Åbningstale: Mette Frederiksen skriver sig ind i 100 års tradition

Når statsminister Mette Frederiksen tirsdag åbner Folketinget, følger hun i fodsporene på nogle af landets mest markante regeringsledere.

Åbningstalen er ikke blot endnu et politisk indlæg – den er den officielle begyndelse på det nye folketingsår og sætter kursen for, hvad Danmark skal diskutere de kommende måneder.

Her fremlægger statsministeren sin vurdering af landets tilstand og de vigtigste initiativer, regeringen vil tage fat på. Og to dage senere – torsdag – fortsætter det hele med den klassiske åbningsdebat, hvor partierne mødes i en maratondebat, der ofte strækker sig til langt ud på natten.

En dag fyldt med symbolik

Åbningstirsdagen er ikke kun et politisk startskud – det er også en ceremoni fyldt med traditioner, der rækker mere end 150 år tilbage.

Dagen begynder klokken 10 med en gudstjeneste i Holmens Kirke. Her deltager både folketingsmedlemmer, ministre, embedsmænd og repræsentanter for kongehuset. Gudstjenesten er frivillig, men har været en fast del af åbningen siden 1848.

Efter gudstjenesten kører Kongen, Dronningen og medlemmer af kongefamilien til Christiansborg, hvor de overvære åbningen fra det Kongelige Galleri – en balkon med udsigt over Folketingssalen.

Når de kongelige ankommer, rejser alle sig, og derefter begynder det første møde i Folketingssalen klokken 12. Her vælger Folketinget sin formand, og derefter træder statsministeren op på talerstolen for at holde sin åbningstale.

Talen varer som regel 30–40 minutter og markerer overgangen fra ceremoni til politik.

100 år med taler, der satte retningen

Det er præcis et århundrede siden, at en dansk statsminister for første gang tog ordet ved åbningen af Rigsdagen.

Den 6. oktober 1925 trådte Thorvald Stauning (S) op bag pulten i Christiansborgs Fællessal og skabte en ny tradition, da han talte om samling og ansvar for fædrelandet.

Indtil da var det kongen, der holdt åbningstalen på regeringens vegne. Men Stauning ændrede kursen – og bragte talerstolen tættere på folket.

Siden da har alle danske statsministre – uanset politisk farve – holdt åbningstaler, der både har afspejlet og formet deres tid.

Fra formel redegørelse til politisk pejlemærke

Da Grundloven blev ændret i 1953, blev åbningstalen skrevet direkte ind i § 38.

Statsministeren skal her “afgive en mundtlig redegørelse om rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger”.

I de første årtier efter grundlovsændringen var talen lang og teknisk – en oplæsning af hele regeringens lovkatalog.

Senere blev den mere ideologisk og værdibåret. Poul Schlüter talte i 1980’erne om ansvar og pligt, Jens Otto Krag brugte sin sidste tale til at takke af, og Mette Frederiksen har i de senere år sat fokus på tillid, tryghed og værdighed i velfærden.

Demokratiets startskud

Åbningstalen er i dag både symbol og styringsværktøj.

Det er her, statsministeren sætter dagsordenen, mens oppositionen lytter – og forbereder sine indlæg til åbningsdebatten.

De ord, der siges fra talerstolen tirsdag, bliver udgangspunkt for både efterårets forhandlinger, mediedebatter og lovgivning.

Dermed markerer åbningstalen ikke bare en tradition, men selve demokratiets startskud til et nyt Folketingsår.

Hvad vil du gerne høre?

Hvad mener du Mette Frederiksen bør sætte fokus på i sin åbningstale? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 6. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. oktober 2025 kl. 16:08