Nordiske kostråd giver plus på levealderen
Et nyt dansk-svensk studie viser, at de nordiske kostråd ikke kun er gode for klimaet – de er også forbundet med en lavere dødelighed.
Senest opdateret: mandag 27. oktober 2025
Spis mindre kød og tilsat sukker – og mere fuldkorn, bælgfrugter, fisk og magre mejeriprodukter. Sådan lyder de nordiske kostråd.
Rådene, som udkom i 2023, er udarbejdet med blik for både klima og sundhed, og nu viser forskning fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, at de kan kædes direkte sammen med lavere dødelighed.
Det fortæller lektor Christina Dahm, som sammen med ph.d.-studerende Anne Bak Mørch, står bag studiet.
“Vores studie viser, at der blandt de midaldrende svenske kvinder og mænd, som lever efter kostrådene, er en 23 procent lavere dødelighed end hos dem, som ikke gør, også når vi tager højde for uddannelse, indkomst, og fysisk aktivitet. Og studiet viser endda en lavere dødelighed grundet kræft eller hjerte-kar-sygdomme, blandt dem, som er bedst til at følge kostrådene,” siger hun.
Forskerne: Det gør en forskel
I studiet har forskerne set på data fra over 76.000 svenske mænd og kvinder gennem to store befolkningsundersøgelser, Swedish Mammography Cohort og Cohort of Swedish Men.
Deltagerne har siden 1997 indberettet kost- og livsstilsvaner, hvilket giver et helt unikt grundlag for at undersøge netop sammenhængen mellem kost og helbred.
Og studiet er relevant for både vores og planetens sundhed, forklarer Christina Dahm.
Vores nuværende kost har nemlig et stort klimaaftryk.
Omkring 30 procent af de menneskeskabte drivhusgasudledninger skyldes vores madvaner og vores fødevareproduktion.
Godt for både mennesker og planet
De nordiske kostanbefalinger sigter netop mod at balancere menneskers sundhed med en mere bæredygtig kost.
Studiet er det første, som undersøger den samlede sundhedsgevinst ved de nye anbefalinger.
“Studiet bekræfter, at vi kan spise en nordisk kost til gavn for både vores eget helbred og for klimaet – i hvert fald i forhold til at forebygge tidlig død,” siger Christina Dahm.
Om kosten også har indflydelse på andre sundhedsparametre som overvægt, type 2 diabetes, hjerte-kar sygdomme eller kræft, vides endnu ikke.
Det håber Christina Dahm og forskningsgruppen at kunne følge op på i et kommende studie.
Først publiceret: mandag 29. september 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. oktober 2025 kl. 16:11