Landsdommer vil udelukke ældre over 70 år fra retten: Men virkeligheden er en anden
Tidligere landsdommer har foreslået at sænke aldersgrænsen for domsmænd og nævninge, men landsretterne hører sjældent om problemer med dømmeevnen. De enkelte domstole må ikke frasortere seniorer.
Senest opdateret: onsdag 10. december 2025
Domsmænd og nævninge hos danske domstole kan afsættes eller udelukkes. Men der skal en hel del til, for eksempel at deres helbred svækkes, så de ikke kan passe hvervet på betryggende vis.
Og det sker kun sjældent. Det oplyser retspræsidenterne i Østre Landsret og Vestre Landsret.
En tidligere landsdommer har foreslået at sænke aldersgrænsen for lægdommere fra 80 til 70 år. Men domstolene har ikke tal, som tyder på, at særligt mange domsmænd og nævninge har problemer med dømmeevnen, uanset alder.
”I betragtning af hvor mange lægdommere der fungerer ved danske domstole, så er det et meget lille antal, der udelukkes. Det er sjældent, vi må meddele til en person, at hun eller han ikke kan fortsætte i hvervet,” siger retspræsident Jens Røn fra Vestre Landsret med hovedsæde i Viborg.
Ingen bestemt alder eller årsag
I de få tilfælde, hvor en lægdommer fyres, så kan de være i alle aldre. Det er ikke sådan, at de alle er over 70, fortæller Jens Røn.
Han siger, at der heller ikke er bestemte grunde, som især fører til, at domsmænd og nævninge udelukkes. Det er ikke sådan, at tilfældene især handler om for eksempel besvær med hukommelsen eller med at holde sig vågne.
Hvis en byret mener, at der er grundlag for at udelukke en lægdommer, så skal landsretten inddrages. Jens Røn svarer på vegne af begge landsretter, også Østre Landsret med hovedsæde i København.
Nogle beder selv om at blive fritaget
Over 14.000 er udpeget som lægdommere ved de danske domstole. Det sker jævnligt, at en af dem selv beder sig fritaget.
Det kan være på grund af sygdom, jobskifte, flytning eller af en anden grund. ”Alder” bliver også somme tider nævnt.
”Hvis ønsket om at blive fritaget er sygdom, så beder vi normalt om en lægerklæring – som vi betaler. Det skyldes, at hvervet som lægdommer er et borgerligt ombud, og det skal tages alvorligt”, siger Jens Røn.
Nul sortering
Når domstole udpeger lægdommere til de enkelte sager, så tager de listen over de udpegede fra en ende af. Når de er kommet gennem listen, begynder de forfra igen.
De enkelte retter kan ikke begynde selv at sortere. De kan ikke fravælge personer, som de for eksempel synes er bøvlede at have med at gøre. De kan heller ikke give færre eller ingen sager til ældre lægdommere.
”Hvis det skete, ville det være i strid med reglerne,” siger Jens Røn.
Lægdommere er værdsatte
Lægdommere skal kunne deltage i alle typer sager, både dem der varer en time og dem, der går over måske 25 eller 50 retsdage. De skal kunne dømme om forholdsvis enkle lovovertrædelser og om kompliceret økonomisk kriminalitet.
Ingen kan bede om at få bestemte typer sager. De kan heller ikke bede sig fritaget for andre typer.
”Vi er hos domstolene meget glade for lægdommerne. De er en meget vigtig del af vores retssystem. Men det er også vigtigt, at lægdommerne gør sig klart, at de kan komme til at deltage i alle typer sager,” understreger Jens Røn.
Det kan der gøres
Hos nogle mennesker kan hukommelsen skrumpe mere eller mindre med alderen. Det betyder måske, at detaljer kommer til at stå lidt svagere i erindringen.
Men udenlandsk forskning peger på, at de juridiske dommere kan hjælpe lægdommere, uanset alder. For eksempel ved at ”instruere” dem.
Jens Røn vil ikke bruge ordet ”instruere”. Men han siger, at juridiske dommere tit under voteringen om en sag trækker linjer op og kridter op. For eksempel hvad der taler for eller imod en dom i den ene eller anden retning.
”De klargør, hvad det er, der skal tages stilling til. Det gør de uanset alderen på lægdommere,” fortæller Jens Røn.
De tager opgaven alvorligt
Justitsminister Peter Hummelgaard har meddelt til Faglige Seniorers nyhedsbrev, at regeringen ingen planer har om at ændre aldersgrænsen for lægdommere.
En anden udenlandsk undersøgelse af ældre lægdommere peger på, at de bruger deres livserfaring i opgaven. De tager opgaven alvorligt.
De kan have ondt af ofre, men de kan også have ondt af tiltalte. De reflekterer over ansvar og retfærdighed.
Hvad mener du?
Bør der være en aldersgrænse for lægdommere på maksimalt 70 år? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: tirsdag 9. december 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 10. december 2025 kl. 11:56