt sig pænt på og øvet en traditionel mozambiquansk sang, som de optrådte forbilledligt med. Men også guitarister, sangere og percussionister kom fra nær og fjern og sad ind i de totalt improviserede jamsessions, alt imedens Sylvester tryllede med pensler og farver under palmernes skygger.

Og Møller spillede ”Palmetræet” og ”Sikke en dejlig dag”, som fik de tilkomne til at swinge sig helt op i de tynde musikalske grene.

Én af de musikere vi fik kontakt med var en stjerne i sig selv. Møller kaldte ham for Mozambiques Mozart. Han hed Mucavele.

Han havde tidligere kæmpet ved fronten i den 16 år lange og blodige borgerkrig som netop var slut. Hans våben var hans guitar og sprøde sangstemme. Han var ikke i direkte kamp mod fjenden; nej, hans job var at synge og spille for soldaterne for at indgyde mod, håb og tro.

Musik kan meget.

José Mucavele var ven med landets præsident. Han var fra partiet Frelimo, som var dem Mucavale deltog i krigen for at opmuntre.

Stig Møller er en klasse for sig

Jeg nød senere den ære, at blive inviteret til at møde præsidenten. Han ville gerne hilse på mig for at sige tak for alt det vi havde gjort for hans ven, José Mucavele.

Vi inviterede ham til Danmark sammen med et par af hans musikere og en danser. Han fik lejlighed til at indspille et album sammen med Stig Møller i København – og vi lavede en turne med ”Møller & Mucavele” aka ”Musambigband”, som blandt andet spillede dér i Ansgars anlæg i Odense, under de krogede kastanietræer, som nævnt indledningsvis.

Dér stod jeg og dvælede i egne minder. Koncerten stod tydeligt i min erindring. Både den her i HC. Andersens by, og den afslutningskoncert vi var vidner til i Maputo. Hele den store gårdhave var proppet til bristepunktet. Tæt på scenen sad kulturministeren, som gav udtryk for enorm begejstring over vores besøg og projekt i det hele taget.

”Kunsten bidrager til at samle det, som politik har adskilt”, sagde han i sin takketale, med en slet skjult reference til sit eget lands nyere historie. Det er godt udtrykt.

Jeg vil ikke tøve med at kalde projektet for en dundrende succes. Det skabte glæde, fællesskab, udvikling og åbnede døre til politiske samtaler. Der kom helt konkrete ”produkter” ud af det; CD-udgivelser og turnevirksomhed. Det blev massivt omtalt i både afrikanske og danske medier og i 1996 modtog vi LO’s kulturpris for projektet.

Jeg vil heller ikke tøve med at udnævne Stig Møller til den helt centrale figur. Alle medvirkede, både foran og bagved scenen bidrog. Men Møller ER altså i en klasse for sig selv, som originalen i front.

Det er heldige mennesker som har lejlighed til at høre Stig i front for ”Steppeulvene”, ved Seniorfestivalen på Marielyst i år. Nu om dage har han ganske vist valgt at sidde på en stol på scenen; håret er blevet lidt tyndere og skægget uglet og gråt – men han har jo også selv retten til at kalde sig ”senior”, som den 77-årige spillemand han er.

Jer som er så heldige at have adgang til koncerten, har noget at glæde sig til.

Steppeulvene med Stig Møller i front spiller på Seniorfestivalen på Store Scene torsdag 27. juli klokken 17.30.

Først publiceret: tirsdag 25. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret fredag 28. juli 2023 kl. 10:02