Inge holder fast i livet med begge hænder
For Inge Hemsø er broderi en livline i hverdagen og en vej ud af det smertehelvede, hun vågner op til hver dag.
Senest opdateret: onsdag 1. november 2023
“Jeg er bange for, at kroppen går i stå, så kan jeg ingenting. Derfor holder jeg mig i gang ved at gå og være glad for min lille butik.”
66-årige Inge Hemsø, der har arbejdet, siden hun var 17 år, har ikke tænkt sig at lægge arbejdstøjet helt til side, selvom hun kan gå på pension til næste år.
Og det på trods af at hun må tage smertestillende medicin hver dag for at kunne klare kroniske smerter, der stammer fra en arbejdsulykke i en møbelforretning i 2003. Den kostede Inge Hemsø 75 % af hendes erhvervsevne.
Vil ikke stoppe
Inden da arbejdede Inge Hemsø i Irma, hvor hun også kommer ud for en ulykke, da hun taber en tung kasse, som hun beslutter sig for at gribe, inden den rammer jorden.
Bliv Seniorklar
Har du en plan for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet? Måske er du endnu ikke helt seniorklar.
På seniorklar.dk kan du få hjælp til at lægge en plan for den gode overgang og få svar på nogle af de mange spørgsmål, som kommer, når du er over 55 år.
Overgangen fra arbejde til pension er en vigtig fase i de fleste menneskers liv.
Derfor har Faglige Seniorer og Østifterne investere tid og kræfter og 22,5 millioner kroner i at udvikle værktøjer, der kan hjælpe seniorerne i deres mange overvejelser.
Læs mere på seniorklar.dk
Den uheldige beslutning bliver skyld i en lammelse i den ene arm og uudholdelige smerter i nakken, som heldigvis bliver afhjulpet af en dygtig behandler, så hun igen kan bruge sin arm og hånd fornuftigt.
Med to ulykker og konstante smerter skulle man tro, at Inge ville trække sig helt fra arbejdsmarkedet og søge førtidspension, men det er ikke hendes stil.
Bliver selvstændig
I stedet kommer hun i praktik hos en bekendt, der har et symaskinefirma i Odense. Her bliver Inges interesse for broderi på maskiner vakt til live.
Hun forklarer, at hun altid har lavet håndarbejde, broderet, strikket, lavet kniplinger, syet tøj til sine børn og hende selv.
“Der var store broderimaskiner, som jeg brugte til at brodere dåbskjoler, tasker og alt muligt, som jeg lavede, når der ikke var kunder i butikken. Det var jeg god til,” siger hun og tilføjer, at hun dernæst lejede to broderimaskiner til professionel brug.
Hellere lidt end ingenting
Inden Inge Hemsø havde set sig om, stod hun med sin egen virksomhed i hjemstavnen Maribo – en ny virkelighed, hun trives så meget i, at hun 17 år efter stadig er i gang.
Selvom den 66-årige kvinde elsker håndarbejde, tager hun også hensyn til sine fysiske begrænsninger, hvorfor hun “kun” har åbent tre eftermiddage om ugen.
Hellere lidt end ingenting, lyder det bestemt fra Inge Hemsø.
Giver livskvalitet
“Når du har ondt hele tiden, så giver det livskvalitet at have noget at stå op til hver morgen.”
“Og så har vi altid noget at tale om, når vi mødes om eftermiddagen,” fortæller Inge Hemsø.
Hendes mand, 70-årige Hans Erik, arbejder nemlig stadig som skovarbejder.
De 3 bedste ting ved at have et job som senior ifølge Inge
Kontakten med andre mennesker: Der er ikke noget bedre end, at der kommer både kendte og ukendte, som for eksempel fremmede turister, der er begejstret for mit arbejde.
Passion: Jeg laver det, jeg godt kan lide. Håndarbejde, være kreativ, og vise det man kan.
Være aktiv: Det er dejligt at have noget at stå op til hver morgen og holde sig i gang. Jeg dur ikke til at sidde stille og lave ingenting.
Seniorer: Derfor arbejder vi
Faglige Seniorers nyhedsbrev har talt med en række seniorer om, hvorfor de arbejder – og deres planer for arbejdslivet og livet som senior.
Læs også artiklen: Stor undersøgelse blandt seniorer: De elsker deres job
Anne Kirsten Sørensen, 67 år, sygeplejerske: Der er brug for det jeg kan
Hanna Langelykke, 61 år, socialpædagog: Jeg har meget mere at give af
Inge Hemsø, 66 år, selvstændig: Holder fast i livet med begge hænder
Kim Burlund, 63 år, kontoransat: Fortsætter med at arbejde på trods af skavanker
Kurt Johansen, 64 år, ejendomsmester: Erfaring er guld værd for boligforeningen
Lene Diget, 63 år, SOSU-hjælper: Gør en stor forskel for borgerne
Lone Tiselius, 67 år, folkeskolelærer: Eleverne fornyer Lones energi
Maks Jørgensen, 64 år, driftschef: Frihed på arbejdet giver Maks lyst til at fortsætte
Morten Rostved, 66 år, quality manager: Arbejder under mottoet “frihed under ansvar”
Tommy Funcke, 64 år, buschauffør: Fortsætter i bussen så længe han kan
Eigil Vedstesen, 66 år, elektriker: Nye modregningsregler giver blod på tanden
Per Christensen, 67 år, chauffør: Derfor kører jeg stadig lastbil hver dag
Først publiceret: fredag 20. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret onsdag 1. november 2023 kl. 10:23