Hansens klumme: Hvordan ser digitaliseringsstyrelsen egentlig ud?

”Stå lige stille”, sagde en kursist medens han med sine håndflader børstede kridt af min jakkeryg.

Jeg havde lige holdt et tavleoplæg på et kursus for tillidsvalgte i 3F. Det var vist gået lidt livligt for sig, så jeg havde været i nærkontakt med den kridtfyldte tavle, medens jeg med mellemrum havde front mod deltagerne.

Det fremkaldte efterfølgende denne lille mellemmenneskelige interaktion, da en kursist kom op til mig efter oplægget, og lige ville være venlig.

Og jeg fik et øjebliks glæde over at VÆRE. Altså i en fysisk forbindelse med andre mennesker.

Et øjebliks tilstand som jeg ikke var kommet i foran en digital tavle. Den smitter ikke af.

Den sætter måske fodspor, men af en anden slags end aftrykkene i kridtstøvet på gulvet under tavlen.

Ikke nødvendigt at tale sammen

Jeg blev glad for tavlen, og kom til at tænke på glæden over kassemedarbejderen i mit lokale supermarked med øjenkontakt og smil – fremfor de der digitale betalingsbåse, hvor man hyppigt må tilkalde en medarbejder med et digitalt nulstillingskort om halsen.

Eller på benzintanken, hvor jeg nu betaler med min app med indbygget GPS, så den ikke engang behøver spørge mig, hvor jeg er. Det ved den godt.

Vi spørger ikke om vej mere.

I det hele taget er det slet ikke nødvendigt at tale så meget sammen mere.

Det er også meget nemmere at swipe på din telefon, hvis du skal have fornyet recepten. Der er ingen grund til at tale med lægen om det. Hun har nok at gøre med alle videokonsultationerne.

Og Nem-ID blev for svært, så vi fik Mit-ID og Digitaliseringsstyrelsen har armene i vejret over, hvor hurtigt det går med at omdanne vores land til et digitalt Danmark.

Vi optager os selv

Og digitaliseringsstyrelsen er jo nærmest blevet (endnu) et begreb, der omtales som én der sidder med ved bordet: ”Digitaliseringsstyrelsen siger jo også at ……”.

Nå, og hvad siger denne digitaliseringsstyrelse så til den håbløst dårlige kvalitet, vi belemres med i TV2 nyhederne?

Digitaliseringen har jo gjort det muligt at lave hul igennem til de yderste egne af landet fra TV-redaktionen på Kvægtorvet. Bare folk har en smartphone eller en computer med kamera og mikrofon og en internetforbindelse, så kan sendefladen fyldes ud.

TV-stationens egne journalister står altid med deres bogreol i baggrunden, men har i det mindste en fornemmelse for kameravinkling, lys og så videre.

Andre lader sig interviewe via deres mobil, som de sidder og kigger ned i med en stor gullig lysplamage i loftet over sig. Det bliver et underligt billede for os seere; vi kigger jo lige op i staklens næsebor og bliver forstyrret af de små hvide dimser, som stikker ud af hvert øre – og i en meget mørk setting, fordi lyset hænger over eller bagved vedkommende.

DET er digitalisering. Det er rationelt og effektivt. Men også ligeså grimt som det er billigt.

Nemmere – men er det bedre?

Er det mon det de kalder vækst? Altså optimerede overskud i virksomheder, hvor INTET bliver billigere for forbrugeren i takt med at mennesker skiftes ud med app’s.

I givet fald kunne der måske tænkes og investeres i adfærd og kultur som giver næring til mellemmenneskelig samtale og æstetik. Altså noget af det vigtige vi taber – eller slet og ret smider ud – i digitaliseringens og moderniseringens hellige navn eller bippende kode.

Jo jo, der er da meget som er blevet nemmere. Men måske ER det ikke alting, som bliver bedre af at blive nemmere.

Pladen under pickup’en

Personligt synes jeg for eksempel musikken bliver lidt bedre af, at jeg skal finde LP’en i reolen. Kigge lidt på coveret medens vinylen glider ud i mine hænder. Placere den på skiven, og nænsomt sætte pickup’en i rillen.

I musik app’en bliver jeg overvældet af de utallige valgmuligheder, som ligger for enden af min pegefinger, og ender bare med at sætte en playliste i gang. Alle de små detaljer i processen er fjernet, og musikoplevelsen bliver en smule fattigere. Men hva’ …. Det flugter måske meget godt med, at meget af tidens musik er spillet og produceret digitalt.

Giv ungerne nogle instrumenter i hænderne i skolen. Det andet skal de nok lære af tech-giganterne selv.

Klip er blevet til “cut & paste”

Forleden læste jeg et læserbrev fra en skolelærer i Helsingør, lige efter at alle elever var lammede i en længere periode, fordi en forælder have klaget over et eller andet med Google. Og medens sagen stod på var det ikke tilladt at anvende deres små computere. Skolelæreren skrev, at hun havde eksempler på børn i grundskolen som ikke er i stand til at håndtere en saks!

At ”klippe” betyder noget med ”cut & paste” for dem.

…. og så har vi svært ved at forstå, at det står slemt til med interessen for håndværksfagene.

Kast med pairkugler

Vi mistede en masse små detaljer, da tavlen blev skiftet ud med den digitale ditto.

Lyden af kridtet mod tavlen. De små pauser medens læreren visker ud, og deltagerne/eleverne har en lille reflektionslomme, eller kan kaste med papirkugler og skærer ansigter af læreren.

…… Og deltageren som kommer op og børster kridtstøv af min ryg, ikke at forglemme.

Digitaliseringen er kommet for at blive. Men det er vi mennesker også, og vi skal huske på alle de små relationer mellem os, som pludselig ikke er der mere, når smartphones, apps og MitID tager over.

Vi skal finde nye grunde til at børste hinandens ryg.

Pigen med det solsort-sorte hår

Lad mig slutte med de sidste linier fra Allan Olsen’s fine sang ”Pigen med det solsort-sorte hår”, hvor han kommer tilbage til benzintanken for at give pigen bag disken en æske chokolade, men det hele er lavet om til selvbetjening og et gult skilt hvor der står ”Jet”:

”Men jeg skal aldrig ind og tanke mit diesel
Om rabatten er nok så stor
Hvor folk er for nærige til at ansætte pigen
Med det solsort-sorte hår”

Hvad mener du?

Er vi gået for vidt når det handler om at digitalisere hverdagen? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

 

Først publiceret: fredag 21. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 21. oktober 2022 kl. 14:59